Rart og hyggeligt - men også lidt kedeligt. Som et musikalsk slumretæppe

Lisa Ekdahl

Først omtrent halvvejs gennem koncerten er det, som om svenske Lisa Ekdahl får ordentligt styr på sin stemme og alt det, som den - trods alt - kan. Nemlig gløde og funkle og forekomme yderst smidig.

Men indtil da lyder Ekdahl i lange - lidt for lange - forløb, som om hun i virkeligheden ikke rigtigt er kommet sig over det halsonde, der har udsat koncerten i Musikkens Hus i Aalborg (og turneen i det hele taget) et par uger. 

Den lyse, yderst spinkle stemme har det med at slingre ubestemmeligt rundt, og sådan som den fremtræder, egner den sig ikke rigtigt til de vel mange forløb, hvor Ekdahl skal forestille at snakke sig igennem en del af ordene i en sang i stedet for at synge dem. 

Det giver nogle af sangene et lidt forceret præg. Som ikke de ikke rigtigt får, hvad de fortjener.

Desværre er det også med til at give flere af sangene et lidt forglemmeligt præg. Hyggeligt og rart - men glemt i noget nær samme sekund, de er klinget ud. 

Men tre kvarter inde er det så lige pludselig, som om Lisa Ekdahl og hendes - for øvrigt endog særdeles velspillende - band finder melodien. Eller måske snarere melodierne.  Tankevækkende nok med et par yderst personlige fortolkninger af andres musikalske fuldtræffere.

Først Diana Ross & The Supremes' "Stop In the Name of Love", hvor Ekdahl og bandet får krænget den meget markante Motown-uniform af og vist, hvor smuk selve melodien egentlig er.

Derefter en spøjst natklub-kælen udgave af Beyoncés "If I Were A Boy", der får noget underspillet drillende over sig.

Og så genistregen over dem alle: en flot, tjep, let swingpjattet fortolkning af Billie Eilish "Wish You Were Gay", hvor Lisa Ekdahl for alvor viser, hvad hun formår med forholdsvis få midler. Lige her kommer hendes lyse, lidt naive stemme virkelig til sin ret. Og der er styr på den.

Og ja, ingen koncert med Lisa Ekdahl uden debut- og gennembrudshittet, den næsten 30 år gamle "Vem vet", der stadig fungerer aldeles udmærket, og som såmænd godt kunne have have været trukket endnu længere.

Tilbage efter koncerten står lyden af et formidabelt orkester - med godt med plads til en stribe formfuldendte piano-, saxofon- og soloer - og en sangerinde med et mere slingrende udtryk. Stærkt, når det virkelig rykker - men også med vel mange forløb, hvor stemmen som nævnt slingrer for meget rundt. 

Måske vil det også være godt for Lisa Ekdahl at dæmpe det allermest sukkersøde eller ligefrem tuttenuttede, som man aldrig rigtigt kan greje er ægte eller påtaget. 

Helheden er såmænd rar og hyggelig, men undgår ikke det lidt for kedelige og magelige. Undervejs når der at få en lille smule slumretæppe i det.

Ove Nørhave

on@dnmh.dk

Lisa Ekdahl med band i Musikkens Hus i Aalborg søndag aften.

DEM SANG LISA EKDAHL

Främmanda fågel. Flyg vilda fågel. Amelia. Där ser du själv hur högt du når. Öppna upp dit fönster. Dom band som binder mig. Med kroppen mot jorden. Stop in the Name of Love. If I Were A Boy. Wish You Were Gay. Benen i kors. När alla vägar leder hem. 

Ekstra: Två lyckliga dårar. Vem vet.