Region Nordjylland udvider med ekstra testkapacitet for corona

Otte byer får flere dage med test - sætter også fokus på test ude på virksomhederne

Arkivfoto: Torben Hansen

Arkivfoto: Torben Hansen

NORDJYLLAND:Region Nordjylland øger testmulighederne rundt omkring i regionen. Det sker med oprettelsen af yderligere dage med testning i flere nordjyske byer og med større fokus på test af virksomheder. Det oplyser regionen i en pressemeddelelse.

Der oprettes blandt andet yderligere faste testdage i 8 nordjyske byer.

Her tester regionen ekstra

Fra uge 4 til og med uge 7 tester regionen ekstra disse steder (udover de eksisterende åbningsdage):

• Mandag: Mors og Hadsund

• Onsdag: Dronninglund og Skagen

• Fredag: Brønderslev

• Lørdag: Aars

• Søndag: Hadsund

• Alle ugens dage: Trekanten i Aalborg Øst

Disse testdage er et supplement til de eksisterende testdage. Se alle åbningstider for et teststed nær dig på www.rn.dk/coronatest

- Vi skal bruge vores testkapacitet fuldt ud, og med anbefalingen om at alle der går på arbejde, lader sig teste mindst en gang ugentligt, så har vi sat yderligere fokus på at komme ud i hele regionen med flere faste testtilbud, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S).

I første omgang kommer de nye faste testdage til at køre i fire uger frem. Derudover får enkelte teststeder udvidet åbningstiderne i en forsøgsordning.

- Vi opfordrer alle til at lade sig teste. Vi har kapacitet til det, og vi ved, at mange slet ikke udviser symptomer på corona. Så jeg vil gerne opfordre til, at man går ind på coronaprover.dk, for at finde en testtid et sted i nærheden, siger Ulla Astman.

Fokus på virksomhedstest

For at bruge testkapaciteten fuldt ud har regionen også iværksat yderligere mobile testtilbud til de nordjyske virksomheder.

Region Nordjylland tilbyder test af ansatte i større virksomheder med minimum 100 ansatte. Virksomheden skal desuden have mindst 20 kilometer til nærmeste teststed.

Som noget helt nyt opfordrer regionen nu også flere virksomheder til at gå sammen – hvis der f.eks. ligger flere virksomheder ved siden af hinanden, som samlet kan nå op på 100 ansatte, så er det også en mulighed at virksomhederne samlet efterspørger testmuligheder via regionen. Se mere på www.rn.dk/coronatest

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.