Debat

Regionsrådsmedlem: Thisted bør have sit eget Psykiatriens Hus

Skribenten mener, at et Psykiatriens Hus i Thisted ville gavne mange borgere.
Skribenten mener, at et Psykiatriens Hus i Thisted ville gavne mange borgere. Arkivfoto

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Aalborg har det. Thisted bør have det. Psykiatriens Hus i Aalborg åbnede 1. februar 2024 som et samarbejde mellem regionens psykiatri og kommunen. 

Huset har allerede haft stor betydning for mange borgere gennem personlige samtaler og rådgivning, hvor mennesker har fået hjælp til at finde de rette tilbud, få støtte efter indlæggelse og ikke mindst bryde ensomheden.

Formålet med Psykiatriens Hus er netop at skabe sammenhæng i forløbene og give hurtig, relevant støtte. Det er et forbillede, som Thisted bør lade sig inspirere af.

Et Psykiatriens Hus i Thisted kunne placeres tæt på det psykiatriske ambulatorium (N8) og fungere som et naturligt supplement til de eksisterende tilbud. Huset bør rumme aktiviteter for både børn, unge og voksne. Psykiatri handler ikke kun om sygdom, men også om at støtte mennesker i hverdagen og i deres sociale liv.

Der er langt til møder og behandling i Aalborg både for patienter og pårørende. Mange af de samtaler og udredninger, som i dag foregår dér, kunne med fordel finde sted i Thisted. Det ville skabe tryghed, nærhed og mindre belastning for familier, der i forvejen står i svære situationer.

Vi har allerede læger, der arbejder på tværs mellem Aalborg og Thisted Sygehus. Derfor er det realistisk at samle de nødvendige faglige kræfter lokalt.

Et Psykiatriens Hus i Thisted vil styrke psykiatrien i Thy og give borgere, unge som voksne, den støtte og omsorg, de har brug for tæt på deres eget liv og netværk.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden