Regningen ender hos dig
REFORM: Ambitiøs og grøn skattereform – sådan præsenterer regeringen sit seneste udspil, der skal gøre Danmark til et grønt foregangsland. Men, der er på ingen måde hold i de planer, som regeringen har præsenteret, da de i stedet for at give mindre CO2 udledning vil skævvride den grønne omstilling på tværs af brancher og i sidste ende sende regningen til forbrugerne.
Danmark er medlem af EU, og i netop EU har man et kvotesystem for CO2-udledning. Det betyder, at virksomheder I EU, der beskæftiger sig indenfor en kvotebelagt sektor som f.eks. elproduktion, bilindustri, flyindustri etc., betaler cirka 750 kroner for hvert ton COM2 de udleder i atmosfæren.
Hvert EU-land har så et antal kvoter, de kan bruge i den sammenhæng. Regeringen foreslår nu, at danske virksomheder skal betale yderligere 375 kroner pr. ton CO2, de udleder – altså hele 1.125 kroner pr. ton. Dette får i et vist omfang de danske virksomheder til at udlede mindre CO2 og derved bruge færre kvoter indenfor kvotesystemet, hvilket jo er en god ting.
Men, her stopper det gode så også, da regeringen ønsker at sælge de overskydende kvoter til andre lande i EU, f.eks. Polen eller Ungarn. Det betyder så blot, at der sendes præcis den samme mængde CO2 ud i atmosfæren, det sker blot i et andet europæisk land. Det gør selvfølgelig Danmark til et grønnere land rent udledningsmæssigt – men i virkeligheden har vi bare sendt vores forurening videre i systemet. Her ville det klæde regeringen at holde disse kvoter tilbage og på den måde sænke den samlede CO2 udledningen indenfor EU.
Men, hvad betyder det så for forbrugerne, når virksomhederne bliver pålagt en højere afgift? I første omgang ikke det helt store, hvis virksomhederne altså blev kompenseret for den ekstra udgift, f.eks. i form af en sænkning af de danske energiafgifter, som i forvejen er urealistisk høje. Men det gør de ikke, og derved bliver konkurrenceevnen dårligere og virksomhederne mindre produktive. Det kan man som virksomhed kun reagere på ved at hæve priserne eller holde en lavere realløn. På den måde er det forbrugerne/lønmodtagerne, der kommer til at betale for den nye CO2-afgift.
Danmark vil så gerne være grønt og vil så gerne være foregangsland for resten af verden. Men det kræver, at vi indretter systemet sådan, at vi som land må se den manglende indtægt til statskassen for f.eks. en sænkning af energiafgiften, som en investering i grøn omstilling og ikke en manglende indtægt. Det samme gør sig gældende indenfor hele ønsket om flere elbiler på de danske veje. Her bliver vi nødt til at fjerne afgiften eller sænke den betydeligt på elbiler og derefter se det som en investering og ikke en manglende indtægt.
Vil regeringen virkelig noget med den grønne omstilling, så må de handle nu med realistiske mål og tilgængelige teknologier i stedet for at skubbe problemet videre til andre lande og tro, at verden bliver grønnere af, at vi sælger vores kvoter til tredjepart, eller at teknologi, der ”måske” er tilgængelig inden 203,0 kan redde os i det samlede regnskab. Som det ser ud lige nu, er det ikke tilfældet, og de løsninger der vælges, sender blot regningen videre i systemet – nemlig til dig, den almindelige dansker.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.