Rekordvarm vinter men højt mod nord er der koldt: En nordjysk by havde flest døgn med frost

23 døgn med frostvejr blev det til i Nordjylland. Aars og Stenhøj oplevede den højeste temperatur denne "vinter"

Der kunne ikke laves ret store snemænd i vinteren 2019/2020, der blev rekordvarm. Det var dog lidt koldere i Nordjylland end resten af landet.

Der kunne ikke laves ret store snemænd i vinteren 2019/2020, der blev rekordvarm. Det var dog lidt koldere i Nordjylland end resten af landet.

NORDJYLLAND:Det har været en rekordvarm vinter - også i Nordjylland. Men traditionen tror har det været lidt koldere i den nordligste del af landet, når man sammenlinger med resten af Danmark.

Mens middeltemperaturen i hele landet således har været på 5,0 grader i de tre vintermåneder - december, januar, februar - har middeltemperaturen i Nordjylland været på 4,5 grader, viser DMI's regionale opgørelse over vintervejret.

Nordjylland er hos DMI uden Thisted og Mors kommuner, der hører til området Midt- og Vestjylland.

Fire døgn med frost i Vestervig

Den laveste temperatur, der blev målt denne vinter i Nordjylland var i Tylstrup, hvor kviksølvet en nat nåede på minus 4,5 grader. Den koldeste nat i hele landet var dog i Bygholm ved Horsens, hvor der blev målt minus 6,8 grader.

Men når det kommer til flest døgn, hvor der er registreret frost, er der dog ingen der slår Nordjylland.

I Tylstrup var der således 23 døgn, hvor der blev registreret frost, hvilket er det sted i landet, hvor DMI har registreret flest døgn med frost.

I hele Nordjylland var der i gennemsnit 18,7 døgn med frost, mens det på landsplan var gennemsnitlig 11,8 døgn med frost. På Fyn nåede gennemsnittet kun op på 6,8 døgn.

I Vestervig i Thy - der er Nordjylland, men hos DMI er Midt- og Vestjylland - var der kun fire døgn, hvor temperaturen nåede under nul.

Cirka 15 kilometer fra Vestervig ligger Hørsted, hvor Danmarks koldeste temperatur blev målt den 8. januar 1982, hvor termometret nåede ned på minus 31,2.

Vådest ved Lild Strand

Vinteren har været præget af det varme og våde vejr.

På landsplan var den højeste temperatur 14,7 grader, der blev målt på Bornholm. I Nordjylland blev den højeste temperatur 10,7 grader, der er målt i Aars og Stenhøj.

Selvom de fleste sikkert synes, at der er faldet rigtig meget regn, så har Nordjylland ikke været så hårdt ramt som eksempelvis Midt- og Vestjylland, der fik 344,1 millimeter regn på de tre vintermåneder.

Nordjylland "slap" med 261 millimeter regn.

Gennemsnittet på landsplan bød på 280 millimeter regn, hvor Midt- og Vestjylland, Syd- og Sønderjylland samt Østjylland trækker kraftigt op.

Det vådeste sted i Nordjylland var Gatten med 304,4 millimeter. Men kigger man til Thy og Mors - i DMI's område Midt- og Vestjylland - er Lild Strand topscorer med 348,9 millimeter regn.

Ved Skagen Fyr faldt der kun 176,1 millimeter regn.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.