Renoveringen af Sallingsundbroen er mere omfattende end forventet: Må arbejde uden pause

Det er et større arbejde end beregnet at renovere broen mellem Mors og Salling, derfor må Vejdirektoratet også arbejde i vinterhalvåret

Arkivfoto <i>Bo Lehm</i>

Arkivfoto Bo Lehm

MORS:Sallingsundbroen gennemgår en større renovering, men broens tilstand gør, at Vejdirektoratet også må tage vinterhalvåret i brug for at få broen klar i 2022 som lovet.

Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Efter at man har fjernt asfalten på broen, har det nemlig vist sig, at bropladens betonoverflade er mere ujævn end forventet. Derfor skal hele bropladen påføres et cirka 50 mm tykt afretningslag for at gøre fladen jævn, inden der kan udlægges fugtisolering og belægning.

Det er den opgave der betyder, at renoveringsarbejdet ikke som planlagt vil blive indstillet i vinterhalvåret og genoptaget til foråret 2021. Der vil nu blive arbejdet på broen uden pause indtil november 2022, hvor renoveringen forventes afsluttet.

- Det er vigtigt for os at begrænse generne for trafikanterne i kortest mulig tid. Det er derfor besluttet, at vi fortsætter arbejdet på broen også i de to vinterhalvår 2020/21 og 2021/22. På den måde får vi mere tid til arbejdet, siger Jørn Andreas Kristensen i pressemeddelelsen. Han er projektleder ved Vejdirektoratet og ansvarlig for renoveringen af Sallingsundbroen.

Mens renoveringen pågår, kan både biler, cyklister og gående fortsat passere broen.

- De trafikale ændringer på broen, som vi indførte, da renoveringsarbejdet begyndte i foråret, fortsætter også hen over vinteren, og der vil være ændringer for trafikken, så længe vi arbejder, siger Jørn Andreas Kristensen.

På Sallingsundbroen, der er fra 1978, begyndte en større renovering i foråret. Broen skal på oversiden have ny belægning, ny fugtisolering, nye støjdæmpende fuger og nyt autoværn. Under broen gennemgår bropillerne en renovering.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.