Restauranter

Nordjysk restaurantkæde er gået konkurs: Fortsætter mens der ledes efter ny ejer

To nordjyske restauranter med sushi og en med mexikansk mad risikerer at lukke, hvis der ikke findes en ny ejer

Arkivfoto: Martin Damgård
Arkivfoto: Martin Damgård

Opdateret 17. maj 2022 kl. 09:02

NORDJYLLAND: Kæden af sushi-restauranter Karma Sushi, der er grundlagt i Frederikshavn, er gået konkurs. Med i kæden er også kæden af Vaca-restauranter, der laver mexikansk mad.

Det skriver Jyllands-Postens erhvervssektion Finans.

Den konkursramte restaurantkæde råder over 11 restauranter og har 300 ansatte.

Udover Karma Sushi i Frederikshavn, der var den første i rækken, er der også en Karma Sushi samt Vaca-restaurant i Aalborg.

Driften i samtlige restauranter fortsætter, til der er fundet en til at overtage konkursboets værdier.

Det fortæller kurator i konkursboet, advokat Gert Nissen fra DLA Piper.

- Selskaberne er taget under konkursbehandling ved skifteretten i Aarhus i går, og jeg er af skifteretten udpeget som kurator for selskaberne, siger advokaten til Finans.

- Der er to mål. Det ene er selvfølgelig at sørge for, at kreditorerne får mindst muligt tabt, det andet er, at der en chance for, at vi kan redde 300 arbejdspladser. Det tæller trods alt også noget, siger han.

Rod i regnskabet

Den konkursramte restaurantkæde råder over 11 restauranter og er ejet af den kokkeuddannede Morten Hansson.

I 2013 stiftede han Karma Sushi, der oprindeligt skulle ligge i København, hvor Morten Hansson kommer fra, men det viste sig for dyrt, da han dengang var i starten af 20’erne og stod uden den store opsparing. Derfor faldt valget på Frederikshavn.

Det fortæller Morten hansson på Karma Sushis hjemmeside.

Hans målsætning var, at Karma Sushi skulle være landsdækkende og tilstedeværende i alle større danske byer for senere også at åbne ude i Europa.

Morten Hansson sad i direktørstolen frem til 2016, hvorefter hans bror Kasper Hansson tog over. I 2018 kom Morten Hansson tilbage i direktørstolen. Han startede med at fyre hele ledelsen, efter Karma Sushi var kommet ud af året med et underskud på to millioner kroner.

Regnskabet for 2019 viser et overskud på 1,7 millioner kroner, men revisoren tager forbehold for rod i regnskabet, da der ifølge revisoren ikke er betale skat, og at der ikke er indberette moms rettidigt.

I dag har Karma Sushi hovedkontor på Østerbro i København.

Kurator Gert Nissen oplyser til Finans, at der allerede er interesse fra en potentiel investor.

NORDJYSKE har forsøgt at få en kommentar fra Karma Sushi, men det er ikke lykkes.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden