I dag markerer vi starten på det nye kirkeår, 1. søndag i advent. På det åndelige og eksistentielle plan falder mine tanker og min taknemmelighed derfor naturligt nok på kristendommen, som nu i mere end 1000 år har været det fundament, som vi blandt andet her i Danmark og stort set i hele den frie vestlige verden har bygget vores liv og vores folkelige fællesskab op på. 

Mere end 70 procent af danskerne er fremdeles medlemmer af folkekirken, hvortil kommer en række kristne frimenigheder. Kristendommen har således vist sig at kunne overleve alle de mange udviklingsmæssige forandringer, vi ellers har været igennem i årenes, årtiernes og århundredernes løb. 

Det kristne kærlighedsbudskab er det samme, som det altid har været, og dåben og nadveren står som faste værdier og holdepunkter nu som før. Derfor skal man også være meget forsigtig med at ændre for meget på gudstjenestens liturgi og form, netop fordi vi her har at gøre med noget, som står fast midt i tidens malstrøm. Dermed ikke være sagt, at der selvfølgelig kan være behov for nogle formelle tilpasninger, hvis de gennemføres med rettidig omhu og eftertanke.

Vigtigt i et demokrati

Diverse modestrømninger i det verdslige samfund er noget andet. De skifter hele tiden, og mange vælger at følge med den til enhver tid gældende tidsånd, mens andre har modet og selvstændigheden til engang imellem også at tale tidsånden midt imod. De sidste er livsvigtige for et sundt og velfungerende demokratisk debatklima.

Som den opmærksomme læser vil have bemærket, er jeg ved at bevæge mig fra noget overordnet eksistentielt og åndeligt til det verdslige samfund, hvor det er en helt anden form for ånd, der præger hverdagen, nemlig tidsånden. 

Lige nu står der således ligestilling mellem kønnene, krænkelsesmentalitet, racisme, grøn omstilling, klima, kulturelt selvhad og meget mere på den politisk korrekte tidsåndsmenu. Man kan så vælge enten at forsyne sig af retterne eller at problematisere en eller flere af dem som lidt for vitaminfattige eller måske ligefrem uspiselige.

Hvor det er kirkerne, der danner ramme om de kristne værdier, så er det de folkevalgte politikere, der har med det verdslige samfund at gøre. Her fylder tidsånden af gode grunde meget, fordi politik jo blandt andet også handler om at opnå folkets gunst og høste så mange stemmer som muligt. 

Det er naturligt nok, at det forholder sig sådan, selv om det engang imellem kammer over, så politik bliver det modsatte af det, den ideelt set burde være, nemlig et styrende værktøj båret af nogle bestemte holdninger og værdier og ikke et supermarked med tidens populære emner på alle hylder. 

Så bliver politik fra at være en fair demokratisk samtale mellem partier og folkevalgte, der respekter modpartens ret til at tro og mene noget andet, i stedet for til en usympatisk og uværdig magtkamp, hvor alle kneb gælder.

Rigsretten misbruges

Det verdslige og politiske samfunds faste holdepunkt er landets forfatning, i vores tilfælde Danmarks Riges Grundlov, som er fra 1849 med nogle tilføjelser i nyere tid, senest i 1953. Grundlovsændringer kan således være både praktiske og nødvendige, fordi grundloven jo netop danner ramme om det verdslige samfund, som er styret af politiske magthavere. 

Hvor kirken beskæftiger sig med spørgsmål set under evighedens synsvinkel, så beskæftiger grundloven sig med at sætte rammer for det praktiske samfundsliv, hvis forudsætninger jo er under konstant forandring. Det betyder imidlertid ikke, at grundlovsændringer skal være reglen. 

De skal være undtagelsen, men til gengæld gennemføres, når der virkelig er et behov for det. Altså vel at mærke ikke i form af at følge en tilfældig tidsånd, men kun hvis demokratiet og retsstaten er truet.

Og det er faktisk tilfældet i disse år, hvor Rigsretten, der er grundlovsfæstet, er degenereret til at blive et redskab i den politiske kamp og rivalisering, hvor det netop er den tilfældige tidsånd og politiske korrekthed, der er styrende. 

Alvorlig krise

Således Inger Støjbergs rigsretssag for nogle år siden, som så ud til at hvile på et meget tyndt juridisk grundlag. Hun var anklaget af politikere, og de 140 millioner kroner, som den såkaldte retssag kostede, blev ”galant” sendt videre til skatteyderne. For initiativtagerne til hele postyret var det derimod omkostningsfrit.

Bid også mærke i, at dommerpanelet bestod af et lige stort antal uafhængige juridiske dommere og den anden halvdel af politisk udpegede dommere. Det er en yderst betænkelig og uhensigtsmæssig konstellation. Hele dommerpanelet burde i et retssamfund være neutrale juridiske dommere uafhængige af politiske tilknytningsforhold.

Grundlovens paragraf om reglerne for at rejse og gennemføre en rigsretssag bør derfor laves om. Det er blevet en anakronisme. Hensigten med Rigsretten har aldrig været, at den skulle være et politisk redskab. Det er den blevet, og derfor bør man tage konsekvensen.

For få dage siden gik landets statsminister fri for ansvar for via en ulovlig beslutning at have påført danskerne en regning på et tocifret milliardbeløb. Hun blev reddet, ikke af en frikendelse ved en uvildig retssag, men af politiske kolleger, som så en politisk fordel i at holde hånden over hende.

I sandhed: Retsstaten er ude i en alvorlig krise. Heldigvis har vi kirken. Den er et gammel hus og står, om end tårnene falde. Det kan vi finde både håb og livskraft i. Glædelig advent.