Risgaard og løverne - underholdning med bid
Syvende sæson af "Løvernes Hule" er ved at være ovre. Det populære program minder os om, at vi skal hylde og ville iværksætteriet - en tilgang til det at arbejde, der er under pres
Opdateret 17. maj 2022 kl. 10:51
Det er drøngodt tv.
Dygtige iværksættere med drømme om at udvide deres forretning går på scenen for en stund med det alvorlige formål at hente investorer, som kan være med til at realisere visionerne. Karismastiske erhvervsfolk, der lytter, måler og vejer for og imod for at finde ud af, om deres penge skal i spil. Og så den elementært spændende afklaring: Indgås der en aftale eller er det farvel og tak med uforrettet sag?
Det er naturligvis ”Løvens Hule”, det handler om.
Programmets syvende sæson synger nu på sidste vers. Og atter sidder mellem en halv og en hel million seere parat foran skærmen for at følge slagets gang. Hvorfor serien konstant ligger på top 10 over de foretrukne udsendelser.
Selvfølgelig er tilgangen overordnet underholdende.
Ikke mindst når den nordjyske erhvervsmand Jacob Risgaard med et gensidigt glimt i øjet krydser klinger med en anden løve, Jesper Buch. Verbalt. Forretningsmæssigt. Der er interne stikpiller, men også samarbejder om investeringer, der kan bringe de repræsenterede virksomheder videre.
Eller når usete forretningsmodeller præsenteres. Med overraskende succes. Med potentiale. Eller med så urealistiske strategier og indhold, at løverne uden nåde bider hovedet af dem.
Men ”Løvens Hule” rummer absolut også en alvorlig side.
Som handler om at skubbe til drømmen om at slippe det faste arbejde og kaste sig ud i at skabe sit eget. Som handler om at skubbe til vækstlaget i dansk erhvervsliv, så nye virksomheder skyder op, vokser og skaber nye platforme for handel, nye produkter og services - naturligvis med arbejdspladser til følge.
Og det er en nødvendighed. I Danmark halter vi desværre bagefter på iværksætterfronten i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med. SMV Danmark har på baggrund af tal fra Eurostat regnet sig frem til, at antallet af selvstændige i Danmark er lige godt og vel det halve sammenlignet med de øvrige lande i EU. Og siden begyndelsen af 1980’erne er antallet herhjemme halveret, så det nu er omkring seks procent af de beskæftigede, der er selvstændige. Dertil kommer, at ikke mindst de danske kvinder er relativt mere tilbageholdende med at starte op selv.
Kort sagt: Vi bliver mere og mere en nation af lønmodtagere. Det giver tryghed og overskuelighed og færre timer på job i hverdagen - ikke mindst når man tager i betragtning, at iværksætteri også er risikabel forretning: Efter tre år har kun cirka halvdelen af de opstartede virksomheder overlevet.
Men vi er som samfund afhængige af, at nogen tør og gør - og at bureaukrati ikke dræber initiativ.
Derfor er det ikke bare for sjov, når løverne møder deres ofre. Det kan give læring og inspiration til at forfølge drømmen. Og det har vi som samfund brug for.
Derfor er ”Løvens Hule” drøngodt tv. Underholdning med bid.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.