Risiko for grundvandet: Her vil regionen undersøge jorden
Regionsrådet har afsat 9,5 millioner kroner til større undersøgelser af jordforurening. I alt 18 grunde skal undersøges - heraf vurderer man, at der er risiko for grundvandet i 15 tilfælde
NORDJYLLAND: Region Nordjylland vil i 2022 gennemføre større undersøgelser af 18 grunde, hvor der tidligere er konstateret jordforurening. 15 af de 18 grunde er udpeget på grund af risiko for grundvandet. Det skriver regionen i en pressemeddelelse.
- Det er en klar prioritering, fordi vi ser det som helt centralt at beskytte vores fælles grundvand. Sker der en forurening her, kan det få store konsekvenser for mange mennesker i mange år fremover, siger Lauge Larsen, formand for Udvalget for Klima, Miljø og Bæredygtig udvikling.
Udover undersøgelserne skal der laves såkaldte afværgeprojekter på fire grunde, hvor jordforurening skal fjerne eller inddæmmes.
Regionsrådet har i alt afsat 9,5 millioner kroner i 2022 til undersøgelser og oprensning af jordforurening.
I indsatsplanen er der bl.a. stort fokus på både pesticider og PFAS.
- Med planen for 2022 tager vi yderligere et skridt i en meget grundig kortlægning med blandt andet 3 undersøgelser af PFAS-forureninger, 3 undersøgelser af pesticider og 4 undersøgelser af tidligere lossepladser, siger Kenn Bloch Mortensen, kontorchef for Jordforurening i Region Nordjylland.
På hjemmesiden tjekdingrund.dk kan du tjekke, om Region Nordjylland har kortlagt forurening på en grund.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.