Riv krænkelseskortet over - kæmp for retten til at tale med, for og imod

Den klassiske flødeis med chokoladeovertræk findes godt nok stadig, men sælges nu under navnet ”O’Payo”, som er navnet på de bønner, chokoladen er lavet ud fra. Hansen Flødeis har lyttet til kritik for brugen af navnet ”eskimo”, der ret beset betyder ”rå kødæder”. Det kan virke stødende - og i stedet bruges navnet ”inuit” om folkene fra arktiske områder.

Ikke kun eskimo-isen er frosset ud under stor bevågenhed. Også den fynske ”Ron Esclavo” - slave-rom - skal finde et andet navn efter pres fra forurettede mennesker. Og fra det store udland meldes der ligeledes om navneopgør: Således skal det amerikanske fodboldhold ”Washington Redskins” ikke længere referere til ”rødhuder”, men i stedet finde noget helt værdineutralt.

Udrensningen, der efterhånden har stået på i flere år, har fået ekstra energi, efter at amerikanske George Floyd blev dræbt af en politimand. Statuer af slavehandlere og påståede imperialister er blevet væltet. Demonstrationer mod racisme og undertrykkelse har rullet gennem gaderne. Navnet på dette og hint - fra is til fodboldhold - er blevet skippet. Sproget renses klinisk for stødende vendinger. Efterhånden er det ikke forkert at tale om en ideologisk bevægelse, der vil fjerne enhver antydning af krænkelse.

De enkelte eksempler kan i sig selv være fine nok. Hvis inuitterne føler sig nedgjort af ordet ”eskimo”, er der jo ingen grund til at træde rundt i det. Og det samme gælder ”redskins”. I sig selv er navnet (selv om det vel for et fodboldhold skal forstås som noget stærkt og uovervindeligt?) jo passé, ligesom vi heller ikke længere beder om ”negerbollerne”.

Men krænkelsesbevægelsens fremfærd er en skrue uden ende, en skrue, der hele tiden kan tage et nøk mere for at fjerne det, nogle føler ubehageligt og anstødeligt. Det gælder sproget, vi omgås hinanden med, det gælder kulturen med bøger, teaterstykker, billedkunst og sange, det gælder historien med dens begivenheder, bygninger og personer, det gælder vores virksomheder og varer, det gælder vores uddannelsesinstitutioner, idrætsforeninger og liv i familien og på arbejdspladsen.

Bevægelsens voldsomme energi og omfangsrige sigte er både trættende og truende.

Trættende fordi sag på sag popper op med forurettelsens skingre fortegn. Truende fordi der stille og roligt er åbnet en dør for at fjerne forskellighed, uenighed, ytringsfrihed, blik for historiens og kulturens lange horisont og aftryk til fordel for en glinsende, steril korrekthed, hvor fokus på det passive ”jeg føler mig krænket, lad vær med det” afløser det aktive ”jeg har holdning, og jeg tør og vil diskutere i respekt for dit synspunkt”.

Og ensretningen i godhedens tegn er ikke udviklende, men afviklende. Vi udvikler hverken os selv, vores samfund eller verden ved at fjerne alle knaster i form af historiske fejltrin, fæle personligheder, kunst med kant, grimme ideologier og ved at lægge låg på, hvad vi kan og må sige til og om hinanden. Tværtimod, ved at begrænse udsynet tilbage i tiden, bremser vi muligheden for at se frem.

Problemet hænger i den grad sammen med vores øgede fokus på identitet, hvem er jeg, og hvad har jeg ret til? Der er ikke noget galt i at finde ud af, hvem man er og stille krav om respekt. Men det er en forkert livsindstilling at tro og prædike, at man kan kræve sig fritaget for enhver form for kritik og oven i købet bede alle andre indordne sig i forhold til, hvad man ikke kan lide at høre eller se.

Så lad os steppe op mod shitstormenes bevidstløse og letkøbte medløberi og mod de påduttede begrænsninger på ord og tale. Riv krænkelseskortet over og kæmp i stedet med åben pande for retten til at tale med, for og imod - og brug den. Det kan godt være, det ind i mellem vil gøre ondt på ”mig”, men ”vi” står os bedst ved det i længden.

God søndag