Empolis konklusion er, at aldrig har det vestlige demokratiske system været mere truet end nu af OpenAI, Twitter, ChatGPT, Cambridge Analytica (skandaliseret efter Brexit) og de såkaldte “tech-milliardærer”. De store it-generaler spiller en kæmpe rolle i det politiske liv og har gjort det længe.

Åndløshedens krise i Vesten

Bertel Haarder har en ganske anden tilgang – en liberal og værdikonservativ tilgang til den moderne “åndløshed”, der er slutpunktet for en lang historie i Europa og DK med afkristning, sekularisering og udvandet undervisning, holdningsløshed kaldet frisind, og manglende selvbevidsthed. Den største trussel ser Haarder i indvandringen og den manglende integration af mennesker fra fremmede kulturer med klanmentalitet og religiøs fanatisme. It-revolutionen spiller ikke den store rolle i Haarders billede af den moderne tid. 

Afkristningen, wokeismen, indvandringen og historieløsheden er hovedfjenden for Haarder, der gerne vil genoplive fundamentale kristne begreber som skyld og ansvar og tillid og fællesskab, og han advarer stærkt mod en tøjlesløs, grisk liberalisme.

FN som symbol på en brudt verdensorden

Empoli har FN’s hovedbygning i New York som et hovedtema i sit essay - desværre ikke som et positivt billede af et sammenhængende verdenssamfund, men derimod som et billede på en totalt sammenbrudt verdensorden. FN er smadret af denne nye verdens diktatorer og illiberale herskere: alle opfatter sig som hovedaktører, og alle har sine gode grunde til at mene, som de gør! 

Der er ingen fællesnævner - eller lad os være lidt positive og sige, at fællesnævneren er så minimal som nogensinde siden FN’s stiftelse i 1945 og formulering af sin menneskerettighedserklæring i 1948 - måske det 20. århundredes smukkeste tekst!

De nye magthavere og politiske typer

Empoli er både praktisk og teoretisk en political science-lærd mand, har været rådgiver for Matteo Renzi, italiensk premierminister, er kendt i magtens inderste cirkler og underviser i Paris i politisk propaganda. Den ny politiker-type, som Donald Trump er den vigtigste repræsentant for i bogen, er dog mere udbredt end som så - han kendes også hos den saudi-arabiske Mohammed Bin Salman, der greb magten ved at isolere alle sine politiske konkurrenter på et mondænt hotel i Riyadh i flere uger og klædte dem i usle fangedragter og underkastede dem bestialske forhør. 

Hans drøm er at omskabe det religiøse, feudale Saudi-Arabien til et moderne super high-tech-samfund for alle de milliarder oliepenge, han tvang ud af sine “fanger” på Hotel Ritz-Carlton. Det er samme drøm, der bevæger de amerikanske tech-conquistadorer og foran eller bag dem Donald Trump.

Autokraten som folkets helt

En anden Trump-type, der jo blot er den 117. variant af en gammelkendt herskertype fra alle tider, er El Salvadors Nayib Bukele, der kalder sig selv en “filosofkonge”. Han løste landets kriminalitetsproblem ved at fængsle 80.000 mænd med tatoveringer. 

Så producerede han videoer med de fængslede bandemedlemmer afklædt og kronraget på TikTok. El Salvador er i dag verdens mindst bandekriminelle og drabshærgede land. Bukele er tilhænger af dramatiske handlinger, afskedigelse af alle højesteretsdommere over 60 år f. eks., og folket elsker ham! Politik er den suveræne handlings gebet, hvorfor ellers være politiker?

Foragten for viden og indsigt

Disse typer af politikere er båret frem af en lede ved de traditionelle, demokratiske politikere og bliver beundret for deres handlekraft, som intet har med viden og indsigt at gøre. Trump er berømt for ikke at læse noget som helst - ingen bøger, ingen aviser, ingen notater: han er mundtlighedens snakkesalige improvisator. 

Han er den totale kulturløsheds ypperstepræst. Et monument over ham burde være vraget af et nedstyrtet F35-kampfly i rosenhaven i Det Hvide Hus, som i dag mere er Guldhuset.

Haarder mod tidsånden

Bertel Haarder ser i “Sjælespark” også Trump som den største trussel mod et kristent civiliseret samfund. Haarders vinkel er åndløsheden i den moderne verden. Ånd er hos Haarder det usynlige kit, der får mennesker til at hænge sammen, og fællesskaber til at fungere. Haarder har jo bestridt mange ministerposter, men altid værdibaserede: undervisningsminister, kirkeminister, integrationsminister etc. Han gik selv i “dannelsesskolen”, 50’ernes folkeskole, 60’ernes gymnasium - dengang eleven ikke var i centrum, men faget og historien. 

Han oplevede “studenteroprøret” som en katastrofe, der afskaffede lærerautoritet og faglighed og indførte en elevdemokratisk deling af fælles uvidenhed. Min vurdering er, at Haarder er værd at læse, når det gælder hans kritik af den moderne verden og Trump, den griske og grasserende liberalisme og åndløsheden, men at han også kan ende i billig polemik mod reformpædagogikken og dannelsestabet. Hans udlændingepolitiske synspunkter er altid retsstatsligt funderede, godt for det, og der er ingen nåde med Inger Støjberg og Erik Ninn-Hansen. Godt for det.

Algoritmernes tidsalder og den manglende debat

Empoli slutter med at føre den 100 år gamle Kissinger på banen til et seminar i Lissabon om it-caudilloernes erodering af den kendte, regelordnede verden, det gamle aztekerrige. Desværre var it-revolutionen slet ikke på dagsordenen i det nyligt afholdte folketingsvalg, en undladelsessynd af de store. 

Bertel Haarder gør heller intet ud af det, men glæder sig over Højskolesangbogen, den grundtvigske højskole, den danske gymnastiktradition i det lokale forsamlingshus og fællessangen ved enhver lejlighed. Det er bestemt også fine værdier, og jeg tror ikke, Donald Trump kan synge overhovedet, men jeg mangler lidt mere aktuelt bid i Haarders “Sjælespark”, sjælespark, der rammer ud efter tidens mest bekymrende tendenser, “algoritmernes knusende overlegenhed over politikernes og de store chefers dømmekraft. 

De eneste, der kan danse, frie og lunefulde som genopstandne hertuger af Sachsen, vil være præsterne i den nye kult, AI-conquistadorerne, der for en stund vil nyde gudernes ambrosia” (Empoli, Rovdyrenes tid).