Og meldingen: "Oh my God, I'm cry confetti, it's just like a cake already".

Live-udtrykket hos Dopha er det meste af tiden markant hårdere end på indspilningerne. Foto: AKKC

Gang i Sofie Daugaard Andersen fra Romalt ved Randers, altså sangeren og sangskriveren Dopha.

Hun runder en aften med lutter girl power af med en frisk opvisning i, hvordan man får bare otte sange til at vare omkring tre kvarter. Ved at hælde nærmest alt, hvad de kan trække af hård, tæt guitarrock i dem - et ret pænt stykke fra udtrykket på de mere polerede indspilninger.

Et stykke ad vejen giver det flere af numrene et lige vel ensartet præg - lige på kanten til det stillestående.

Ikke uden grund redder Dopha sig et af aftenens længste klapsalver på "Hey Mom", om at ringe hjem til mor og forsikre hende om, at alt bliver godt. Foto: AKKC

Ikke desto mindre redder Dopha den ved, at sangene i sig selv som regel er mere end almindeligt fængende, ikke mindst den meget tjeppe "Happy for Me".

Ikke helt for ingenting redder Dopha et af aftenens længste bifald hjem ved - midt i en kaskade af lidt bastante rocktoner - at sætte sig på scenekanten og vise helt anderledes sårbare sider af sig selv med den mere afdæmpede "Hey Mom" om at ringe hjem til mor for at forsikre hende om, at man nok skal få det godt igen, måske ikke lige nu, men på et tidspunkt.

Nogle af hendes nyeste sange fra udgivelsen "Whatever" rummer også netop en sårbarhed midt i en accept af, at alting ikke altid går som planlagt. 

En tilsyneladende barsk overflade viser sig gang på gang at dække over en del vemod eller melankoli. Musikalsk har Dopha - også live - en diskret snert af Kate Bush eller måske snarere noget Lana Del Rey over sig.

Musikalsk trækker stilen hos Dopha diskret i retning af Kate Bush eller måske Lana Del Rey. Foto: AKKC

Endnu mere personlig fremtrådte sangeren og sangskriveren Pauline inden Dopha, bevæbnet som hun var med ikke bare en smuk og blød stemme, men også en fin strøm af fortællende, mundrette, her og der nærmest lidt foredragsagtige sange.

Hårdest forekom "Når jeg dør", inspireret af opvækst med en syg mor - og stærkest fremtrådte til sidst den stadig mere direkte "Jeg er ikke sur", nærmest et musikalsk tværsnit af et privat skænderi.

Et par yderst spændende poprock-kvinder, som man gerne hører mere til. Og som man kan glæde sig til at høre mere fra.