Så mange er smittet efter vaccination: Pfizer har sværere ved at modstå Delta-variant

Vaccination er ikke en 100 procents garanti for, at du slipper for covid-19 - Moderna giver den bedste beskyttelse. Se, hvor mange der er registreret smittet efter vaccination, og hvilken vaccine de har fået

Grafik: Christian Made Hagelskjær

Grafik: Christian Made Hagelskjær

NORDJYLLAND:9.253 færdigvaccinerede danskere er siden december sidste år registreret smittet med coronavirus. Der er sket en kraftig stigning indenfor den seneste måned - en opgørelse fra 3. august viser, at 3.702 færdigvaccinerede på det tidspunkt var testet positiv for coronavirus.

- Det er som ventet, når antallet af fuldt vaccinerede personer i befolkningen stiger, siger Henrik Ullum, direktør ved Statens Serum Institut, i en pressemeddelelse.

Smittetrykket har også betydning, men dykker man ned i tallene viser de, at der er sket en reel stigning i andelen af fuldt vaccinerede, der bliver smittet.

For en måned siden var andelen af fuldt vaccinerede, der blev smittet, 0,12. Det er nu steget, således, at 0,23 procent af de næsten fire millioner fuldt vaccinerede danskere er blevet smittet. Det svarer til lidt flere end to smittede for hver 1000 vaccinerede. For en måned siden var tallet godt een for hver 1000 vaccinerede.

Selvom man er vaccineret, kan man altså stadig blive smittet, og selv uden symptomer kan man bringe smitten videre til andre. Derfor er det vigtigt, at også vaccinerede personer lader sig PCR-teste, hvis de oplever symptomer eller har været i tæt kontakt med en smittet. Også selvom de har fået to stik.

Til gengæld ser det ud til, at symptomerne er mildere, og at der er meget lille risko for at blive indlagt, hvis man bliver smittet efter vaccination.

Flest Pfizer-vaccinerede

Statens Serum Institut (SSI) offentliggør ikke tal for de enkelte regioner, men med 442.449 færdigvaccinerede nordjyder, vil formentlig knap 1000 nordjyder indtil nu være blevet ramt af covid-smitte, efter de var færdigvaccinerede. Det reelle tal er muligvis lidt lavere, da en større andel af nordjyderne har fået den mere modstandsdygtige Moderna-vaccine, end det er tilfældet på landsplan.

Rapporten fra SSI viser, at Pfizer-vaccinerede tegner sig for langt de fleste smittetilfælde. 7.278 personer svarende til næsten 80 procent af de fuldt vaccinerede, der har oplevet smitte, er vaccineret med vaccinen fra Pfizer. Det høje tal er ikke overraskende, fordi det er den vaccine, som langt de fleste danskere har fået.

Men ser man på risikoen for at blive smittet, er den reelt størst ved Pfizer, som det fremgår af grafikken. Moderna ser ud til at beskytte bedst. Det er de to vacciner, det i dag er muligt at få i Danmark.

Grafik:

Tallene bekræfter sundhedsmyndighedernes meldinger om, at Moderna-vaccinen er mere modstandsdygtig overfor Delta-varianten end Pfizer-vaccinen. 0,21 procent af de Pfizer-vaccinerede er blevet smittet, mens tallet for Moderna-vaccinerede er 0,08 procent.

Tallene fra SSI tager ikke højde for, hvor mange - eller få - af de vaccinerede, der har ladet sig teste, så der kan være et mørketal.

Smittefordelingen på de enkelte vacciner kan ikke tages som et fuldstændigt udtryk for, hvor sikker vaccinen er, da mange andre forhold kan spille ind - blandt andet tidspunkt for vaccination, alder og levevis på vaccinerede med en bestemt vaccine.

F.eks er en langt større andel af de Johnson-vaccinerede blevet syge, men det skal formentlig ses i lyset af, at det primært er unge mænd, der har fået netop den vaccine, og deres færden og levevis kan indebære en større risiko for at møde sygdommen. Desuden er vaccinen udelukkende uddelt efter, at Delta-varianten blev dominerende.

Smittede, der er vaccinerede med AstraZeneca-vaccinen, udgør også et større andel end de fleste andre grupper. Det kan hænge sammen med, at vaccinen primært blev givet til frontpersonale, som var i øget risiko for at møde smitten.

Delta trænger igennem

Myndighedernes seneste opgørelse over vaccine-effektivitet bekræfter imidlertid, at Deltavarianten har ændret på vaccinernes effektivitet. Vaccinerne er ikke så modstandsdygtige overfor denne covid-type som overfor tidligere virus-varianter.

SSI-tal fra 18. august viser, at vaccinerne yder en dårligere beskyttelse mod Deltavarianten end mod den britiske variant B117:

Til gengæld ser det ud til, at de vaccinerede personer, der nu smittes, rammes af mildere symptomer end tidligere. Vaccinernes beskyttelse mod indlæggelse efter smitte med Delta er nemlig 94 procent for Pfizer og 97 procent for Moderna - en effektivitet der er højere eller på niveau med beskyttelsen mod Alfa-varianten.

Gennembrudsinfektion

Myndighederne benytter betegnelsen "gennembrudsinfektion" når fuldt vaccinerede bliver smittet med covid-19. Det dækker over, at covid-19 har held til at trænge gennem immunforsvaret hos en vaccineret, der skulle have opnået fuld effekt. For Pfizer vaccinerede kan fuld effekt forventes en uge efter 2. stik - Moderna-vaccinerede kan forvente fuld effekt efter 14 dage.

SSIs tal viser, at 4,9 procent af alle covid-smittede fra december 2020 til 31. august i år er ramt af gennembrudsinfektioner.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.