Vidste du det? AaB'er lagde navn til Chang

Nordjyske sprang lidt for let hen over, hvordan Aalborg Chang fik sit navn. Vi skal tilbage til, at der blev for trangt i Sannes klub

Der er flere bud på, hvorfor Aalborg Chang hedder Chang - den ene mere sandsynlig end andre. Foto: Lars Pauli - Grafik: Jette Klokkerholm

Der er flere bud på, hvorfor Aalborg Chang hedder Chang - den ene mere sandsynlig end andre. Foto: Lars Pauli - Grafik: Jette Klokkerholm

11-12-årige Karl Emil kan have været blandt de 1300-1400 aalborgensere, der i det fine vejr søndag 18. september 1910 mødte op på Officerspladsen for at se et Aalborg-hold spille fodbold mod svenske Göteborg.

I hvert fald ved vi nu, at Karl Emil - og hans kammerater - var begejstrede for Jean Christensen, der spillede back i den kamp. Ganske vist var han involveret i det ene af de svenske mål, men han spillede med omtanke og bragte ro ind i Aalborg-holdets bageste geled.

Det ved vi fra det kampreferat, der blev bragt i Aalborg Stiftstidende dagen efter. Når vi har hentet den avis frem fra arkiverne, skyldes det en læser, der har hjulpet med en mere præcis forklaring på, hvorfor boldklubben Aalborg Chang har sit navn, end den vi bragte for nylig i artiklen:

Læseren, Jan Axelsen, var samme dag, som artiklen blev bragt i avisen, på besøg hos sin far, hvor han bladrede i John Erik Olsens tredje bind af bog-serien: “Sådan så der ud” om Aalborg i gamle dage.

Her læste han om Karl Emil og hans to kammerater, der i 1912 syntes, at der var blevet for mange spillere i Sannes Klub - datidens største drengefodboldklub i Aalborg. Drengene, der øjensynligt brugte mere tid på fodbold end på at øve stavning af fremmedartede navne, stiftede deres egen klub, der i første omgang fik navn efter Karl Emil, og kun rummede det antal spillere, der var nødvendigt for et hold, samt nogle få reserver.

- Karls Emils Klub blev derfor startet 1. september 1912 og blev kort tid efter døbt Idrætsklubben Chang, efter AaB-spilleren Jean Christensen, som de unge mennesker så op til. Jean blev til Chang, måske fordi der i Danmark var andre klubber med det navn.

Også Chang i Randers

Sådan står der i bogen. Og ikke for at fjerne opmærksomheden fra, at vi selv bare citerede Aalborg Changs hjemmeside for, at “oprindelsen til det specielle klubnavn, som vi dog deler med en lille klub i Odense, fortoner sig fortsat i det uvisse” - samt med at videregive gætterier for, hvorfor navnet opstod - men Odense Chang blev altså først stiftet i 1958 i øvrigt af Henry Jensen, som fik ophævet sit medlemskab i Boldklubben Thor på grund af utilbørlig optræden ved en afslutningsfest, fremgår det af denne klubs hjemmeside. Til gengæld fik vi ikke nævnt, at der også i Randers fandtes en klub, der hed Chang, og som i øvrigt vandt JBU A-rækkens nordkreds i 1927 - men i op- og nedrykningsslutspillet tabte 1-7 til netop Aalborg Chang 12. juni samme år under overværelse af 1000 tilskuere på Randers Stadion. Det betød, at Aalborg-klubben beholdt sin plads i Mesterskabsrækken, fremgår det af oplysninger fra JBU, der imidlertid ikke omtaler klubben i "De jyske fodboldklubbers historie". Kaj Eriksen scorede i øvrigt hattrick.

John Erik Olsen, der er manden bag en lang række bøger om Aalborgs historie, husker ikke umiddelbart, hvor han historien fra, men finder den på side 164 i Aksel Alstrups ”Jysk Fodbold i fortid og nutid” fra 1950.

Imens er vi i arkivet efter denne Jean Christensen, der ikke fremgår af AaB's egne arkiver, men to gange dukker op i Nordjyskes. 17. september 1910, hvor omtalte bykamp foromtales og holdopstillingen bringes - i øvrigt med Jean Christensen som den eneste uden titel. Og to dage efter, da vor udsendte W. (sådan underskriver journalisten sig) giver ham sin betingede ros. Udover at fremhæve hans omtanke og rolighed beskriver W. også, at “han gav, hjulpet af sin makker, (den vildtsparkende Berg) svenskerne det meste af første mål ved undtagelsesvist at sende bolden lige til vejrs, så målmanden hverken vidste ud eller ind, men derimod “tydelig kunde se Sverig”.”

Den svensk-danske fodboldkamp på søndag

Fodboldspillet er med rette vor tids mest populære sport. Her er dansken hjemme på sin egen boldgade og er verdensberømt. Her banker vi tyskeren og engelskmanden, som for mange år siden lærte os spillet så godt, at han nu får stryg til tak - i hvert fald af københavnerne. Aalborgenserne er ikke kommet så vidt endnu, at han kan banke englænderne. Vi nøjes foreløbig med at øve os på svenskerne. Om vi kan tumle de sejrsvante brødre er naturligvis en sag for sig - vi gør det bedste.

Svenskerne var for resten i Christiania (Oslo, red.) i søndags og fejrede over et sammensat norsk hold med fire mål mod nul. Og som alt fortalt, sidder Gøteborg Fodboldforening inde med det svenske mesterskab.

i 6 år har vi ikke set udlændinge her, og da det var tyskere, kan vi med rette om svenskerne bruge udråberfrasen: Aldrig før set i Aalborg.

Aalborg Stiftstidende 17. september 1910

(Teksten er i store træk gengivet, som den blev bragt dengang).

W. beskriver i øvrigt, at tilskuerne i pausen ærgrede sig over, at de to store Aalborg-klubber på det tidspunkt, som altså hverken var Sannes eller Karl Emils, men Fodboldklubben og Boldspilklubben, ikke havde kastet “alle småligheder over bord og med et kombineret hold var rykket i marken”, for så ville en Aalborg-sejr have været uomtvistelig, konkluderer altså W., der ikke synes senere at have skrevet Jean Christensen. Han dukker i hvert fald ikke yderligere op i arkiverne.

Her dukker Jean op i et referat af en fodboldkamp, der blev spillet 18. september 1910 . Foto: Martél Andersen <i>Foto: Martél Andersen</i>

Her dukker Jean op i et referat af en fodboldkamp, der blev spillet 18. september 1910 . Foto: Martél Andersen Foto: Martél Andersen

Forklaringen om, at Jean gav navn til Chang, fremgår også - trods uvisheden - af Aalborg Changs hjemmeside må nu vurderes som mere troværdigt, end at klubben skulle være opkaldt af en elefant i Københavns Zoo eller en kinesisk spiller, der skulle have spillet i klubben i en kort periode - i hvert fald af denne reporter, der for nogle år siden havde en længere sms-konversation med en anden Jean, en belgisk boligudlejer, som viste sig ikke at være kvinden “Djeen”, men manden “Sjang”.

Også af mangeårigt Chang-medlem, Erik Jensen - angiveligt kaldet “Rikke” - hælder til teorien om Jean. Han skriver:

- Jeg sender hermed det rigtige, hvordan navnet Chang opstod hos en flok drenge i 1912, der startede vores klub.

Aalborg Stiftstidende 19. september 1910. Foto: Martél Andersen <i>Foto: Martél Andersen</i>

Aalborg Stiftstidende 19. september 1910. Foto: Martél Andersen Foto: Martél Andersen

Det er fra vores 75-års jubilæumsbog. Navnet Chang, som klubben kaldes i folkemunde, har givet gisninger om, hvorfor netop dette navn var valgt. Var klubben opkaldt efter en kineser, der af en eller anden grund så skævt til drengene? Var den opkaldt efter elefanten "Chang" i Københavns Zoologiske Have, måske ud fra symbolikken i at "få snablen godt ned i point-posen" for at suge så mange point til sig som muligt? Såmænd ingen af delene, selvom vi har valgt elefanten som klubbens officielle maskot. Nej, en aalborgensisk fodboldspiller ved navn Jean, som drengene i næsegrus beundring så op til. Stavet forskelligt ganske vist, men udtales ens. Så enkelt er det.

Den svensk-danske fodboldkamp: Svenskerne vinder med 3 mod 1

Det beroede på en misforståelse - gøres vi noget sent opmærksom på - at Gøteborg Fodboldforening var angivet som Sveriges mesterhold. Det var i fjor, holdet havde denne plads, i år er det slået ud.

De fremmede spillede godt i går, men heller ikke en smule mere. Og det var med en vis skuffelse, man konstaterede dette faktum. Kløene til Aalborg Fodboldklub blev af denne grund - det indrømmer vi - noget mindre, men det rigtige mesterspil udeblev.

Takket være reklamen og det fine vejr var her 1300-1400 mennesker på pladsen - den største tilskuerkreds nogen fodboldkamp her endnu har kunnet samle.

Svenskerne valgte medvinden. Det stod hurtigt klart, at de fremmedes overlegenhed ikke var sønderknusende. De havde et noget hurtigere fremløb end vore, men vi synes knap, deres back’er var så gode, endda de ikke have så meget at bestille. Deres halfbacks var lette og flinke. De svenske forwards ville lave short passing så pænt og sirligt og fik dog ikke noget ud af det - kludrede i hvert fald i de fleste afgørende momenter og skød ofte på for langt hold. Det samme gjorde aalborgenserne.

En gang imellem rettede svenskerne byger af bolde omkring rking nettet, der blev dygtigt forsvaret af Nyborg - han har aldrig haft så stor en dag.

Vore back’er stod fortræffeligt til hinanden: Berg ustyrlig vild i sine spark, han anede aldrig, om de endte i himlen eller på jorden. Jean Christensen, der roligheden genoprettede, som med omtanke placerede, dog gav han, hjulpet af sin makker, svenskerne det meste af første mål ved undtagelsesvist at sende bolden lige til vejrs, så målmanden hverken vidste ud eller ind, men derimod “tydelig kunde se Sverig”.

Aalborgs half backs - specielt center - spillede så fortrinligt, at forwards burde have følt sig forpligtet til at gøre det noget bedre. Begge yderfløje spillede alt for meget med sig selv og gjorde forsøg på at “narre” - hvad dog sjældent lykkedes og derfor straks burde være opgivet.

Det var også irriterende hver gang at se næsten fri bane for vore spillere, når bolden kom, og så se dem standse bolden for at få den til at ligge rigtig delikat; det endte uvægerligt med, at svensken løb med den fede bid. Vi ser os så desårsag nødsaget til endnu engang at fortælle, at det ikke er forbudt at behandle bolden i flugten. Se blot til svenskerne - de fleste af dem forstod den kunst. Aalborgensernes angreb måtte også alt for meget afpasses efter centerforwards langsomhed.

Endnu et mål gik til Sverige. Da fik Aalborg sit eneste mål, efter et godt opløb blev der nogen tummel ved nethjørnet, og bolden gik ind fra Langgaards fod - Aalborg-jubel - svenskerne snerrede ad hinanden af ærgrelse.

Den svenske målmand

Imellem halvlegene fik man på tilskuerpladsen lejlighed til at drøfte de muligheder, der ville have foreligget ved kampe som denne, om de to store Aalborg-klubber: Fodboldklubben og Boldspilklubben havde kastet alle småligheder over bord og med et kombineret hold var rykket i marken. Aalborgs sejr i går ville have været uomtvistelig. Herregud - de to klubber er jo nu en gang en kendsgerning, og hvad der end kan være imellem af “Venskab”, jaa, burde dog idrætten og bypatriotismen være samlingsmærket.

I kampens sidste halvdel fik svenskerne kun ét mål, skønt de trængte voldsomt hårdt på. Efter alle de mange sandheder, vi har sagt aalborgenserne, skal de nu høre den ros, at de tog mod overmagten med åben pande, der var absolut ingen klumpen sig sammen foran eget mål, og derfra flotte overgange, hvor de bemægtigede sig hele spillet. Til slut blev de dog kendelig matte. Vor målmand holdt dog trolig ud og klarede brillant. Det mål, de fremmede fik, gik ind et kvarter før spillets slutning.

Adjunkt Otterstrøm var dommer og så blødt og elskværdigt spillede parterne mod hinanden, at der kun blev dømt ganske få frispark.

Aalborg Stiftstidende 19. september 1910

(Teksten er i store træk gengivet, som den blev bragt dengang).

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.