Sådan bliver skybruddet ved dig
Der er særligt et område, der vil blive ramt af det kraftige vejr

Pas på, hvis du skal ud at køre mandag, advarer DMI. Arkivfoto: Bo Lehm
NORDJYLLAND:Solskin og sommervejret bliver mandag byttet ud med kraftige regn- og tordenbyger.
Det fortæller vagthavende metrolog ved Danmark Meteorologiske Institut (DMI), Klaus Larsen.
DMI kom mandag morgen med en varsel om det kraftige vejr med risiko for skybrud og tordenbyger.
Et skybrud kendetegnes ved, at der kommer mere end 15 millimeter regn på under 30 minutter.
Flere steder i Nordjylland silede regnen allerede ned mandag morgen.
- Særligt området om Thy og Mors er hårdt ramt, hvor der allerede mandag morgen er faldet 20-25 mm, siger vagtchefen.
Thy- og morsingboerne kan godt finde regnjakken og gummistøvlerne frem, hvis de skal ud mandag.
- Det ser ud til, at Thy og Mors bliver klart hårdest ramt med kraftig regn- og tordenvejr i dag, siger Klaus Jensen.
Regnbygerne vil intensivere i takt med, at temperaturerne vil stige. Med temperaturer op til 20 grader, vil tordenskyerne stortrives.
Metrologen forudser, at regn- og tordenbygerne vil vare frem til klokken 20.00 mandag aften på Mors og Thy, hvor der lokalt kan falde op til 40 millimeter regn.
Nordenfjords
For dem, der bor mere nordligt i Hjørring og Skagen, er der stadig et håb om, at vejret ikke bliver som i Thy og på Mors.
- Vi har kun lavet en risikomelding om kraftigt vejr i området nord for fjorden, fordi potentialet er der, men vi er ikke så sikre, at vi har lavet et decideret varsel, siger vagtchefen.
Vejret i den nordlige del af regionen vil være mere præget af byger. Aalborgenserne derimod kan se frem til en dag, hvor regnen mere eller mindre vil falde konstant hele mandagen igennem.
På grund af den kraftige regn skal nordjyderne være særligt opmærksomme, når de kommer ud i trafikken.
- Hvis der kommer skybrud, kan det give rigtig store vandpytter på vejene, og det kan give trafikale problemer, siger metrologen, der samtidig fortæller, at der er risiko for oversvømmede kældre.
I det meste af regionen vil regnen fortsætte til omkring klokken 22.00 mandag aften.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.