Nordjylland har størst chance
Efter blæst og storm er der et helt andet vejr på vej - og Nordjylland har størst chance for det, vi alle holder øje med
Opdateret kl. 19:54
De kommende dage gælder det om at holde på trampoliner, joller og sikre sine huse med sandsække - i hvert fald hvis man bor tæt ved kysten.
Det er meldingen fra DMI, som har sendt et forvarsel ud om farligt vejr torsdag og fredag.
Som det sædvanligvis er med vejret, er intet mejslet i sten, men prognoserne begynder at blive mere og mere enslydende og dermed mere sikre.
- Prognoserne, som de ser ud nu, tyder på, at vi rammer vinde af stormende kuling til stormstyrke, og - hvis man er uheldig - vindstød af orkanstyrke torsdag eftermiddag. Det er hovedsageligt langs Vestkysten, lyder det fra vagthavende meteorolog ved DMI Steen Hermansen.
Han fortæller, at de kraftigste vinde rammer i et bælte fra Hirtshals og ned til Ringkøbing torsdag omkring kl. 15-16. Forventningen er, at det varer ud på natten til fredag, hvorefter vinden langsomt vil tage af.
Så fredag skal vi fortsat forvente stormende kuling. Vinden vil først for alvor begynde at lægge sig sidst på dagen fredag.
I den forbindelse har DMI et varsel ude om forhøjelse af vandstandene.
Høje vandstande ved Limfjorden
- Vi må regne med, at der i Limfjorden kan forekomme forhøjede vandstande - måske op til 130-160 cm. Det kan starte fredag midnat til lørdag midnat, så derfor har vi sendt et kategori 2-varsel ud, fortæller han og opfordrer til, at folk holder sig på god afstand af eksempelvis moler og kajanlæg.
I ekstreme tilfælde kan vandet finde længere ind i landet, og der er risiko for væltede træer. Så han opfordrer til, at nordjyderne tager sine forholdsregler - ligesom ved andre varsler om storm og forhøjet vandstand.
- Man må gerne tildække det nederste af bygninger med krydsfinerplader og finde ud af, hvor man kan hente sandsække, hvis man bor et sted med risiko for forhøjet vandstand. Hvis man har joller på stranden, så sur dem fast, siger Steen Hermansen.
Han oplyser desuden, at DMI vil komme med mere lokale varslinger onsdag, når prognoserne er klar.
Men når stormen, som DMI betegner som "en almindelig, lille vinterstorm" har taget af, så er der udsigt til endnu et vejrskifte, som måske kan glæde nogle nordjyder.
- Vi får kold luft ind over landet, og vi kan måske få nedbør i form af slud eller tøsne, men vi forventer ikke, det bliver liggende juleaftensdag. Så skal det være meget lokalt. Men den egn i Danmark, der er bedst placeret for hvid jul, er Nordjylland. Her er vi på 10-20 procents chance, fortæller han.
Beredskabet melder klar
Hos Beredskabsstyrelsen Nordjylland i Thisted holder de også godt øje med vejrsituationen og er klar til at øge mandskabsstyrken, hvis det bliver nødvendigt. Indtil videre er vurderingen, ud fra de foreliggende prognoser, at man fastholder sit almindelige beredskab - med en lille justering.
- Vi har været i tæt dialog med vores samarbejdspartner Nordjyllands Beredskab. Vi er klar med at assistere med vores udrykningsvagt 365 dage om året. Fordi det er juletid og højtid har vi boostet vores ledelseskapacitet fra i slutningen af denne uge, over julen og ind i næste uge, fortæller Nicklas Grønbech-Dam, der er chefvagt ved Beredskabsstyrelsen Nordjylland.
Samtidig understreger han, at man løbende holder øje med udviklingen og meldingerne fra DMI, så der hurtigt kan kaldes ekstra folk ind, hvis det bliver nødvendigt.
- Bliver det nødvendigt at kalde folk på arbejde, så er det ikke et tvivlsspørgsmål, så er det, vi gør, slår han fast.
Beredskabsstyrelsens stående beredskab i Thisted har altid tre ledere på vagt med forskellige kompetenceniveauer foruden 12 værnepligtige.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.