Sådan forebygger du insektstik - og det skal du gøre, hvis du bliver stukket

Hvert år dør 1-2 danskere af en allergisk reaktion på insektstik. Se her, hvad du kan gøre

Hvepsen ser drabelig ud - og det er den også. Hvert år dør 1-2 danskere efter insektbid. Både bier og hvepse kan udløse alvorlige allergiske reaktioner. Arkivfoto

Hvepsen ser drabelig ud - og det er den også. Hvert år dør 1-2 danskere efter insektbid. Både bier og hvepse kan udløse alvorlige allergiske reaktioner. Arkivfoto

Flere tusinde danskere får hvert år allergireaktioner efter stik, og de mange stik fører hvert år til 1-2 dødsfald.

Det er det især stik fra hvepse og bier, der giver allergi, men også myggestik kan give allergiske reaktioner. Bier stikker kun for at forsvare sig, mens hvepse stikker både for at forsvare sig og for at dræbe et bytte, som skal spises.

Og det er lige nu, der er højsæson!

Hvepsestik er langt hyppigst, fordi hvepse tiltrækkes af vores mad. De kan lide duften af både kød og sukkerholdig mad og drikke. Desuden bygger de boer tæt på vore huse.

Man ved ikke, hvorfor nogle mennesker danner allergi-antistoffer og får allergi. Mens andre former for allergi kan arves, gælder det sjældent for allergi for insektgift. Man er ikke født med allergi-antistoffer. De dannes først, når man er blevet stukket en eller flere gange.

Du kan læse mere om allergiske reaktioner og behandling på sundhed.dk og apoteket.dk.

Forebyg stik

Insektstik kan ikke helt undgås, men risikoen kan nedsættes.

1. Undgå pludselige, hurtige bevægelser nær insekterne, med mindre du er sikker på at slå dem ihjel.

2. Vær specielt opmærksom ved spisning udendørs, nær overmoden nedfalden frugt og blomster, nær åbne affaldsbeholdere og når du klipper hæk.

3. Beskyt dig med insektspray og brug eventuelt lange ærmer og bukser.

4. Der findes forskellige typer hvepseskræmmere i handelen, eller man kan lave en selv af en brun papirspose. Den hænges op der, hvor man opholder sig. Ideen er, at posen ligner et hvepsebo, så forbipasserende hvepse tror, at her er alt optaget. På nettet kan man også finde opskrifter på hjemmehæklede hvepseskræmmere.

Forskerne er imidlertid ikke enige om, at det virker, især fordi hvepse ikke kun ledes af synet, som er udmærket, men også af dufte og bevægelse. I stedet kan man tage andre midler i brug:

5. Hav en vandforstøver parat. Hvepse bliver ikke sure, selvom man sprøjter vand på dem. I stedet vil de tro, at det regner, og måske flyve hjem,

6. En anden hvepsefælde består af en flaske med flere huller og en sjat rødvin, eddike, sukker og lidt opvaskemiddel i bunden. Den sure duft minder hvepsene om rådden frugt, men når de kommer ned i væsken med opvaskemiddel, drukner de.

Også flåter kan være et stort problem med alvorlige konsekvenser, hvis man bliver bidt:

Hvis du bliver stukket

1. Giftblæren skal fjernes straks, hvis den sidder tilbage i huden efter stikket, så den ikke fortsætter med at pumpe gift ind. Ofte er det hurtigst blot at skrabe den væk med en negl.

2. Oplever du svimmelhed og sortnen for øjnene er det vigtigt straks at lægge sig ned, eventuelt med benene løftet lidt. Hævelsen og smerten bliver mindre, hvis huden køles omkring stikket. Det giver også mindre spredning af giften til resten af kroppen.

3. Hvis du tidligere har haft en reaktion, der er kraftigere end en stor hævelse, kløe eller nældefeber, bør du have adrenalin til akut behandling med dig i insektsæsonen. Har man haft brug for adrenalin, skal der også altid kaldes 112, så behandlingen kan følges op.

4. Behandlingen ved almindelige reaktioner kan bestå i antihistamin, binyrebarkhormon, adrenalin i sprøjte eller, ved alvorlige tilfælde af allergiske reaktioner, allergivaccination.

5. Kløe-og lokalbedøvende salve kan fås i håndkøb, og hjælper i de fleste tilfælde.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.