Sådan tæller Beredskabet tilstrømningen til Tall Ships Races
Bruger informationer indsamlet fra kameraer opstillet på havnefronten
Opdateret kl. 13:49
AALBORG: 750.000.
Det tal har været nævnt flere gange i forbindelse med dette års udgave af The Tall Ships Races.
Tallet angiver det forventede antal gæster til arrangementet, der strækker sig over tre dage.
Men hvordan når man egentlig frem til sådan et estimat? Er der tale om et skud i tågen på havnen eller et kvalificeret estimat?
Det har Nordjyske spurgt Nordjyllands Beredskab, der er ansvarlig for optællingen af tilstrømningen, om.
- Vores estimater er baseret på informationer fra de kameraer, som Aalborg Kommune har opstillet, og som dækker hele det område, hvor Tall Ships Races foregår, fortæller Diana Sørensen, der er direktør hos Nordjyllands Beredskab.
Beredskabets medarbejdere, der under Tall Ships Races har flyttet kontoret til havnefronten, analyserer hver tredje time billeder fra de opstillede kameraer.
- Kameraerne dækker hvert sit felt af havnefronten og ved at lægge tallene sammen, kan vi skabe os et rimeligt præcist overblik over, hvor mange der på et givet tidspunkt i alt er til stede, siger hun.
Over 100.000 torsdag
Beredskabet vurderer, at der torsdag deltog 30.000 i koncerten med Poul Krebs på Nørresundby-siden af havnen og 60.000 i koncerten med Tobias Rahim på Aalborg-siden.
- Vi vurderer, at der hele torsdag var 130.000 gæster til stede på havnefronterne, siger Diana Sørensen.
Hun forventer, at tilstrømningen kulminerer lørdag med det store fyrværkeri.
- Når der nævnes tal på 750.000 gæster samlet til Tall Ships Races, er der naturligvis ikke tale om 750.000 forskellige individer, for der vil selvfølgelig være gengangere fra periode til periode, men et mål for antallet af deltagere over alle dage.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.