I dag er Danmark nemlig bundet af statsborgerretskonventionen, der kun tillader fratagelse af statsborgerskabet, hvis der er tale om forbrydelser, der er ”til alvorlig skade for statens vitale interesser” – en formulering, der dækker over ting som spionage eller landsforræderi.

Altså er uhyrligheder som voldtægt og drab ikke alvorligt nok til, at man som en del af sin straf kan få frataget sit rødbedefarvede pas og blive udsendt af landet.

Den linje er jeg og Venstre dybt uenige i.

Når man får et statsborgerskab, får man stukket et dokument i hånden, der ikke blot giver nye juridiske rettigheder. Man bliver også lukket ind i et fællesskab, hvor vi sidder i samme båd, og hvor gensidig tillid er dét, der får den til at sejle.

Forbryder man sig imod det fællesskab ved at gøre sine medmennesker ondt på det groveste, så synes jeg altså, at det er fair at sige, at man ikke er velkommen i fællesskabet længere.

Derfor har vi sagt, at Danmark skal være klar til at melde sig ud af statsborgerretskonventionen, hvis den ikke kan lempes, så det bliver nemmere at fratage statsborgerskab.

Den udmelding har skabt debat og kritik fra flere kanter.

Nogle mener, at det i praksis ikke ville have en direkte indflydelse på et stort antal udsendelsessager, hvis vi meldte os ud af konventionen.

Den kritik giver jeg ikke så meget for, for den underkender fuldstændigt, hvor stærkt et signal, en udmeldelse ville sende til omverdenen. Statsborgerretskonventionen må følge med tiden, ellers så kan vi ikke følge med den.

Andre er af den holdning, at Venstres trussel er lig med en undergravning af det regelbaserede verdenssamfund. Den påstand giver jeg endnu mindre for.

For det første er det langt fra alle lande i Europa, der har ratificeret denne konvention. Belgien, Spanien, Italien, Frankrig, Storbritannien og Irland står alle udenfor. Faktisk har blot 28 af Europarådets i alt 46 lande har faktisk ratificeret konventionen.

Konventioner har ikke fulgt med tiden

For det andet er vi også nødt til at have øje på, at konventionernes legitimitet beror på, at de europæiske befolkninger kan se sig selv i dem. Og det kan de bare ikke i dag.

Det er nemlig utroligt frustrerende, at man som vælger peger på demokratiske repræsentanter, som lover en stram udlændingepolitik, hvorefter den politik så ikke kan føres, fordi nogle konventioner slet ikke har fulgt med tiden.

Hvad bliver konsekvensen så? 

Vi kan enten tage konventionerne op til revision med henblik på at ændre dem til i en mere moderne udgave, eller vi kan lade frustrationerne vokse til et punkt, hvor vælgerne ikke kan se andre valg end at stemme på politikere, som vil blæse på alt, hvad der hedder internationalt retssamfund og demokratiske værdier.

Der må vi ikke komme ud. Og derfor handler truslen om at udtræde af Statsborgerkonventionen, hvis den ikke ændres, også om at genskabe tillid til vores demokrati. For hvis samfundets udvikling bestemmes af dommere og forældede konventioner i stedet for folkevalgte politikere, smuldrer opbakningen.

Derfor bliver vi nødt til at sende et stærkt signal om, at noget må gøres. 

Vi har ikke råd til at lade være.