Fortrængte følelser vælter frem: - Hvad har vi dog gjort?

Et års tid senere fik de ham hjem igen, men det kom til at tage Jan og Mary Vinding Christensen fra Hasseris mange, mange år at genvinde deres søns tillid.

Truede med at tvangsfjerne

Sønnen, René Vinding Christensen, var på Gravenshoved Kostskole, i den periode, da personalets overgreb mod eleverne tilsyneladende toppede. Det var i 1990-1991, et par år før kostskolen blev lukket.

René var ikke en rod, men han kunne ikke sidde stille. Han var besværlig, stædig og hidsig, mente skolen.

Det førte til adskillige skoleskift, og efter 7. klasse skulle han flytte til Sønderbroskolen. Det ville han ikke. Så blev det Gl. Hasseris Skole, men her fik han besked om, at han skulle gå 7. klasse om. Det ville han heller ikke. 

- Så kom PPR og en sagsbehandler og truede med at tvangsfjerne ham, hvis han ikke kom på Gravenshoved. Vi var tvunget til at sige ja. Vi vidste jo heller ikke, hvad vi sagde ja til, husker Jan og Mary.

Det helt rigtige sted for René

Ægteparret blev præsenteret for et glansbillede af Gravenshoved Kostskole. Et slaraffenland med fine forhold og alverdens sjove aktiviteter for unge mennesker.

- Det lød som det helt rigtige sted for René. Helt perfekt med vand og fiskerbåd og heste. Sådan noget syntes han var sjovt, fortæller Mary og Jan tilføjer:

- Vi var også af den generation, der havde tillid til systemet. Når nogen, der var klogere end os, sagde noget, troede man på det. Vi havde stor tiltro til, at de ville det bedste for børnene.

Familien kørte til Sønderjylland, da René skulle starte på kostskolen. Da de ankom, blev de straks skilt ad. René blev taget med i dagens aktiviteter, mens far og mor fik den store rundtur og blev mødt med store smil overalt. 

- Vi fik at vide, at det ville være bedst for René, hvis vi kørte hjem uden at sige farvel, så det gjorde vi, fortæller forældrene.

Hvad der skete derefter, fik de aldrig at vide, men René fortalte det sidste år til Nordjyske:

- Jeg fik de første tæsk, inden der var gået to timer, fordi jeg tudede over, at min mor og far var kørt.

Nødråb i Basserne

Da han 14 dage senere kom hjem på weekend, sagde han til sine forældre, at han ikke kunne lide at være på Gravenshoved. Han gik ikke i detaljer.

Det næste par måneder fik han ikke lov at komme hjem på weekend. I stedet skrev han små, hemmelige beskeder i et af de Basse-tegneserier, som hans forældre sendte til ham. Han sendte bladene retur, når han havde læst dem. 

Gravenshoved Kostskole

• Gravenshoved Kostskole var en såkaldt observationsskole, der blev oprettet af Aalborg Kommune i 1964. Skolen lå øst for Christiansfeld i Sønderjylland.
• Skolen havde plads til 24 elever og tog sig af det, man dengang kaldte adfærdsvanskelige børn, der ikke passede ind i det almindelige skolesystem. Det kunne være børn med indlæringsproblemer eller med sociale problemstillinger.
• Fra 1970’erne og frem blev skolen drevet i et samarbejde mellem Aalborg Kommune og Nordjyllands Amt.
• I forbindelse med besparelser vælger Nordjyllands Amt i 1990, at de ikke længere vil betale for driften af Gravenshoved Kostskole. Kommunen, der ejede bygningerne, forsøgte uden held at søge dispensation til at drive skolen videre.
• Både de kommunale politikere og flere forældre var imod beslutningen om at lukke skolen.
• Gravenshoved Kostskole lukkede i starten af 1990'erne.

"Jeg vil ikke være her, hjælp". Med en blød blyant så det ikke blev opdaget af personalet på kostskolen, der flittigt censurerede breve til forældrene og overvågede samtaler. Og straffede elever, der skrev eller sagde noget negativt om skolen.

Mary og Jan er ikke i tvivl om, at deres dreng havde det dårligt på Gravenshoved.

Dårlige forældre

- Men det havde han jo også, før han kom derned. Og vi fik ikke den tanke, at man gjorde børnene fortræd dernede. Der var disciplin på skolen, men det var måske det, han trængte til? Vi stolede på dem, forklarer de.

- Vi havde også fået det indtryk, at vi ikke var gode forældre. Vi havde siddet overfor en hel række af psykologer og andre fagpersoner, der udspurgte os og analyserede os. For eksempel gjorde de det til et problem, at vi ikke skændtes, for så var det vores undertrykte konflikter, der kom ud gennem drengen, sagde de.

René var på Gravenshoved i lidt over et år frem til påsken 1991. Han sendte flere nødråb til sin familie.

- Det er frygteligt at tænke på nu, men min søster og svoger besøgte ham dernede engang, og han tryglede dem om at tage ham med. Men de kunne jo ikke bare bortføre ham, siger Jan.

Han og Mary vidste ikke, hvad de skulle gøre, og de vidste heller ikke, hvad der foregik på kostskolen.

Hvad har vi dog gjort?

Hverken mens René var på Gravenshoved, eller efter at han kom hjem, fik forældrene de grimme detaljer at vide.

- Han havde jo mistet tilliden til os, siger Jan.

- Han var vred på mig i mange år. Det har gjort ondt, og det gør ikke mindre ondt nu, hvor der bliver rippet op i det hele, siger Mary.

Jan, Mary og René har fået talt tingene igennem og genoprettet tilliden og et normalt forhold. Men at se og læse historierne om Gravenshoved i medierne gennem det seneste halvandet år, har været svært.

- Vi havde egentlig nok fortrængt det, siger Jan.

- Hvad har vi dog gjort og udsat vores dreng for? siger Mary.