Schrödingers mink
Hvad sker der inde i regeringens lukkede boks?

Redaktionschef Tom Bue. Foto: Torben S. Hansen Torben S Hansen
I et berømt kvantemekanisk tankeeksperiment udtænkt af den østrigske fysiker Erwin Schrödingers i 1935, befinder en kat sig i såkaldt superposition: den er både død og levende på samme tid.
Tankeeksperimentet er som følger: En kat er lukket inde i en stålkasse. I kassen er også en lille mængde radioaktivt stof og en geigertæller. Koblet til geiger-tælleren er en hammer som smadrer en lille flaske med gift, når det radioaktive stof henfalder. Der er så lidt af stoffet, at man ikke ved om tælleren vil give udslag på en time. Indtil man åbner kassen efter en time, ved man altså ikke, om katten er død eller levende. Den er i såkaldt kvantemekanisk superposition.
På samme måde står minkavlerne og kigger på deres fag.
Først luftede fødevareminister Mogens Jensen tirsdag til TV MidtVest muligheden for at bevare avlsdyr: "Vi gør, hvad vi kan for at se på, hvorvidt det er muligt at bevare avlsdyr". Torsdag lød det overfor DR, at han "opfatter det som en idé, der er lukket", og at regeringens politik er, at alle mink skal slås ned.
Nu var Schrödingers tankeeksperiment med katten faktisk et kritisk modsvar på blandt andre Niels Bohrs udlægning af kvantefysikken. Et eksempel der skulle vise, at når man forstørrede teorierne til stor skala forsvandt logikken.
At eksperimentet med mink-branchen foregår i fuld skala, kan ingen være i tvivl om. Det understreger konsekvenserne også til fulde. Kommunikationen fra minkavlerne er til gengæld langt klarere end den fra Mogens Jensen. Som én udtrykte det til Nordjyske: ”Jeg har ikke ord for, hvor dumt det er”.
Måske er det lidt på samme måde som med lovhjemmelen til at slå alle mink ned. Først var den ikke kommunikeret klart. Så kunne man ikke vente på den. Så var den der ikke, men man var ikke blevet orienteret om det. I sandhed en superposition. Eller måske det modsatte.
Lige nu er vi en del nordjyder, der gerne vil vide, om cluster 5 er der eller ej. Og om det er det, der afgør om nedlukningen af Nordjylland gennemføres uforandret eller måske kan lempes før tid. Det ville være dejligt med lidt klarere kommunikation. Her kan Mogens Jensen eventuelt søge hjælp hos den nordjyske minkavler, som trods manglen på ord var let forståelig.
Samtidig bliver det interessant at se, om Mogens Jensen som minister er død eller levende. Og om der er andre i regeringskassen, når man åbner.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.