Forsvaret fejrer sankthans: Her flyver Dannebrog i flyform over Nordjylland
Hvis du er hurtig kan du søndag aften få et glimt af et F-16 iført nationalflagets farver
Opdateret kl. 19:33
NORDJYLLAND: Imens der gøres klar til at tænde sankthansbål rundt omkring i Nordjylland, kan det være værd lige at spejde en ekstra gang op mod den forhåbentlig blå himmel.
I forbindelse med sankthans vil det nemlig være muligt at se det F-16 kampfly, der er malet i Dannebrogs farver. Flyet indgår i afvisningsberedskabets træningsflyvning søndag aften, skriver Forsvarskommandoen på deres hjemmeside.
- Det var en stor succes, da vi i sidste weekend fejrede Valdemarsdag og 800-års dagen for Dannebrog med at tilføje den malede F-16 til vores afvisningsberedskab og flyve en tur over landet. Derfor vil vi give flere danskere mulighed for at se flyet i aktion på samkthans, siger chef for Fighter Wing Skrydstrup, oberst Uffe Holstener.
Sankthansflyvningen vil lette fra Fighter Wing Skrydstrup søndag den 23. juni klokken 18.00. Du kan se ruten på kortet herunder.
Går du glip af F-16 flyet med de rød-hvide farver i aften, vil det stadig være muligt at se flyet i luften fra tid til anden. Flyet vil være malet som Dannebrog i resten af dets levetid, så det vil være muligt at se det, når det passer sit arbejde som en del af beredskabet, samt ved for eksempel Air Shows i ind- og udland.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.