Se listen: Her de mest solgte biler
Hver fjerde bil er nu en plug-in hybrid eller elbil

Citroën C3, der netop er kommet med et facelift, blev den mest solgte bil i april. Illustration: Jette Klokkerholm
NORDJYLLAND:Efter en noget kaotisk start på året er bilsalget nu ved at komme ind i en mere stabile omdrejninger.
Det viser tallene for april, hvor der blev skruet nummerplader på 15.500 nye biler. Det tal kommer efter meget tynde januar og februar, mens der kom et ordentlig bølgeskvulp med 24.000 biler i marts, der var større end årets to første måneder tilsammen.
Det er dog 50 procent flere end i april i fjor, og sammenlagt er vi nu med 59.000 biler på niveau med samme periode i fjor, der også var præget af nedlukninger.
Mads Rørvig, der er administrerende direktør for De Danske Bilimportører, noterer udviklingen med tilfredshed.
- Bilsalget i 2021 har haft en meget svær start på grund af coronanedlukningen. Dog har vi de sidste par måneder set, at bilsalget har gjort flot comeback og allerede har indhentet det tabte. Vi håber at denne udvikling vil fortsætte med at blomstre resten af året, siger han.
Flere ladestandere
En væsentlig forskel er dog, at der er kommet langt flere plug-in hybrider og elbiler på gaden. De elektrificerede biler udgør nu hele 25 pct. af salget. Her tegner plug-in hybriderne sig for fire ud af fem.
Mads Rørvig peger på, at de mange nye biler med strøm også fordrer flere ladestandere.
”Udbredelsen af opladelige biler går hurtigere end forventet. Hvis stigningstakterne fortsætter i samme tempo, stiller det for alvor krav til, at vi hurtigt får udbygget ladenetværket i hele Danmark.”, siger Mads Rørvig.
Udviklingen ses også direkte på top 20-listen over de mest solgte biler april.
Her ligger Ford Kuga, der stort set kun sælges, som plug-in hybrid på en andenplads med 639 biler, mens Toyota Rav4, der også sælger godt som opladningshybrid, er pænt placeret med 257 biler. Modeller som den nye MG EHS, Skoda Octavia og Opel Grandland X er dog også modeller, som sælger pænt på plug-in hybrid-fronten.
VW godt fra land
Det gælder også for elbilernes vedkommende. Den eneste rendyrkede elbil på listen, er VW ID.4, som vi finder på en 14. plads med 252 biler. Den følges af VW ID.3, Hyundai Kona Electric og Fiat 500e længere nede ad listen.

ID.4. har fået godt fat, og modellen fra VW blev den mest solgte elbil i sidste måned. Foto: VW Foto: Christian Schacht Christian Schacht
Tesla Model 3, der solgte stort ved kvartalsafslutningen i marts, er fraværende, men plejer at vende tilbage ved udgangen af kvartalerne.
Selv om der er solgt 32 elektriske Peugeot e-208, er det dog stadig de klassiske biler, som dominerer stort. I april blev Citroën C3 således den mest solgte bil med 653 stk., mens koncernfætteren, Peugeot 208, blev nummer tre.
BMW fik overraskende hele tre placeringer med X1 på fjerdepladsen, fulgt af 3-serien som nummer fire og 1-serien på 20. pladsen. Både VW og Toyota kunne dog også hver notere tre placeringer.
Med et forår, som byder på en række elektriske nyheder i alle hjørner af prisskalaen som bl.a. Skoda Enyaq, Audi Q4 e-tron, Ioniq 5, Polestar 2 og Dacia Spring er der dog udsigt til en spændende udvikling, hvor de nye strømme kan sætte deres præg på salgslisten.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.