Se listen: Her kommer du i berøring med giftigt stof

Vi omgiver os i langt højere grad, end vi måske lige er klar over, med PFAS-stoffer dagligt - sådan undgår du dem

PFAS-stoffer fra brandøvelser på Beredskabsstyrelsen Nordjylland siver i foråret 2022 ud i Limfjorden. <i>Foto: Torben Hansen</i>

PFAS-stoffer fra brandøvelser på Beredskabsstyrelsen Nordjylland siver i foråret 2022 ud i Limfjorden. Foto: Torben Hansen

NORDJYLLAND:PFAS er blevet konstateret i økologiske æg fra landbrug landet over.

Og inden for de seneste år er høje niveauer af PFAS-stoffer fundet flere steder som i oksekød fra kogræsserforeninger i Korsør og i Odense, ligesom at Miljøstyrelsen i 15 år har haft kendskab til fund af PFAS-stoffer i dansk regnvand.

Fluorstofferne er sat i forbindelse med blandt andet nedsat fertilitet, svækket immunforsvar, hormonforstyrrelser, forhøjet kolesterol og kræft.

Og det er ubehageligt, når nye fund dukker op i medierne. Men - måske uden at være klar over det - er du udsat for PFAS, der er op til 200.000 gange giftigere end pesticidrester, hver eneste dag gennem hudpleje, overtøj, stegepander og meget mere.

Her har vi samlet ni råd fra Forbrugerrådet Tænk, hvor du kan skrue ned for flourstofferne i din hverdag. Derudover får du svar på, hvorvidt du skal skille dig af med de produkter, der indeholder PFAS.

Hvad er PFAS?

PFAS dækker over en stor gruppe af kemiske stoffer, der blandt andet har vand-, snavs- og fedtafvisende egenskaber.

Fluorstoffer har særlige egenskaber, og det har ført til at brugen er meget udbredt. Stofferne bliver fx brugt i en lang række hverdagsprodukter som fx tøj, sko, mademballage og plejeprodukter.

Stofferne kan skade miljø og sundhed, samtidig med at de ikke nedbrydes. Derfor er der stor bekymring for dem.

PFAS er også kendt under navnene:

  • Fluorstoffer
  • Perfluorerede stoffer
  • PFC’er
  • Fluorcarbon
  • PFAS kan også gemme sig bag betegnelserne PFOA; PFOS, PTFE, Teflon og Gore-tex.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk

1. Vælg det rigtige overtøj

 <i>Foto: Henrik Bo</i>

Foto: Henrik Bo

Forbrugerrådet Tænk har testet udendørstøj som vinterstøvler til børn, flyvedragter og skaljakker, der i flere tilfælde er imprægneret med PFAS-stoffer. Kun tre ud af 11 af de skaljakker, der blev testet, er helt fri for flourstoffer både i jakkens imprægnering og membran.

Følgende udendørstøj kan indeholde stofferne:

  • Jakker, skaljakker og outdoor-jakker
  • Skitøj, skijakker og skibukser
  • Regnjakker og regnbukser
  • Flyverdragter og overtræksbukser
  • Vanter, luffer og handsker
  • Vandrestøvler og vandresko

Støder du på mærket Gore-Tex, indeholder det fluorstoffet PTFE. Miljøstyrelsen fraråder udendørstøj med fluorstoffer.

For at undgå PFAS, skal du kigge efter

PFC-fri

PFAS-fri

Uden fluorstoffer

Fluorine free

Fluorcarbon fri

Vær opmærksom på, at udtryk som PFOA- og PFOS-fri ikke er en garanti for, at der ikke er brugt andre fluorstoffer.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk

2. Tjek din kosmetik

 <i>Arkivfoto: Kirsten Østergaard</i>

Arkivfoto: Kirsten Østergaard

I en test på ansigtscremer, for både mænd og kvinder, finder Forbrugerrådet Tænk fluorstoffer, der er problematiske for sundhed og miljøet. 

Du kan tjekke din kosmetik for PFAS med appen 'Kemiluppen'. Ansigtscremer med PFAS får den dårligste kemibedømmelse, C-kolben.

Vælg i stedet Svanemærket og Den Blå Krans, hvis du vil være sikker på at undgå de hormonforstyrrende stoffer.

3. Din stegepande kan være sundhedsskadelig

 <i>Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix</i>

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Non-stick-belægning på fx gryder, pander, bageforme og grillmåtter indeholder ofte fluorstoffer med vand- og fedtafvisende egenskaber. Ved almindelig brug udskilles stofferne ikke, men sagen er en anden, hvis potter og pander overophedes.

Vælger du en pande uden fluorstoffer, hjælper du også til, at der ikke udledes fluorstoffer fra produktionen.

4. På overflader og i nullermænd

 <i>Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix</i>

Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Du kan holde niveauet af PFAS-stoffer nede i dit hjem ved at holde det rent.

Møbler, tøj og sko kan over tid afgive fluorstoffer, som sætter sig i indeklimaet og blander sig med støv og nullermænd.

Støvsug ugentligt, tør støv af og luft ud to gange dagligt. På den måde kan du fjerne uønsket kemi fra dit indeklima.

5. Tandtråd med det forkerte fluor

 <i>Arkivfoto: Lars Pauli</i>

Arkivfoto: Lars Pauli

Hver tredje tandtråd indeholder fluorstoffet PTFE. 

Tandtråd kan også indeholde den samme slags fluor, som findes i tandpasta. Det kaldes uorganisk fluorid og hjælper med at forebygge huller i tænderne.

Fluor eller fluorid er ikke det samme som fluorstoffet PTFE, og derfor kan du roligt købe tandtråd med fluor.

Du kan ofte se på indpakningen, om tandtråden indeholder PTFE. Men vær opmærksom på, at virksomheden ikke er forpligtiget til at oplyse, om produktet indeholder PTFE.

Alle har flourstoffer i kroppen

Forskere vurderer, at stort set alle mennesker på jorden indeholder fluorstoffer i kroppen. Det gælder også helt nyfødte, da fluorstoffer vandrer fra moderen til barnet under graviditeten.

En rapport fra Nordisk Ministerråd fra 2019 anslår, at ca. 1.000 borgere dør årligt i Norden pga. den nuværende udsættelse for fluorstoffer, og de samlede udgifter for fluorstoffernes uønskede effekter på vores sundhed løber i Norden op i mellem 2,8 og 4,6 milliarder euro.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk

6. Imprægneringsspray

 <i>Arkivfoto: Torben Hansen</i>

Arkivfoto: Torben Hansen

Du er nok allerede med på, at imprægnering næppe er noget, man skal indånde for meget af.

Men faktisk kan produktet også indeholde PFAS-stoffer, og du kan derfor med fordel gå efter imprægnering uden stofferne for at passe endnu bedre på dig selv, når skoene trænger til en omgang.

Brug i stedet midler, der er baseret på en blanding af voks og paraffin, brug gerne pumpe frem for spray, og imprægnér altid udendørs.

7. Vælg en bedre facademaling

 <i>Arkivfoto: Mette Nielsen</i>

Arkivfoto: Mette Nielsen

Også når det kommer til maling og træbeskyttelse, kan det være en god idé at holde øje med, hvorvidt det indeholder flourstoffer, der er med til at gøre overfladen vandafvisende.

Visse produkter markedsføres med, at de indeholder teflon, som er fluorstoffet PTFE. Undgå maling og træbeskyttelse, der indeholder det.

Vælg i stedet maling, der er mærket med miljømærkerne Svanen eller Blomsten. Her stilles en række krav til, at der ikke må bruges fluorstoffer.

8. Vælg en god skismøring

 <i>Foto: Ruben Sprich/Reuters/Ritzau Scanpix</i>

Foto: Ruben Sprich/Reuters/Ritzau Scanpix

Skiferien banker på for mange, og skisportsområder har tidligere fået målt høje niveauer af fluorstoffer i naturen.

Skismøring kan nemlig indeholde uønskede fluorstoffer, der kan spredes på pisterne og ophobe sig i naturen.

For at udsætte dig selv for mindst mulig PFAS, kan du kan finde, eller spørge efter, voks uden fluorforbindelser.

Det samme gælder voks til biler, ligesom cykelolie og -spray kan også indeholde fluorstoffer. Det er ofte stoffet PTFE.

9. Mad

 <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Foto: Claus Søndberg

Og så anslår forskere, at mad er den største kilde til fluorstoffer. Du kan fx finde stofferne i kød, mælkeprodukter og fisk. 

Drikkevand kan også i nogle tilfælde indeholde fluorstoffer.

****

Skal jeg smide produkter med PFAS ud?

Har du allerede købt et produkt, som indeholder fluorstoffer, kan du overveje at skille dig af med det.

I en stegepande er fluorstoffer godt bundet i belægningen og vil ikke afgive stofferne. Her er der ikke grund til at skifte pande. Men du kan vælge en uden PFAS, næste gang du køber en pande.

Indeholder din ansigtscreme, tandtråd eller imprægneringsspray fluorstoffer, kan du i højere grad blive udsat for stofferne. Her kan du overveje, om du skal smide dem ud.

De enkelte produkter skal være sikre at bruge. For fluorstofferne mangler der viden, men bekymringerne er stigende. Selvom det enkelte produkt med fluorstoffer kan være sikkert, så bidrager de til den samlede udsættelse af uønskede kemikalier i hverdag – også kaldet for cocktaileffekten.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.