Bolighandel

Se listen: Sådan gik boligsalget i din kommune i 2020

Trods coronakrise og nedlukning af samfundet var der fuldt blus på salg af sommerhuse, huse og ejerlejligheder i det forgangne år

Boligmarkedet buldrede derud af i 2020 - mest trukket af et sommerhussalg, men senere kom også villaer og ejerlejligheder med på toget. Arkivfoto

Boligmarkedet buldrede derud af i 2020 - mest trukket af et sommerhussalg, men senere kom også villaer og ejerlejligheder med på toget. Arkivfoto

NORDJYLLAND:Selv om coronakrisen hærgede Danmark i det meste af 2020, så har der været fuldt blus på salget af boliger, og det gælder både sommerhuse, villaer og ejerlejligheder.

Det viser nye tal fra Boligsiden.

I hele Danmark blev der solgt over 107.000 boliger i 2020. Det er en ganske pæn stigning i forhold til salget i 2019. På landsplan er fremgangen på godt 22 procent eller samlet godt 19.000 flere handler, viser ejendomsmæglerbranchens tal fra Boligsiden.

Til gengæld er der på landsplan lige nu i starten af januar det laveste antal boliger til salg på markedet siden 2006 - nemlig blot 36.649 boliger af alle kategorier.

I Nordjylland steg boligsalget fra 9.449 boliger i 2019 til 11.376 i 2020 - svarende til 20 procent. Lige nu er der så blot 6.894 boliger at alle kategorier til salg.

I Nordjylland er det i 2020 Mariagerfjord Kommune, der topper listen med stigninger i boligsalget i procent i forhold til 2019.

Stigningen er således på 38 procent fra 639 solgte boliger i 2019 til 914 solgte boliger i 2020.

Men den markante stigning sniger Mariagerfjord Kommune sig lige lige akkurat i top 10 på landsplan - nemlig på en 9. plads.

Helt i bund på listen over procentvis stigning i boligsalg ligger Rebild. Her er der faktisk registreret seks færre solgte boliger i 2020 frem for i 2019.

Lige bortset fra Mariagerfjord Kommune, så er det i Nordjylland kommuner med masser af sommerhuse, der ligger over landsgennemsnittet i stigning i boligsalg.

- Set i forhold til salget på landsplan er vi en Nordjylland lidt bagude med det samlede salg - i Aalborg kun 14 procent stigning i salget mod de 22 procent på landsplan. Det er så helt klart salget af sommerhuse, der hjælper den samlede stigning i salget i Nordjylland op på de 20 procent, oplyser Claus Barrett, der er indehaver af otte home-butikker - heraf de syv i Nordjylland og den ene af dem i et udpræget sommerhusområde - nemlig Blokhus.

- Specifikt for Blokhus i Jammerbugt Kommune er der faktisk "kun" tale om en stigning på et par og tyve procent. Men til gengæld er salget af villaer i postnummer Blokhus steget 61 procent. Og det skyldes, at der ikke er bopælspligt i området. Så der er reelt tale om køb og salg af sommerboliger, selv om det altså ikke er deciderede sommerhuse, forklarer Claus Barrett.

Mindre udbud

Det store salg kan så omvendt risikere at blive begrænset af et mindre udbud. Der er nemlig ikke så mange, der sætter deres sommerhus eller villa til salg lige nu.

- Det er en udfordring lige nu, at udbuddet er kraftigt faldende - der er rigtig mange, der gerne vil købe, men der er ingen, der sætter til salg. Udbuddet af huse til salg er faldet med 30 procent det seneste år, lyder det fra ejendomsmægleren.

Han har en forklaring på de store stigninger i salget af boliger - specielt sommerhuse:

- Der var sket en stigning i salget. Men da coronaen kom, fik sommerhusene et stort comeback i markedet. Nu er også de yngre familier begyndt at købe sommerhuse. Når vi i forbindelse med coronaen er blevet buret inde med familien og vi ikke kan komme ud at rejse, så er det trygt og sikkert i stedet for at købe et sommerhus, lyder det fra Claus Barrett.

Samtidig er det ifølge ejendomsmægleren for nogle tale om en pengeanbringelse.

- Folk har nogle flere penge mellem hænderne. De går ikke ud at spise, de kan ikke tage på rejser, og de laver i det hele taget ikke alle de ting, de plejer at gøre, og som koster penge. Og så har nogle set, at der også er et run på udlejning af sommerhuse. Så nogle køber måske også et sommerhus for investeringens skyld. Så har man et sted, hvor man selv kan tage på ferie, og så har man samtidig - formentlig da - et godt afkast på investeringen, siger Claus Barrett.

Og det er faktisk samme forklaring, der gør, at udbuddet af sommerhuse til salg ikke er større.

- Dem, der ejer et sommerhus, siger til sig selv, ja men vi ville måske gerne have solgt vores hus, men vi kan ikke komme på ferie, og vi kan få en rigtig god udlejning på sommerhuset, så nu beholder vi det, konstaterer ejendomsmægleren.

Ingen nye sommerhuse til salg

Som et kuriosum nævner han, at der det sidste par måneder blandt alle mæglere i Blokhus kun er kommet fem-seks nye sommerhuse til salg.

- Det er jo nærmest ingenting, siger han.

De få i udbud og de mange købsønsker har ført til prisstigninger, men ifølge Claus Barrett ikke så voldsomt.

- Villaer i Blokhus er for eksempel steget med 12 procent, mens sommerhusene er steget 15-16 procent, fortæller Claus Barrett.

Køb med hjernen, ikke hjertet

Han opfordrer folk til at købe sommerhuse med hjernen og ikke hjertet.

- Blot fordi man ikke kan komme ud at rejse i tre uger, skal man ikke fare ud med hjertet og købe et sommerhus. Et sommerhus køb skal være efter min mening være fordi, du kan tænke dig at bruge et sommerhus de næste 10 år, siger ejendomsmægleren, der dog gerne så flere sommerhuse til salg.

- Hvis folk overvejer at sælge, så skal de komme i markedet nu, hvor de kan få en god pris, lyder anbefalingen.

Claus Barrett forventer ikke en "coronaboble" på boligmarkedet.

- Der er jo ikke prisstigninger, der på nogen måde - hverken på landsplan eller på regionalt plan - ligner det vi havde før finanskrisen. Derudover er vi meget mere solidt polstret i privatøkonomien, og der er langt mere strikse krav til folk i forbindelse med at få lov at låne penge til boligkøb, slutter den nordjyske ejendomsmægler.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.