Se videoen: Sådan fanger man en ørn med et stræklagen
Med et frottelagen i hånden besluttede Kenneth Jepsen sig for at indfange den hvidhovedede havørn
Opdateret 29. april 2022 kl. 12:12
HEE: De var egentlig kørt forbi den, da den onsdag eftermiddag stod og gnaskede i et grisekadaver på naboens grund i Hee ved Ringkøbing. De havde lige taget et par billeder fra bilen, men ellers ikke planlagt nogen form for nærkontakt med den hvidhovedede havørn, der de seneste dage havde været på rundtur i Jylland efter at være stukket af fra et tysk fugleshow mellem Hanover og Dortmund.
- Men da vi så kom hjem, kom jeg til at tænke over det, og jeg råbte til knægten, at vi da skulle ud og fange det kræ. Der måtte da være en god dusør på sådan en. Jeg havde jo set i nyhederne at der var en hvidhovedet havørn på spil, og det er jo ikke hver dag, man ser sådan en i fri dressur, fortæller Kenneth Jepsen.
Hans 20-årige søn René var hurtigt med på idéen og bevæbnet med et stræklagen, drønede de ud ad døren.
- Det var meget, meget impulsivt og lagnet var lige det bedste, jeg kunne komme på. Jeg viste jo, at dyr har det med at falde til ro, når man får dem dækket til, fortæller Kenneth Jepsen, der frygtløst begav sig på ørnejagt med sønnike.
Det blev dog lidt nervepirrende, erkender han.
- Da vi lige skulle til at fange den, ville den jo beskytte det bytte, at den tilsyneladende mente, at den selv så flot havde fanget. Så den pustede sig noget op, og fik os da også lige til at træde et halvt skridt tilbage, fortæller ørnefangeren fra Hee.
I mellemtiden havde han snakket med formanden for Dansk Falkejagt Klub, Mona Lykke Jacobsen, som havde givet et par gode råd til sikker ørnefangst.
- Hun forklarede, at det ikke var næbbet, men kløerne, man skulle være ræd for. Men jeg synes nu også, at næbbet var stort nok, konstaterer vestjyden.
Efter en veloverstået mission, blev ørnen hentet af Morten Stricker, der er næstformand i Dansk Falkejagt Klub, så han kunne passe på den, indtil den blev hentet af dens tyske ejer fra fugleshowet Alderwarte Berlebeck.
Om der venter nogen dusør, har Kenneth Jepsen endnu ikke hørt noget om.
- Det var egentlig også mest for sjov. Nu har vi i hvert fald fået noget at snakke om, konstaterer Kenneth Jepsen, der også er begyndt at joke om, hvad næste rovdyr på listen skal være.
- Vi har snakket om, om vi skulle prøve at gå efter en ulv næste gang. Men den spræller nok lidt mere, hvis vi kaster et frottelagen over hovedet på den, griner han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.