Seks gode grunde: Derfor er kampdagen stadig vigtig

Kvindekampen er frihedskamp. Det er den enkeltes ret til at leve det liv, hun ønsker. Derfor skal vi frigøre os fra strukturer, der hverken understøtter den enkelte eller samfundet. Og vi skal blive ved med at huske hinanden på, at kvindekamp føres i både stiletter og træskostøvler. Her er seks gode grunde til, at Kvindernes Internationale Kampdag fortsat er relevant - og nødvendig

Chefredaktør Karen Keinicke og redaktionschef Kathrine Lykkegaard Jeppesen.

Chefredaktør Karen Keinicke og redaktionschef Kathrine Lykkegaard Jeppesen.

1. Dagen minder os om, at ligestilling ikke er den enkeltes problem, men noget vi kun kan gøre noget ved i fællesskab. En af ligestillingens største, skjulte fjender er nemlig forståelsen af, at “det nok bare er mig”, der er besværlig/nærtagende/dummere end gennemsnittet. 8. marts minder os om, at det sjældent er tilfældet. Og at kvinder verden over har brug for, at man siger fra, når man møder kønsspecifikke uretfærdigheder, ikke kun for ens egen skyld, men fordi man kan vise eller bane vejen for andre.

2. Vi har ikke løst problemerne med sexchikane på arbejdspladserne. Efterårets danske metoo-opgør viste med al tydelig klarhed, at der stadig er store problemer med vores arbejdskultur, når det handler om uønskede, seksuelle tilnærmelser. Og debatten afslørede også en generel opfattelse af, at kvinder, der står frem, ødelægger den gode stemning og åbenbart ikke kan tage lidt sjov. Der er stadig brug for kvindekamp, når nogen kan mene, at det skal være en del af unge kvinders kompetencer at kunne undgå nærgående, berusede chefer eller ældre kolleger til firmafesterne. Det bør IKKE kræve et selvforsvarskursus at kunne indgå på en arbejdsplads.

3. Det er stadig kvinder, der er de største tabere i krænkelsessager. Vi har set den hetz, som de kvinder, der gennem det seneste år er stået frem og har delt deres oplevelser om sexisme, er blevet udsat for. Kvinderne er blevet revset i kommentarsporene på Facebook og er blevet beskyldt for at være opmærksomhedssøgende, nærtagende og det, der er langt værre. Samtidig bliver der støttet op om krænkerne. Det vidner om, at vi stadig har en kultur, hvor vi ikke anerkender sexisme og de alvorlige konsekvenser, det medfører.

Det er samtidig blevet tydeligt, at de tavshedsaftaler, der ofte indgås i sager om krænkende adfærd på arbejdspladser, har alvorlige konsekvenser. Mundkurven gør det svært for ofrene at bearbejde oplevelserne, og ingen lærer af sagerne, når de ikke kommer frem i lyset.

4. Fordommene lever i bedste velgående. Det ved vi af egen erfaring: Når en besøgende på redaktionen ser en yngre kvinde, går han straks ud fra, at der må være tale om redaktionens assistent - og ikke redaktionschefen. Vi bliver gang på gang mindet om, at normalen på chefgangen stadig er mænd og dermed mænds påklædning. Derfor er det befriende at se fremtrædende kvinder som Helle Thorning-Schmidt argumentere for, at man sagtens kan sidde i bestyrelseslokalet i Vestas med glimmernegle. Men det er ufatteligt, at vi ikke er kommet længere, end at det stadig kan diskuteres og provokere.

5. Kvindekampen er for alle - også nydanskere. Gennem det seneste år har debatten om ligestilling især kredset om kvinders oplevelser med sexisme på arbejdsmarkedet. I kampen for ligestilling er det vigtigt ikke kun at fokusere på dem, der råber højest. Vi må ikke glemme minoritetsgrupperne - som kvinder af anden etnisk baggrund end dansk. Ingen af os er frie, før alle er det - og kvindekampen handler i ligeså høj grad om et opgør med social kontrol og den manglende seksuelle frigørelse, som især - men ikke kun - eksisterer i disse grupper.

6. Kvinder og deres seksualitet er sårbar i en stadig mere digital verden. Det viser de seneste års skræmmende eksempler på eksempelvis hævnporno og såkaldt slutshaming, som direkte oversat betyder tøjte-udskamning og er det, der foregår, når kvinder på de sociale medier bliver lagt for had, fordi de dyrker deres seksualitet. At ordet kun findes i en kvindelig udgave siger vist alt om ligestillingsaspektet.

Og hvis man stadig er i tvivl, om ligestillingskampen har sin berettigelse, kan man blot tørt konstatere, at det kun er knap hver tredje kommunalpolitiker, der er kvinde. Otte ud af ti i et bestyrelseslokale er mænd. Kvinders pensionsformue er 22 procent mindre end mænds, mens mandlige lønmodtagere i gennemsnit tjener 18 procent mere end de kvindelige.

Og kvinder tager 90 procent af barselsorloven.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.