Når partiet gennem tre år har haft historisk gode økonomiske muligheder og alligevel har valgt at bruge mange af dem på store skattelettelser, tiltag målrettet de bedst stillede og en kurs, der kunne være skrevet af Venstre for 10 år siden, så kommer man til at stå alene.

Særligt når man samtidig skubber SF, Enhedslisten, Alternativet og De Radikale fra sig, altså de partier, der faktisk har kæmpet for de mest sårbare, for velfærden og for et grønnere Danmark.

Det er ikke ond vilje, der har skabt situationen. Men det er en politisk virkelighed: Man kan ikke både være "det sociale Danmark" og samtidig føre en kurs, hvor de stærkeste løftes mest.

Vil I samarbejde?

Og når Socialdemokratiet gang på gang har valgt at samarbejde med højrefløjen frem for den røde-grønne familie, ja så mister man sine naturlige allierede.

Men nu står vi et sted, hvor der skal træffes et valg. Vil Socialdemokratiet fortsætte alene eller være med til at genopbygge det sociale Danmark? For én ting er sikkert: Danmark står med kæmpe opgaver. En ældrepleje der skriger på varme hænder. Børn og unge i mistrivsel, som ikke kan vente længere. En grøn omstilling, der skal fremskyndes, ikke forsinkes. Et sundhedsvæsen, hvor uligheden vokser måned for måned.

Alt det kræver politiske alliancer, ikke sololøb. Og skal vi være ærlige: Det er ikke blå blok, der redder velfærden. Det er ikke borgerlige prioriteter, der sikrer lighed i sundhed. Det er ikke skattelettelser til de stærkeste, der løfter vores fællesskab.

Det er den røde-grønne familie, der kan sikre et socialt Danmark, hvis Socialdemokratiet altså vil være en del af det igen. Som SF’er siger jeg dette med både respekt og håb: Fællesskab kræver, at man tør række hånden ud. Socialdemokratiet behøver ikke stå alene. Men valget er deres.