SF-kandidat: Vildt flot resultat i Himmerland
SF-kandidat Theresa Berg Andersen må vente i spænding til onsdag eftermiddag, før hun ved om hun er valgt eller ej

Theresa Berg Andersen - her fra tidligere på året, hvor hendes forkvinde Pia Olsen Dyhr var på besøg i Løgstør. Nu kan de komme til at arbejde side om side io Folketinget, hvis altså Theresa Berg får flest personlige SF-.stemmer i Nordjylland. Arkivfoto: Mogens Lynge
LØGSTØR:- Det er da et vildt flot resultat, vi har lavet i Himmerland. 10,4 procent af stemmerne til SF på valgstedet i Skarpsalling.
Nuværende byrådsmedlem for SF Theresa Berg Andersen - og ved dette valg folketingskandidat - jublede, da Nordjyske kontaktede hende for en kommentar til SFs valgsucces, der kan betyde, at hun kommer i Folketinget.
- Vi startede jo sådan set fra scratch, da vores nuværende medlem af Folketinget for SF i Nordjylland Lisbeth Bech-Nielsen jo har valgt at stille op i en anden kreds. Så vi har leveret en super fin holdindsats, konstaterer 42-årige Theresa Berg Andersen, der er bosat i Løgstør og i øvrigt i to omgange i 2020 afløste netop Lisbeth Bech-Nielsen i Folketinget grundet dennes barselsorlov.
Om det bliver Theresa Berg Andersen, der får SFs mandat i Nordjylland, tør hun ikke spå om.
- Jeg har jo en lille kamp med Melina (Andersen; Red.), der har gjort det rigtig godt i Aalborg. Så det bliver spændende at få det endelige resultat. Men jeg håber naturligvis på, at det bliver mig. Der er behov for en pædagog i Folketinget, påpeger hun med henvisning til sin kampagne om, at hun i givet fald vil blive en af meget få med netop det fag i bagagen i Folketinget.
- Nu har jeg jo ført valgkamp i fire uger, og det føles nærmest som et helt år. Så vil man selvfølgelig gerne vinde. Men der er dog også meget, jeg i givet fald kommer til at sige farvel til. Vi har ikke dobbeltmandater i SF, og nu har jeg siddet med i byrådet i Vesthimmerland i tre perioder, så det vil være lidt vemodigt at sige farvel til. Men lad os nu lige se det endelige resultat først, lyder det forsigtigt fra pædagogen fra Vesthimmerland.
Hun er inviteret til valgeftermiddag på Region Nordjylland onsdag eftermiddag, hvor de personlige stemmetal, der afgør hendes folketingsskæbne, bliver offentliggjort.
- Men jeg føler lidt, at jeg har svigtet mit byrådsarbejde, og der er er økonomiudvalgsmøde i Vesthimmerlands Kommune, så hvis jeg fornemmer, at det er helt skidt, så prioriterer jeg byrådsarbejdet højest i denne omgang, siger Theresa Berg Andersen.
- Men jeg vil da gøre, hvad jeg kan for at komme derud, lyder det fra en spændt folketingskandidat.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.