Sidder solidt på tronen: Gammel kending er Danmarks mest solgte bil
Elbilerne tager en tredjedel af det samlede bilsalg i første halvår af 2023
Opdateret 06. juli 2023 kl. 09:43
Bilsalget i Danmark for første halvår er blevet gjort op, og det er en gammel kending, der sidder solidt på tronen som Danmarks mest solgte bil. Meget solidt endda, med længder ned til nummer to. Det fremgår af tallene fra De Danske Bilimportører.
Det er selvfølgelig Tesla Y, der holder til på toppen med 8655 solgte biler, mens nummer to er Peugeot 208 med 2661 solgte eksemplarer. Ford Kuga indtager tredjepladsen med 2344 solgte, og som nummer fire møver Tesla med model 3 sig ind med 1665 nye biler ude på vejene.
Man skal helt ned på ottendepladsen for at finde en VW, der ellers i fordums tid roligt kunne regne med, at Passat, Golf og Polo alle var at finde i top 10 - og VW'en på ottendepladsen er ikke Golf, men derimod elbilen ID4, som der er blevet solgt 1388 af i første halvår.
Det betyder dog ikke, at VW er blevet kørt helt agterud, mærket er stadig Danmarks næstmest solgte, når alle modellerne bliver talt op. Det mest solgte bilmærke i Danmark er Tesla.
Som der kan læses mellem linjerne, så er elbiler ikke længere det eksotiske indslag på listen, der lige kan klemme sig ind på en 10. plads, hvis der er måtter med i prisen. I alt blev der solgt 26.166 elbiler i første halvår, hvilket svarer til en markedsandel på 31 procent, altså lige knap en tredjedel af salget af personbiler.
Det er en stigning på 115,3 procent i forhold til første halvår i 2022, og elbilerne udgør nu samlet set 5,2 procent af den samlede danske bestand af personbiler. Hvilket er en fremgang fra 0,78 procent i 2020.
I den anledning lyder der endnu en opfordring fra De Danske Bilimportører til politikerne om at se på afgiftsstrukturen, for fra 2026 står elbilernes delvise afgiftsfritagelse til at blive udfaset ret hurtigt, og så frygter organisationen, at elbilerne vil blive valgt fra, hvis de ender med at blive meget dyrere end tilsvarende oliebiler.
- Selvom salget af elbiler har været i rivende udvikling de seneste år, så er vi hos De Danske Bilimportører bekymrede for, hvordan det vil se ud fra 2026. Med den nuværende lovgivning, om udfasning af de lukrative afgiftsreduceringer ved køb af nul-emissionsbiler, frygter vi for, at den elektriske udvikling vil få en hård opbremsning.
- Der er behov for rettidig politisk handling, som sikrer, at afgifterne tilpasses markedssituationen, således at omstillingen fra fossile biler til grønne ikke går tilbage, lyder det fra Mads Rørvig, adm. direktør i De Danske Bilimportører.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.