Her er efterårets vaccinations-plan

Der varmes op til en ny runde vaccination mod covid-19 i efteråret, men de 5-17-årige er ikke længere en del af programmet. Se, hvem der bliver inviteret, og hvordan man skal forholde sig, hvis man bliver smittet kort før vaccination

Efterårets forventede smittebølge med covid-19-varianten omikron kan ikke forebygges ved at vaccinere alle danskere. Vaccinationer forhindrer ikke smitte, men forebygger alvorlig sygdom, indlæggelse og død - derfor er programmet nu rettet mod folk over 50 år og særligt sårbare. <i>Arkivfoto: Torben Hansen</i>

Efterårets forventede smittebølge med covid-19-varianten omikron kan ikke forebygges ved at vaccinere alle danskere. Vaccinationer forhindrer ikke smitte, men forebygger alvorlig sygdom, indlæggelse og død - derfor er programmet nu rettet mod folk over 50 år og særligt sårbare. Arkivfoto: Torben Hansen

NORDJYLLAND:Når du bliver vaccineret mod covid-19,  kan det ikke forhindre, at du bliver smittet med omikron-varianten. Vaccination har derimod betydning for, om du bliver alvorligt syg eller dør af sygdommen, og derfor er fjerde stik kun et tilbud til folk over 50 år og de mest sårbare. Andre kan stadig få første, andet og tredje stik, men børn og unge er helt ude af programmet fra 1. september. 

- Der er meget stor forskel på folks risiko for at blive alvorligt syge og dø af covid-19, og risikoen øges med alderen. Derfor giver det mening, at vi nu kun revaccinerer dem, der kan have effekt af det, understreger professor og overlæge Henrik Nielsen, Infektionsmedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital. 

Vaccinecentrene har kørt på vågeblus siden maj, men i løbet af efteråret skal centrene op i omdrejninger igen, når man tager fat på en ny runde vaccinationer.

- Indenfor de næste to måneder når vi et betænkeligt punkt i pandemien, hvor flere sammenfaldende ting trækker den forkerte vej, påpeger Henrik Nielsen. 

Dels øges risikoen for en ny smittebølge, når efteråret rammer os med kulde, regn og fugt, og når vi er tæt sammen inden døre, kan smitten hurtigt brede sig. Desuden er der for de fleste vedkommende snart gået ni måneder siden tredje stik, og efterhånden som månederne går, aftager vaccinens virkning. Det samme gælder den beskyttelse, mange opnåede ved smitte i årets første måneder. Derfor skal bestemte grupper have genopfrisket deres vaccination med et fjerde stik.

1. De får tilbudt boosterstik

Omkring 1. oktober får alle danskere over 50 år tilbudt et fjerde stik mod covid-19, en såkaldt booster-vaccination. Den tidligere delta-variant af covid-19 gav langt mere alvorlig sygdom og flere indlæggelser end den nuværende omikron, derfor inviteres kun de mest udsatte til vaccination.

Hvis man endnu ikke har taget imod tredje stik, er det også stadig en mulighed. Der skal gå mindst tre måneder mellem vaccinationerne. 

- Mange var smittet i januar og februar, og de antistoffer, de opbyggede fra smitte og vaccinationer er efterhånden aftaget. Det betyder, at de nu er mere udsatte, og da risikoen for alvorlig sygdom øges med alderen, inviteres i første omgang folk over 50 år, forklarer Henrik Nielsen. 

Allerede midt i september får plejehjemsbeboere og andre særligt sårbare tilbudt det fjerde stik. Fjerde stik er hidtil kun givet til en lille gruppe danskere med stærkt svækket immunforsvar, når deres læge vurderede, at de ville have gavn af vaccination - i Nordjylland drejer det sig om cirka 4500 personer.

Tallene viser, at mange bliver smittet med den nuværende omikron-variant, selvom de er vaccineret. Har man derimod både været smittet og fået tre vaccinestik, er man godt beskyttet mod smitte viser en SSI-undersøgelse.

2. Vent - efter smitte

Hvis man har været smittet med covid-19, skal der følge SSI gå en måned, inden man får en vaccination. Den anbefaling bygger på, at man, hvis man får "dobbelt op" på antistoffer fra både sygdom og vaccine, risikerer at reagere kraftigere på stikket med f.eks. rødme og hævelse. 

Anbefalingen om at vente en måned efter smitte kan føre til usikkerhed hos mange, eftersom man ikke længere opfordres til at blive testet, når man bliver syg. Derfor ved mange ikke med sikkerhed, om de har haft covid-19. Men det er stadig muligt at bestille en pcr-test, hvis man har brug for at vide det med sikkerhed, og under alle omstændigheder skal man vente med vaccination, til man føler sig helt rask igen, hvis man er usikker på, om man var smittet med covid-19.

3. Børn vaccineres ikke

Børn og unge bliver kun meget sjældent alvorligt syge af covid-19-varianten omikron, der nu er dominerende. Vaccinen kan alligevel ikke forhindre, at de bliver smittet og bringer smitten videre. Derfor er vaccination mod covid-19 ikke længere et generelt tilbud til børn mellem 5 og 17 år, men gives kun, hvis en læge skønner det nødvendigt. Godt 70.000 nordjyske børn og unge har hidtil fået mindst én vaccination mod covid-19. Blandt de 16-19-årige har næsten 90 procent fået første stik.

- Når det gjaldt den tidligere delta-variant, gav det måske mere mening at vaccinere børn og unge, men med den nuværende omikron-variant er der intet argument for at lade børn vaccinere, siger Henrik Nielsen.

Omikron var allerede ved at få overtaget, da man begyndte at vaccinere børn i december 2021. Men der var en vis langsommelighed i beslutningsprocessen, og derfor blev børn vaccineret, uden det havde en egentlig effekt. Det vil man ikke gentage.

Myndighederne har 1. juli lukket for vaccination med første stik til børn og unge under 18 år, og fra 1. september er det ikke længere muligt for tidligere vaccinerede under 18 år at få deres andet stik.

- Børn og unge bliver smittet og er måske hjemme et par dage, så er det overstået, siger Henrik Nielsen. 

De skal naturligvis fortsat beskytte familiens ældre mod smitte, selvom de mest sårbare nu vaccineres med fjerde stik.

4. Under 50 år - intet stik

Personer mellem 18 og 50 år er generelt ikke i særlig øget risiko for et alvorligt forløb, hvis de bliver syge med den nuværende variant af covid-19.  Desuden er mange af dem allerede vaccinerede og/eller har været smittet med covid-19 tidligere. De har dermed en vis immunitet og beskyttelse mod alvorlig sygdom, selvom den aftager med tiden. De tilbydes ikke i første omgang et boosterstik, men kan stadig få første, andet og tredje stik.

- Man kan sige, at vi lader "barnealderen" gå helt op til 50 år, fordi de aldersgrupper har meget lav risiko for et alvorligt forløb med covid-19, og mange af dem er vaccineret. Risikoen for komplikationer øges med alderen, og efter 50-60 år tager det for alvor fart, siger Henrik Nielsen.

Det kan ikke udelukkes, at man senere på året vil tilbyde et fjerde stik også til personer under 50 år - hvis f.eks.  omikron bliver afløst af ny variant, der medfører mere alvorlig sygdom, men det er der endnu ikke noget, der tyder på.

Hvis en læge skønner det hensigtsmæssigt kan også personer under 50 år få fjerde stik.

5. Uvaccineret - tag stik

Sundhedsstyrelsen anbefaler fortsat, at personer, der er helt uvaccinerede, tager imod første, andet og tredje stik - også selvom de er under 50 år. Der kan være en risiko for alvorlig sygdom, hvis man er helt uvaccineret.

Nordjylland har landsrekord i vaccinerede; 82,2 procent af befolkningen har fået mindst to stik. Blandt voksne ses flest uvaccinerede i aldersgruppen 20-39 år.

- Jeg vil opfordre til, at de tager imod tilbuddet, så de kan få den sammenlagte immunitet fra vaccine og tidligere smitte, og dermed stå bedre rustet. Nogle mener, at de er beskyttet af tidligere smitte, men man kan bare ikke på forhånd vide, om det er tilstrækkeligt, siger Henrik Nielsen.

Også her gælder, at man skal vente med vaccination, til der er gået en måned efter smitte med covid-19.

6. Hvilken vaccine gives?

Indtil videre er planen, at efterårets booster-stik foretages med vacciner fra Pfizer-BioNTech (Comirnaty) og Moderna (Spikevax),  som langt de fleste i Danmark allerede er vaccineret med. Som udgangspunkt får man den samme vaccine som de foregående gange. Men udviklingen af nye vacciner går stærkt, og det er muligt, at vi til efteråret ser nye vacciner, som er bedre tilpasset den variant, der nu dominerer. 

- De vacciner, vi hidtil har benyttet, er udviklet på baggrund af den oprindelige delta-variant. Man afprøver i øjeblikket nye vacciner, som er målrettet omikron-varianten, og de kan fremover blive de foretrukne afhængig af hvilke varianter, vi ser dominere, siger Henrik Nielsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.