Sidste udkald: Undgå at snyde dig selv i skat

1. maj er sidste udkald for ændringer af årsopgørelsen. Derfor opfordrer Skattestyrelsen til at tjekke op på blandt andet kørselsfradraget

Sidste frist for ændringer i årsopgørelsen nærmer sig.
Sidste frist for ændringer i årsopgørelsen nærmer sig. Foto: Martin Damgård

Opdateret kl. 14:44

Skattestyrelsen åbnede den 11. marts for årsopgørelsen for 4,8 mio. borgere. Siden da har flere end 1,3 mio. borgere foretaget ændringer eller tilføjelser i deres årsopgørelse, skriver Skattestyrelsen i en pressemeddelelse.

Nu er det ved at være sidste udkald, hvis du skal nå at have ændringer med.

Sidste frist for ændringer er den 1. maj. Det kan være oplysninger om håndværker- og servicefradrag, kørsel eller andet, som Skattestyrelsen ikke automatisk får.

 Med under en uge til deadline, minder underdirektør i Skattestyrelsen, Jan Møller Mikkelsen derfor om, at man bør tjekke sine skatteoplysninger. Man bør især tjekke op på kørselsfradraget.

- Det er andet år i træk, man selv skal huske at oplyse os om kørselsfradrag. For de, der endnu ikke har opgjort fradraget, er det en god idé at få set på det nu. Kørselsfradraget kan hurtigt betyde forskellen mellem en restskat og penge retur på kontoen. Derfor er der vigtigt, at man husker at få det med, siger Jan Møller Mikkelsen.

I skrivende stund har 940.000 borgere indtastet deres kørselsfradrag.

Når en borger retter sine oplysninger, bliver der automatisk dannet en ny årsopgørelse. Fører de nye oplysninger til, at borgerne skal have overskydende skat retur, vil beløbet normalt blive sat ind på Nemkonto i løbet af 12 hverdage, medmindre der er gæld til det offentlige.

Mens sidste frist for ændringer for de fleste er 1. maj, har erhvervsdrivende, ægtefæller til erhvervsdrivende og borgere med udlandsforhold frist til 1. juli 2022.

Læs mere på skat.dk/årsopgørelse2021

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Forsiden