Simone har vænnet sig til skuffelserne: - Hver gang jeg får et afslag, piller det ved den der tvivl og skam, vi alle sammen indeholder

- Han brugte en halv time på at skælde mig ud og fortælle, hvor forarget han var. Han mente ikke, jeg kunne være bekendt at sende en ansøgning, når jeg ikke var uddannet inden for erhvervslivet.

- Det udviklede sig nærmest til et krydsforhør, og det handlede kun om, hvad jeg gjorde galt, og hvorfor jeg ikke duede, fortæller Simone og tilføjer:

- Efter den samtale tænkte jeg: Hvad skal det nytte? Nu giver jeg op og bliver stripper, fortæller Simone Pedersen i en tragikomisk tone om episoden, der gav hendes faglige identitet et gevaldigt knæk.

Et af mange i løbet af de seneste par år.

Har prøvet alt

Simone Pedersen er 29 år, universitetsuddannet i dansk og psykologi – og arbejdsløs. Dermed er hun en del af den store og voksende gruppe af unge akademikere uden job. Et problem, der er udpræget i Nordjylland – og som borgmester Thomas Kastrup-Larsen betegner som et af de absolut største i Aalborg Kommune frem mod 2030.

Simone Pedersen blev uddannet tilbage i 2015, men har siden 2017 – med undtagelse af få løse ansættelser – ikke været i ordinær beskæftigelse. Hun har ellers prøvet alt for at få foden indenfor: Hun har været i virksomhedspraktikker og løntilskudsordninger. Hun har taget efteruddannelse, og hun har lavet frivilligt arbejde. Blandt andet.

- Jeg er ikke en snob, der insisterer på at sidde i mit elfenbenstårn og brokke mig. Tværtimod har jeg arbejdet hårdt for at ændre min situation, og jeg har været realistisk og åbensindet. Det er det, der gør frustrationen så stor: At man ikke er nok – trods kandidatgrad, udvikling, efteruddannelse og erfaring, siger hun.

Siger det, som det er

I dag er hun ved godt mod. Hun er blevet langt bedre til at håndtere den stress, der følger med tilværelsen som jobsøgende, og hun føler ikke, hun skal forsvare, at hun ikke har noget arbejde. Ikke længere.

- Når folk spørger, siger jeg det, som det er: At jeg er jobsøgende. Men det er noget, jeg har skullet lære.

Det betyder dog ikke nødvendigvis, at reaktionerne har ændret sig.

- Når jeg er i byen og fortæller, at jeg er arbejdsløs, er der jo ingen, der tænker: Hvor er det fedt! Der vandt jeg lige i lotteriet.

- Før i tiden var det noget, jeg følte, jeg skulle skamme mig over. Før var jeg meget opmærksom på, at jeg skulle forsvare mig selv – og have svarene klar. Også over for folk, som ikke engang var interesseret i at høre dem, fortæller Simone.

Smeltede sammen med studiet

Som studerende var Simone ikke en af dem, der havde karriereplanen klar. Den store, forkromede fremtidsskitse lå ikke lige for. Til gengæld var hun opslugt af sit studie og dygtig til sit fag. Og hun trivedes i rollen som studerende – universitetsstuderende.

- Når man bruger så meget tid på det, bliver det ens liv. Man smelter sammen med sit studie, siger Simone og fortsætter:

- Og så er der ikke ret mange akademikere i min familie, så der blev jeg også mødt med den der: Ej, hvor er du god, du går på universitetet. Det blev min rolle.

Da hun blev færdiguddannet, kom paradokset: På den ene side var hun glad for den umiddelbare frihed og for at slippe for eksamenspresset, men på anden side var hun dybt forvirret – og rastløs. Det lykkedes hende at finde et deltidsjob som VUC-underviser. Et job, som dog involverede ukendte arbejdstider og masser af pendlen.

DET FØRSTE HALVE ÅR SOM LEDIG: AKTIVITETER I JOBCENTRET OG A-KASSEN

Informationsmøde og ABC-workshop. ABC-modellen er en skitse over tre scenarier: ønskejobbene (A), de gode og acceptable job (B) og de ’nødvendige’ job (C).

Første fællessamtale med A-kassen (frivillig)

Individuelle samtaler på jobcentret – én hver fjerde uge – med fokus på formidling og eventuel revidering af ABC-strategien

CV-samtale og -godkendelse ved A-kassen

Rådighedsvurdering af A-kassen efter henholdsvis to og fem måneder

Samtale, hvor der afgives virksomhedsrettet tilbud – senest ved 13. uge

Anden fællessamtale med A-kassen

Kilde: Aalborg Kommune

Simone fandt sig aldrig rigtig til rette i underviserfaget, og ansættelsen ophørte derfor i 2017. Siden har hun været i et hav af ordninger gennem jobcentret – og haft få korte ansættelser. I en kort periode sidste år arbejdede hun for eksempel som handicapmedhjælper. En tid, hvor hun måtte give totalt afkald på sin faglige identitet. Men trods alt også en tid med succesoplevelser.

- Det var fedt at opdage, at jeg som menneske – som Simone – faktisk kan noget. Selvom jeg får så mange afslag, og min faglige stolthed får så mange hak, fortæller hun.

Har vænnet sig til skuffelserne

Tiden som handicapmedhjælper var god for Simone, men det var også en lappeløsning, for hun fik ikke mulighed for at bringe sin faglighed i spil. Og det er det, hun så brændende ønsker: et arbejde, hvor hun kan bruge det, hun har lært på uddannelsen. Et arbejde, hvor hendes faglige profil betyder noget – og bliver værdsat.

Samtidig er hun også klar over, at det ikke er sikkert, at sådan et job venter lige rundt om hjørnet. Og mindre kan også gøre det.

- Jeg vil gerne bibeholde min faglige stolthed, men jeg vil også gerne udvikle mig på andre punkter – og se ud over min akademiske stolthed.

Desværre er afslagene efterhånden blevet hverdag, og Simone har med egne ord ”vænnet sig til skuffelserne”.

- Jeg vil så gerne ud at bevise mit værd, og jeg stoler på mig selv og mine evner. Men hver gang jeg får et afslag, piller det ved den der skam og tvivl, vi alle sammen indeholder, siger Simone.

Hun har ikke tal på, hvor mange stillinger hun har søgt, men ”det er mange, og når jeg siger mange, kan man nok godt lægge lidt oveni”, lyder det.

I langt størstedelen af tilfældene er responsen positiv.

- Det lyder nok forkælet, men jeg får ofte at vide, at jeg er så god, så god. Spitzenklasse! Og så tænker jeg jo: Hvorfor smider du så guld på gaden? Det fucker op med min faglige stolthed. Hvis det ikke kun er mig og min mor, der kan se, at jeg kan finde ud af noget – hvorfor sidder jeg så stadig her? Så vil jeg hellere have et konkret og ærligt svar på, hvorfor de ikke valgte mig.

- Jeg tror grundlæggende, at det hele nok skal gå

Simone Pedersen kan have svært ved at skabe struktur i en ustabil hverdag, hvor dagene hurtigt smelter sammen, og hvor hun skal kæmpe for den gode samvittighed. For ”man er jo ikke i mål, før jobbet kommer”, som hun udtrykker det.

Men forskellen på dengang og i dag er, at hun er bevidst om ikke at lade sig styre af tvivlen.

- Jeg hviler meget mere i det nu, end jeg gjorde for et år siden, og jeg tror grundlæggende, at det hele nok skal gå. I begyndelsen tænkte jeg ofte: Hvad nu hvis der ikke sker noget? Jeg kunne hurtigt køre ud ad en tangent, hvor jeg tænkte: Du kan ikke noget. Det er derfor, du sidder her. I dag har jeg lært at skubbe det væk og tænke mere konstruktivt, fortæller Simone Pedersen og tilføjer:

- Og min interesse for mit fag er stadig intakt. Heldigvis. Men jeg har ikke knækket koden til, hvordan jeg kan bringe den i spil.

Siden interviewet blev lavet, er Simone Pedersen kommet i job inden for plejesektoren. I første omgang har hun fået et vikariat, der løber et halvt år frem.