Danmark lukker ned: Elever, studerende og mange offentlige ansatte sendes hjem i foreløbig to uger

Onsdag aften var der pressemøde i Statsministeriet. Nu strammes der op for at komme corona-smitten til livs

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke, statsminister Mette Frederiksen og rigspolitichef Thorkild Fogde orienterede om COVID-19-situationen i Danmark på et pressemøde i Statsministeriets spejlsal onsdag aften 11. marts 2020. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix <i>Ritzau Scanpix</i>

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke, statsminister Mette Frederiksen og rigspolitichef Thorkild Fogde orienterede om COVID-19-situationen i Danmark på et pressemøde i Statsministeriets spejlsal onsdag aften 11. marts 2020. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Statsminister Mette Frederiksen fortalte på et pressemøde onsdag aften, at alle offentlig ansatte uden kritiske funktioner, elever og studerende sendes hjem.

– Elever og studerende på alle uddannelsesinstitutioner sendes hjem fra fredag og to uger frem, sagde Mette Frederiksen.

Offentlige folkeskoler og daginstitutioner lukker mandag.

Offentligt ansatte, der ikke varetager kritiske funktioner, sendes hjem fredag. Ansatte i ældresektoren, sundhedssektoren og politi bliver, sagde statsministeren.

Lukningen gælder foreløbigt to uger frem.

- Jeg vil opfordre alle familier, der allerede fra i morgen har mulighed for det, at holde deres børn hjemme, sagde Mette Frederiksen.

Situationen er svær, så det betyder, at der i nogle tilfælde kan blive behov for at finde løsninger for de enkelte, lød det fra statsministeren.

Flere er i kritisk tilstand

Der er onsdag aften 514 smittede i Danmark. 10 er indlagt og af dem er to i kritisk tilstand.

– Vi ændrer strategi i forhold til sundhedsvæsenets strategi. Vi har tidligere fokuseret på inddæmning. Men i en situation, hvor vi ser flere, der bliver smittet, skal vi skifte vores strategi. Vi skal fokusere på dem, der har har mest brug for det, sagde Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, på pressemødet.

– Fra i morgen åbner vi op for, at folk med smitte kan indlægges på alle akutsygehuse, sagde direktøren.

– Det er ikke kun en trussel mod Danmark, men mod hele verden. Det er også derfor, at WHO i dag har erklæret Covid–19 for en pandemi, fortalte direktøren.

Han forventer, at vi de kommende uger vil vi se flere og flere smittede over flere og flere uger.

- En epidemi udvikler sig med en kurve, hvor den stiger, har en top og falder igen. Sædvanligvis strækker det sig over en 12-16 uger, men varigheden af toppen afhænger af vores tiltag.

Sundhedsminister Magnus Heunicke oplyste, at en garanti om at få udført planlagte operationer vil blive midlertidigt suspenderet.

Forsamlinger frarådes

Forsamlinger på under 100 mennesker frarådes, og restauranter, caféer, værtshuse anbefales blandt andet også at holde lukket.

Regeringen forbyder forsamlinger på mere end 100 personer fra mandag.

- Vi har ikke hjemmel til at forbyde det ved lovgivning i dag, men vi kommer til at bede Folketinget håndtere hastelovgivning i morgen, sagde Mette Frederiksen.

Det ventes indført fra mandag.

- Under normale omstændigheder vil en regering ikke indføre så indgribende foranstaltninger, men vi står i en ekstraordinær situation. Det her kommer til at rejse mange relevante spørgsmål, og hverken jeg eller myndighederne kommer til at kunne svare på dem alle endnu.

- Vi kommer ikke igennem dette som land, uden at det får omkostninger. Virksomheder vil have tab, og nogle vil miste deres arbejde, sagde statsminister Mette Frederiksen.

Erik Brøgger, der er direktør for Borgerservice i Udenrigsministeriet, fortalte, at man varsler en lang række ændringer i ministeriets rejsevejledninger. Det drejer sig blandt andet om restriktioner for rejser til dele af Tyskland og Frankrig, fortalte han.

Gå ikke i panik

Statsminister Mette Frederiksen appellerer til, at alle borgere viser samfundssind og hjælper hinanden med at mindske spredningen af coronavirus.

- Det er summen af de små ting, der er en del af løsningen. Jeg beder danskerne samlet set i dag om store ting, som er indgribende. Vi gør det, fordi vi forventer, at det vil have effekt. Vi skal ikke gå i panik, men vise overskud og hjælpe hinanden, sagde hun.

Situationen er svær, så det betyder, at der i nogle tilfælde kan blive behov for at finde løsninger for de enkelte, lyder det fra statsministeren.

Hun understregede, at det er vigtigt, at borgerne ikke går i panik.

- Vi skal kunne købe varer i butikkerne, der skal produceres, transporteres, og der skal sælges. Der er ingen grund til at hamstre rugbrød eller toiletpapir, sagde hun.

Mette Frederiksen sagde, at hun ved, Danmark ikke kommer igennem krisen uden omkostninger.

- Alle er nødt til at se, at det ikke handler om egne behov.

Her kan du se, hvad der er sagt under pressemødet:

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.