Aalborg

Se fotos: Dette flotte lysshow kan du opleve i aften - helt gratis

Karnevalskontor har ikke "bare sat sig ned og ventet på lønkompensation". Søndag, når mørket falder på, åbner "Lys i mørket" i Kildeparken

Søndag åbner "Lys i mørket" i Kildeparken. Bag står Aalborg Karneval og AKKC. På billedet sekretariatsleder Sjaja Haddadi. Foto: Henrik Louis
Søndag åbner "Lys i mørket" i Kildeparken. Bag står Aalborg Karneval og AKKC. På billedet sekretariatsleder Sjaja Haddadi. Foto: Henrik Louis Foto:Henrik Simonsen

Opdateret 17. maj 2022 kl. 10:11

Når man lever af store events - som at arrangere Aalborg Karneval - har de sidste to år været en lang rejse op ad bakke. Bare spørg Sjaja Haddadi - sekretariatsleder for Aalborg Karneval. Ikke nok med, at karnevallet er blevet aflyst på grund af corona, den stort anlagte horrornight, som kontoret også stod bag, blev aflyst på selve dagen.

- Ingen tvivl om, at det har været hårdt, men jeg vil faktisk sige, at vi er kommet godt igennem det – på trods af de vildeste restriktioner, siger Sjaja Haddadi.

Det lille eventkontor for karnevallet har fundet en vej ud af mørket. Selv om det nok havde været nemmere at "sætte sig hjem og vente på lønkompensation", så er det lykkedes at gennemføre "Sommer i Kilden" i 2021, og søndag åbner "Lys i mørket" i Kildeparken for anden gang. En gratis udendørs event for alle, hvor der med Sjaja Haddadis ord er "sørget for noget hyggeligt lys i en park, hvor der normalt ikke sker det store i januar".

"Discolunden" er en ny installation i "Lys i mørket" i Kildeparken, som Aalborg Karneval og Aalborg Kongres & Kulturcenter står bag. Lysfestivalen er åben hele januar og er gratis. Foto: Henrik Louis Foto:Henrik Simonsen

- Jeg synes simpelthen, at det er så fedt at gå rundt her og se folk betragte lyset – det er måske ikke verdens vildeste lysfestival, men vi vil bare gerne give folk en god oplevelse. Det er vores benzin, fortæller Sjaja Haddadi, mens hun præsenterer "Discolunden".

- Vi har tusind idéer og ikke så mange penge.

Midler via fonde

Det er dog lykkedes at skaffe nogle midler via fonde, men det er fortsat ikke det store budget, der driver værket, og det har været nødvendigt at sætte kreativiteten i spil - for eksempel i forhold til den graciøst svævende installation over den lille sø i Kilden. Faktisk er den konstrueret af teltstænger fra Nibefestivalens campus.

- Sådan noget som det her dulmer eventtrangen. Og så er det bæredygtigt – der er ikke en eneste pære, som ikke er LED, så det er meget begrænset, hvad vi bruger af strøm, fortæller sekretariatslederen.

Godt hjulpet på vej af det drømmeagtige lys i Kilden lader Sjaja Haddadi tankerne vandre. Hen mod en tidlig sommerdag, hvor Aalborg åbner den store karnevalsfest. Hun forsikrer, at forberedelserne er i fuld gang. Også selv om udsigterne til at gennemføre arrangementet er grumsede.

- Jeg har lavet karneval de sidste 15 år. Det er så unikt at lave et arrangement, som så mange mennesker brænder for. Vi kan ikke lukke ned og vente. Vi er i fuld gang. Der bliver planlagt, booket og lavet aftaler, forsikrer hun.

Men indtil videre opfordrer hun aalborgenserne til at tage en tur i Kildeparken her i "månedernes mandag", som hun kalder januar.

- Vi vil bare gerne have, at folk kommer og ser det. Der er jo ingen grund til at lave det, hvis folk ikke gider se det. Og det er en gratis oplevelse. Vi prøver at gøre januar lidt mere attraktiv end den ellers har ry for at være, siger Sjaja Haddadi.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden