Løbet tør for nisse-ideer? Kristina har din ryg
På sin Instagram-profil deler Kristina Wildenhoft de fjollerier, som husets nisse udsætter hendes tre børn på henholdsvis tre, syv og ni år for i løbet af december måned
Opdateret 09. december 2024 kl. 08:47
Blå mælk på havregrynene eller små fodspor i mel drysset over gulvet.
Mange har barndomsminder om drillesyge nisser, der måske har gjort december måned mere besværlig eller bare sjovere. Og som det så ofte er med gode minder, ønsker mange også at give dem videre til deres egne børn.
Men pludselig er det blevet d. 8 december, ideerne er opbrugte, og egentligt er der også både julegaver og konfekt, der skal ordnes.
Men faktisk behøver nisseløjer ikke at kræve en masse tid eller penge.
I hvert fald ikke hvis man spørger nordjyske Kristina Wildenhoft, der står bag Instagram-profilen "Kriblekongen".
I sit digitale univers, hvor over 90.000 mennesker følger med, deler hun inspiration til leg og kreativitet for og med børn. Her deler hun også de fjollerier, som husets nisse udsætter hendes tre børn på henholdsvis tre, syv og ni år for i løbet af december måned.
Langt hen af vejen er grundingrediensen den samme: Det handler om at gemme noget, og gerne noget børnene bruger om morgenen.
- Nissen bliver meget inspireret af de ting, vi har herhjemme. Det der med at flytte rundt på noget, og ting der ikke er på deres plads, synes de er sjovt, fortæller Kristina Wildenhoft, som oplever, at det let bliver mere "julet", hvis de forsvundne ting får en nissehue eller et gavebånd på sig.
- Det skal være sjovt
Den nordjyske instagrammer ved, at ikke alle forældre deler hendes begejstring for nissedrillerier, og at det for nogle kan være en stress-faktor midt i en i forvejen travl juletid.
Det er da heller ikke hensigten med Kristina Wildenhofts instagram-opslag at give forældre dårlig samvittighed, hvis ikke der er flyttet en nisse ind hjemme hos dem.
- Jeg tror, at hvis man ikke synes, det er sjovt med nisseløjer, så skal man måske ikke have en. Og hvis man synes, ens barn skal have det, men man hader det, så lav fire gode i december, og så er det det, siger hun.
- Jeg sender inspiration ud til alle dem, der tænker; Fedt - jeg manglede lige noget inspiration, og jeg elsker det her, men har svært ved at finde på det. Og dem der tænker, de ikke kan overskue det, tænker jeg skal lade være, foreslår hun.
Er du en af de førstnævnte - som altså elsker at lade nissen drille sine børn - får du i listen herunder fire gode ideer til nisseløjer. Er det ikke nok, kan du finde endnu flere på Kristina Wildenhofts instagram-profil.
Enkelt er godt. Også når det kommer til nissedrillerier.
Børnetegninger får ofte lov at pynte i billedrammer, på væggene i børneværelset eller på køleskabet. Derfor kan noget så simpelt som at hænge dem op under loftet, når børnene ikke er hjemme, eller når de sover, være en sand nisse-genistreg.
- Jo flere, jo bedre, foreslår Kristina Wildenhoft, for at det virkelig giver en wow-effekt.
I hendes hjem hænger tegningerne for det meste fast ved hjælp af elefantsnot.
Hjemme hos Kristina Wildenhoft er nissen vild med toiletpapir, som kan bruges til flere forskellige slags løjer.
- Der er blevet lavet lidt forskelligt herhjemme med en mur eller juletræ af toiletpapirsruller, fortæller hun.
Udover at et tårn af toiletpapir i sig selv er et sjovt syn, pointerer hun, at der er en ekstra bonus; At det er sjovt at vælte.
Toiletpapiret kan også nemt bruges som pynt på juletræet eller som guirlander.
- Det er bare en billig og nem løsning, siger hun.
I Kristina Wildenhofts hjem kræver nissens drillerier for det meste ikke andet, end det man i forvejen har liggende.
Dette drilleri er dog et af de mere komplicerede, fordi det kræver en printer, der både kan scanne og printe ud igen.
Til gengæld er det med Kristina Wildenhofts egne ord "mega sjovt". Kort fortalt handler det om, at nissen "tryller" børnenes tegninger til miniature-størrelser.
Fremgangsmetoden lyder:
En af børnenes tegninger scannes ind på printeren, så den bliver til en fil på computeren. I Word eller Paint skaleres den ned og printes ud, så tegningen fylder meget lidt af et A4-ark. Den nu meget lille tegning klippes ud og hænges op.
- Der hvor man har sine børnetegninger, hvis de hænger fremme, er der, hvor det er sjovest at hænge dem op igen, så det virkelig er tydeligt, at tegningen, der hang der i går, er blevet lille, siger Kristina Wildenhoft.
Trylleriet kan også laves med skoleskemaer eller skolefotos.
Det er med risiko for, at det kommer til at tage en del længere tid at komme ud af døren, end det plejer.
Til gengæld er det et drilleri, børnene ikke kan undgå at lægge mærke til.
Et langt stykke gavebånd føres gennem ærmer eller bukseben på jakker, flyverdragter, overtræksbukser og hvad du ellers selv kan finde på, så tingene hænger sammen, når børnene rækker ud efter eksempelvis deres jakke.
Nissen, der er flyttet ind i Kristina Wildenhofts hjem, havde bundet fem stykker tøj sammen, men hvor besværligt det skal være at vikle overtøjet ud, vælger man selv. Jo flere genstande, jo sværere og jo sjovere, mener den nordjyske instagrammer.
Generelt oplever Kristina Wildenhoft, at de drillerier, der er sjovest, er dem, der involverer ting, der med sikkerhed skal bruges om morgenen.
- Så noget der passer ind til morgenmad - altså enten morgenmaden eller bestikket til det - eller skoletaske og penalhuse. Sådan nogle ting, som man ved, der skal være styr på. Madpakken, sko og overtøj, foreslår hun.
Det er derfor også ofte de samme ting, der bliver drillet med hjemme hos Kristina. Skoletasker, cykelhjelme, sko, vanter, huer osv.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.