Skåret ud i pap: Sådan kan du gøre, når valgplakaten hænger ulovligt

Siden lørdag middag har der været rift om en god plads i lygtepælen, når det gælder promoveringen af kandidater til kommunal- og regionsrådsvalg.

Men, men, men ...: Travlhed og ønsket om at klemme sig synligt ind i gadebilledet gør, at der kun blive hugget en hæl og en tå hist og her.

I hvert fald har Nordjyske fået henvendelser fra borgere, som har noteret sig, at reglerne for ophængning nok ikke i alle tilfælde er fuldt til punkt og prikke.

Nu har Aalborg Kommune så sendt en pressemeddelelse ud, hvor man skærer ud i pap, hvordan reglerne er - og hvad man skal gøre, hvis man konstaterer, at en plakat hænger forkert.

Her påpeges det, at plakaterne må hænges "på vejbelysningsmaster, vejtræer, hegn, elforsyningsmaster og på indretninger fæstnet i jorden, der har til formål at fremvise valgplakater".

Men valgplakaterne må ikke dække for færdselstavler og signalanlæg og lignende, ligesom valgplakaterne ikke må udgøre en fare for trafiksikkerheden.

Det understreges også, at plakaterne skal hænge minimum 2,3 meter over cykelsti eller fortov.

Plakaten skal i øvrigt være forsynet med navn, adresse og telefonnummer på den person eller det parti, der står bag ophængningen. 

Dermed har man mulighed for at henvende sig til partierne eller kandidaterne, hvis ophængningen af valgplakaterne ikke følger reglerne.

- Hos Aalborg Kommune oplever man, at partierne generelt er gode til at overholde reglerne om ophængning af valgplakater. Men hvis kommunen i forbindelse med tilsyn ude på vejene oplever uhensigtsmæssigheder, bliver der reageret. Derudover følges der op på de borgerhenvendelser, som Aalborg Kommune modtager vedrørende valgplakater, lyder det i pressemeddelelsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden