Hospitaler

Skægget Lucia-brud går viralt: Over 1 million har set videoen

Efter videoen er blevet set 1,1 million gange, er Steven Krogh-Larsen blevet genkendt til 18-års fødselsdag

Det er ikke første gang en mand bærer den lidt utraditionelle krone til anæstesisygeplejerskernes Lucia-optog på Aalborg Universitetshospital. To år tidligere har en anden kollega båret den. 
Det er ikke første gang en mand bærer den lidt utraditionelle krone til anæstesisygeplejerskernes Lucia-optog på Aalborg Universitetshospital. To år tidligere har en anden kollega båret den.  Privatfoto

Opdateret 23. december 2022 kl. 13:39

AALBORG: Det var ikke helt frivilligt, at Steven Krogh-Larsen endte som Lucia-brud, da anæstesisygeplejerskerne på Aalborg Universitetshospital gik optog tirsdag i sidste uge. 

De er fire mænd på afdelingen, og en af de andre mænd havde gået to gange, før corona ramte. 

- Steven, du gør det i år, sagde han til mig. Min første tanke var sådan lidt ah ... Er der ikke andre, der kan gøre det? Men så tænkte jeg også, at det er OK også at være lidt sjov og gøre sig selv lidt til grin en gang i mellem. Hvis jeg skal kunne grine af andre, må jeg jo også selv hellere være lidt sjov og turde være med på legen, fortæller Steven Krogh-Larsen.   

Fedt at sprede glæde 

Af samme grund glæder han sig også over, at han ikke er den eneste, der syntes, det var lidt sjovt. 1,1 million har nemlig på nuværende tidspunkt set videoen, som Aalborg Universitetshospital lagde op på Facebook efter optoget, og kommentarsporet svømmer over med kærlighed til den fuldskæggede Lucia-brud og hans følge. 

- Det sjoveste ved det her er, at delingen af den her video kan have givet flere mennesker, end dem, der var der på dagen, en god oplevelse. Det er fedt at vide, at der er nogen, der har siddet og smilet og måske har tænkt, at vi var lidt skøre eller sjove og se på, men at det var meget hyggeligt, siger han.

Genkendt til fødselsdag 

Han kan også mærke i det virkelige liv, at videoen er blevet set så mange gange. 

- Jeg har været til en 18-års familiefødselsdag, hvor jeg blev genkendt af fødselarens veninder. De var lige henne og spørge, om det ikke var mig. Det var lidt specielt, griner han. 

Han er glad for den respons, han har fået på, at det var en mand i front. 

- Det er dejligt at blive bekræftet i, at folk godt kan lide, at det hele ikke altid behøver at være så traditionsbundet. Jeg har det selv sådan lidt, at jeg allerede er sygeplejerske, så det var ikke det, der stoppede mig fra at være Lucia, siger han. 

Møder en halv time tidligere 

Selvom den gode respons er overvældende, så er og bliver det ikke den primære motivation for at gentage successen næste år. 

- Vi gør det for at hygge os og for at glæde vores kollegaer og patienter, slår han fast og fortæller, at de møder ind en halv time før for at gå turen og hyggen ind på hospitalet. 

Han afslører også, at næste år bliver lidt anderledes. 

- Jeg har sagt til de to mandlige kollegaer, der ikke har gået endnu, at næste år bliver det en af dem, der skal løfte arven, griner han. 

Du kan se videoen fra 13. december på Aalborg Universitetshospitals Facebook-side.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden