Det lyder måske lokalt ansvarligt, men efter vores mening vægter Kristoffer et populistisk slag mod EU højere end Aalborgs langsigtede udvikling.

For det første: Byer, der udpeges som Europæisk Kulturhovedstad, får en Melina Mercouri-pris på 1,5 millioner euro, cirka 11 millioner kroner fra EU’s Creative Europe-program.

Det er rigtigt, at der ikke følger en stor ekstra pose penge automatisk ud over den pris, øvrige EU-midler kræver særskilte ansøgninger, men sådan fungerer alle seriøse EU-programmer: Man skal have et ordentligt projekt, før man får flere midler.

Erfaringer fra Aarhus

For det andet: Erfaringerne fra andre byer viser, at der er tale om en investering, ikke en udgift uden afkast. I Aarhus gav kulturhovedstadsåret 2017 en markant stigning i turisme og aktivitet og en omsætningsstigning i størrelsesordenen 1,2 milliarder kroner samt næsten 2000 nye job i regionen. 

Det er ikke drømmetal fra en brochure, men resultater fra den officielle effektmåling, som bl.a. Aarhus Universitet stod bag.

Hvis Aalborg fik titlen og greb opgaven lige så ambitiøst, er det helt realistisk at forvente EU-støtte på cirka 11 millioner kroner og et økonomisk løft i samme størrelsesorden som Aarhus oplevede. Selvfølgelig er der forskelle mellem byer, men mønsteret er klart: Kulturhovedstad giver vækst, turisme, arbejdspladser og stolthed i lokalområdet.

Midt i det hele står så Kristoffer Hjort Storm. Han har selv forladt Aalborg og meldt flytning væk fra byen, efter at han blev valgt til Europa-Parlamentet. 

Det er der i sig selv ikke noget galt i, men det er værd at bemærke, når den samme politiker nu taler, som om han vil “redde” Aalborg fra et projekt, der kan skabe arbejdspladser, oplevelser og udvikling i netop den by, han selv har lagt bag sig.

Mange andre MEP’er vælger bevidst at fastholde stærke bånd til deres hjembyer og bruge EU-mandatet til at trække muligheder hjem, ikke skubbe dem væk. Her går Kristoffer efter vores opfattelse i den modsatte retning: EU bliver en bekvem skydeskive, og Aalborgs chancer for et markant løft i kultur, turisme og erhvervsliv bliver reduceret til et debatindlæg om “unødvendige udgifter”.