For hun kunne jo uden videre lade den yderst erfarne politiske ordfører Jeppe Bruus overtage nøglerne til ministerkontor og ministerbil.

Men valget til posten som ny transportminister faldt i stedet på Trine Bramsen, som derved kom væk fra en endog særdeles storm-ombrust post i Forsvarsministeriet, hvor det på forholdsvis kort tid er lykkedes hende at løbe sig ganske mange staver i livet.

Set udefra har flere af de kontroverser, som er opstået med Trine Bramsen som forsvarsminister, i høj grad haft karakter af at være selvforskyldte. Som eksempelvis når hun har optrådt overordentligt styrende i et interview, der skulle forestille at være en samtale med forsvarschef Flemming Lentfer - og i øvrigt har overordentligt travlt med at opfatte ham som (og omtale ham som) styrelseschef på linje med så mange andre styrelseschefer i det offentlige.

I en tilspidset situation med et aggressivt Rusland over for et truet Ukraine har regeringen tydeligvis brug for tungere skyts end det, som Trine Bramsen er i stand til at stille med - og her er valget så faldet på Morten Bødskov, som bliver fjernet fra Skatteministeriet. Derved har man muligvis undgået - eller dæmpet - en tiltagende kritik af ham for at have skjult tal for danske hybridbilers CO2-udledning. Altså mere af den ”green washing”, som Benny Engelbrecht er blevet beskyldt for i sagen med CO2-belastningstal.

En enkelt detalje ved ministerrokade, der gør Jeppe Bruus til skatteminister, Morten Bødskov til forsvarsminister og Trine Bramsen til transportminister, er at sidstnævnte også bliver minister for ligestilling.

Her bliver ligestilling pludselig en brik, der ikke rigtigt passer ind nogen steder - som om regeringen ikke for alvor prioriterer det? - selv om den mest logiske plads forekommer at være Beskæftigelsesministeriet.

Med Benny Engelbrecht har regeringen sluppet sin tredje minister (efter kulturminister Joy Mogensen og fødevareminister Mogens Jensen), og skulle statsministeren en anden gang få brug for en rokade, må den næste i rækken være justitsminister Nick Hækkerup, der gang på gang lufter en højst særegen opfattelse af retssikkerhed. Med en aparte opfattelse af, at mere overvågning skaber større frihed, og senest at EU-domstolen går forbrydernes ærinde. Kan en regering virkelig leve med en minister, der så åbenlyst beklikker magtens tredeling?