Skuffelse hos cykelklub: Vingegaard takker nej til hyldest i Thisted

Thy Cykle Ring havde forberedt et stort hyldestarrangement i Thisted - men kun København og Glyngøre får mulighed for at fejre den store cykelhelt

Glædesrusen i teltet i Hillerslev var stor, da Jonas Vingegaard søndag kunne lade sig kåre som vinder af Tour de France 2022. Den bedrift havde Thy Cykle Ring håbet at få mulighed for at fejre i Thisted. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Glædesrusen i teltet i Hillerslev var stor, da Jonas Vingegaard søndag kunne lade sig kåre som vinder af Tour de France 2022. Den bedrift havde Thy Cykle Ring håbet at få mulighed for at fejre i Thisted. Foto: Bo Lehm

THISTED:Alle står i disse dage i kø med lovprisende ord og hyldest til den lille mand fra Thy med den store motor. 25-årige Jonas Vingegaard har med sin sejr i Tour de France 2022 skrevet sig ind i historiebøgerne, og det er svært ikke at føle stoltheden over, at han er dansk og tilmed fra Nordjylland.

Hos Thy Cykle Ring, hvor Jonas Vingegaard havde sin cykelopvækst, vil man også gerne fejre ham.

- Vi havde lagt op til fejring midt i Thisted by med flere store musiknavne og forventede 15.-20.000 mennesker, fortæller Ole Iversen, der er formand for Thy Cykle Ring.

Smilet over Vingegaards triumf er bredt hos Ole Iversen men han er ked af, at der ikke bliver mulighed for at hylde den lokale cykelhelt i Thisted. <i>Foto: Henrik Bo</i>

Smilet over Vingegaards triumf er bredt hos Ole Iversen men han er ked af, at der ikke bliver mulighed for at hylde den lokale cykelhelt i Thisted. Foto: Henrik Bo

Ifølge formanden havde sponsorer erklæret sig villige til at skyde sammenlagt 150.000 kroner i arrangementet, som nu er skrinlagt.

- Fredag aften fik vi via Jonas' kæreste besked om, at Jonas' Tour-fejring ikke indbefatter Thy, men kun København og Glyngøre, siger Ole Iversen.

- Jeg er overbevist om, at rigtig mange ville være kommet for at hylde Tour-vinderen fra Thy. Hyldestfesten vil ikke kun medvirke til at skabe glade oplevelser for mange mennesker, men også sætte fokus på cykelsporten, Thy Cykle Ring, og på det klubarbejde, der er så vigtig for, at stjerner som Jonas Vingegaard kommer ind i sporten fra barnsben, siger cykelformanden.

Har du forståelse for, at han måske har brug for ro efter en opslidende periode?

- Vi ved, at der er mange, der hiver i ham her efter touren. Derfor respekterer vi naturligvis beslutningen om, at der ikke bliver nogen fejring her i Thy, men jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg er ærgerlig over, at Jonas ikke kunne finde tid til at modtage hyldest foran rigtigt mange mennesker, siger Ole Iversen.

Kan I ikke blot slå jer sammen med Glyngøre og skabe en fælles hyldest?

- Nej, det ville vore partnere i projektet overhovedet ikke. Det skulle være i Thy, hvor Jonas lærte at cykle gennem de fem år, han var i Thy Cykle Ring, siger cykelformanden.

Mandag var det ikke muligt at komme i kontakt med tour-vinderen og høre om bevæggrunden for at takke nej til en hyldestfest i Thisted.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.