Slået ud af matematik: Maja Torp overhalet på målstregen
Havde flere personlige stemmer end den kandidat, der blev valgt ind som den sidste på listen
Opdateret 24. maj 2022 kl. 12:44
NORDJYLLAND: Da røgen havde lagt sig og alle stemmerne var talt op, stod Maja Torp fra Venstre tilbage som den med femteflest personlige stemmer blandt partiets kandidater. Men selv om Venstre fik valgt fem folketingsmedlemmer i Nordjylland, stod Maja Torp også tilbage som taberen.
Hun blev nemlig overhalet på målstregen af Anne Honoré Østergaard, der har trukket flere listestemmer, og derfor endte med at blive valgt, selv om hun havde 88 færre personlige stemmer end Maja Torp.
- Selv om jeg havde femteflest personlige stemmer, og egentlig burde have haft det femte mandat, så blev jeg slået af valgmatematikken, der tippede mandatet videre.
- Så det er super ærgerligt, samtidig med, at jeg er vildt stolt over at have fået et godt valg, så jeg står med meget blandede følelser i dag, siger Maja Torp.
Maja Torp glæder sig trods alt over partiets fremgang, selv om hun altså blev kørt over af, at Venstre stiller kandidaterne op sideordnet, hvor listestemmerne kan spille en rolle - og altså kom til at gøre det her.
- Jeg glæder mig over de kandidater, der er kommet ind. Jeg synes at alle har gjort en helt fantastisk indsats, så er det bare her i sidste sekund, at det hele bliver afgjort og kan falde ud til forskellige sider.
Maja Torp sidder i byrådet i Aalborg, hvor hun selvfølgelig fortsætter, og hun vil ikke afvise, at hun stiller op igen til det næste folketingsvalg.
- Det kunne jeg godt forestille mig. Jeg er meget optimistisk over det gode resultat, jeg har fået i dag, og det giver energi til en fornyet indsats på et tidspunkt.
- Men jeg er glad for, at der er et par år til. Nu trænger jeg til at koncentrere mig om nogle andre ting end valg, siger Maja Torp.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.