Debat

Socialdemokratiet: Velkommen til virkeligheden, Tina Davidsen

Socialdemokraternes Frederik Vad (S) svarer debattør, Tina Davidsen i dette debatindlæg.
Socialdemokraternes Frederik Vad (S) svarer debattør, Tina Davidsen i dette debatindlæg. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

UDLÆNDINGEPOLITIK: Tina Davidsen, cand. mag. culture communication lobalization, skriver i et nyligt debatindlæg her i avisen om kærlighed til et Danmark, der tør være modigt, rummeligt og frit. Den kærlighed deler jeg. Jeg er stolt af, at vi gennem generationer har udvidet friheden for kvinder, for homoseksuelle og generelt for mennesker, der tidligere ikke har haft de samme muligheder som flertallet.

Men når Tina Davidsen gør en stram udlændingepolitik til et bevis på, at Danmark er blevet “tørt” og “gammel-oste-skorpet”, og når hun kalder Socialdemokratiet for dem, der har svigtet den danske rummelighed, så rammer hun ved siden af det, der reelt står på spil. 

For udlændingepolitik handler ikke om, hvorvidt man kan lide forskellighed. Det handler om, hvorvidt vi kan beskytte de fællesskaber og den frihed, som rummeligheden faktisk hviler på.

Frihed er nemlig noget, der skal forsvares i praksis. Og hvis man vil have et Danmark, hvor kvinder kan leve frit og vælge en kæreste uden familiens uindbudte indblanding. Hvor homoseksuelle trygt kan holde i hånd og kysse på gaden. Hvor lærere, pædagoger og socialrådgivere kan passe deres arbejde uden at blive truet eller intimideret. Ja, så er man også nødt til at turde tale om de problemer, der truer den frihed.

Kriminelle udlændinge

Tina Davidsen trækker i sit debatindlæg på en kendt linje fra dansk protestkultur: ”I kan ikke slå os ihjel”. Det er et stærkt budskab, som for mange vækker minder om et Danmark, der gjorde op med snævre normer og udvidede friheden.

Men faktum er, at kriminelle udlændinge terroriserer vores land. Personer med MENAPT-oprindelse er overrepræsenteret markant i kriminalitetsstatistikkerne. Særligt når det gælder straffelovsovertrædelser. Er man kommet hertil og begår kriminalitet, skal man finde et andet sted at opholde sig.

Det betyder ikke, at alle udlændinge eller efterkommere er kriminelle. Langt fra. De fleste bidrager til et godt Danmark. Men der er tale om en minoritet i minoriteten, hvis handlinger får alvorlige konsekvenser for ofrene og for trygheden i samfundet. Derfor er en ansvarlig udlændingepolitik nødt til at forholde sig til virkeligheden - også når den er ubehagelig - og ikke kun til de ord og billeder fra fortiden, Tina Davidsen gerne vil spejle sig i.

Når vi i Socialdemokratiet står fast på en stram og retfærdig udlændingepolitik, er det fordi, vi ikke vil have et Danmark med utryghed, negativ social kontrol, æresrelateret vold, religiøst pres og en intolerance, der især rammer piger og kvinder, men også drenge, der ikke passer ind i de forventninger, deres miljø stiller.

Kulturkampe

Det er også derfor, jeg har talt om, at der er noget, vi skal erkende. Det er ikke nok at have job, uddannelse og kunne tale dansk, hvis man samtidig bruger sin position til at presse andre, undergrave fælles spilleregler eller få mennesker til at leve mindre frit. Vi må som Tina Davidsen ikke lade som om, problemerne ikke findes i bestemte miljøer. For det gør kun livet sværere for dem, der i forvejen kæmper for frihed indefra.

Tina Davidsen beskriver i stedet udlændingedebatten som noget, der lugter af “sur drengenumse”. Hun karikerer en hel politisk diskussion som noget småligt og ynkeligt. Vi skylder hinanden en debat, hvor uenighed ikke bliver til karikaturer, og hvor alvorlige problemer ikke reduceres til symbolske kulturkampe.

Står det til Socialdemokratiet skal Danmark ikke være et modtagerland for store asylstrømme, som vi hverken kan integrere ordentligt eller holde sammen på politisk. Det betyder, at vi skal stå fast på, at dansk lov gælder, og at demokratiske værdier ikke er til forhandling. Og det betyder, at vi skal tage et opgør med social kontrol og ekstremisme – uanset hvor det kommer fra – så børn og unge kan vokse op i et Danmark, hvor de faktisk har retten til deres eget liv.

Så når Tina Davidsen er ude med riven efter vores udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund, er det værd at nævne, at det netop er Stoklund, der presser på i EU for nye regler om sikre tredjelande og for modtagecentre uden for Europa. 

Det er her, grundstenen lægges til et nyt og mere ansvarligt asylsystem. Ikke gennem lappeløsninger, tom snak eller symbolpolitik, men gennem langsigtet arbejde for bedre kontrol med indvandringen og et system, der faktisk kan håndhæves. Og som vores statsminister Mette Frederiksen sagde i sin nytårstale, så skal flere kriminelle udvises. Det kommer vi til at bane vejen for med en stor udvisningsreform senere på året.

Så velkommen Tina Davidsen til den virkelighed, ansvarlig udlændingepolitik må tage udgangspunkt i for at sikre det trygge og rummelige Danmark både du og jeg holder så meget af.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden