Debat

Socialdemokratiets vælgerlussing viser skiftende politiske strømninger

- Socialdemokratiet bør finde ud af, hvad det står for. Og det er på høje tid, mener skribenten.
- Socialdemokratiet bør finde ud af, hvad det står for. Og det er på høje tid, mener skribenten. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Kommunalvalget 18. november gav Socialdemokratiet det, der i det politiske fagsprog hedder en “vælgerlussing”. Mange forhold har givet spillet ind: lokale forhold og landspolitiske forhold. Socialdemokratiet kom med mange skader ind i valgkampen i København, og det lå i kortene, at de andre partier fra venstrefløjen til højrefløjen ville prøve at vælte soccer’ne fra magten. En skinger overbudspolitik fra Rosenkrantz-Theil: gratis offentlig befordring, gratis mad i børnehaver mm. virkede næppe seriøs, selv om kommunen har en af de laveste skatteprocenter i landet og den største milliardformue!

Sisyphos-opgave

I Frederikshavn var Socialdemokratiet på en Sisyphos-opgave efter Birgit Hansen-perioden, hvor partiet alene på borgmesterens konto kunne samle et absolut flertal i byrådet. Men politik handler altså om fremtiden, og fortidens fortjenester hjælper ikke meget, hvis man ikke har skarpe bud på løsninger af kommunens problemer: den store gæld, bosætningsmangel og fraflytning, en skolepolitik ved faldende børnetal og en ældrepleje, der er udbredt utilfredshed med. Frederikshavn blev i alle undersøgelser placeret i bunden, og et par dage før valget sprang en “bombe” om et pænt stort, uopdaget underskud inden for familieområdet, der ville fortsætte frem til 2029. Det afslørede et ubehageligt dårligt samspil mellem embedsværket og politikerne. Lad os nøjes med denne formulering. 

Sammenlignet med København kan man sige, at Frhavn har en af de højeste skatteprocenter og grundskyldspromiller og en milliardgæld.

Landspolitisk har Socialdemokratiet været på nedtur et stykke tid. Ideen med en midter-regering har ikke vist sig strålende. SVM-regeringen blev dannet i 2022 efter et kanonvalg for Socialdemokratiet, der givet skyldtes den gode styring af corona-krisen og mink-aflivningen, der jo skete i fuld enighed med Folketingets partier, selv om det formelle lovgrundlag først - og desværre - blev skabt efter beslutningen og ordren om at aflive minkene. Denne ene sag har siden skabt en teatertorden af den anden verden, fordi den private ejendomsret blev krænket, selv om denne i følge Grundloven er underordnet “det almene vel”. Efter min opfattelse er kompensationen, som Grundloven foreskriver, blevet en farce, der løber op i o. 30 milliarder skatteyderbetalte kroner. Det er et meget ringe politisk og juridisk håndværk, der er lavet her.

SVM-regeringen opfattede sig som en “katastrofe-regering”, der skulle løse meget store problemer. Det var begrundelsen for samlingen på midten. 4 store problemer gjorde tiden dyster: 1) Ukraine-krigen. 2) inflationen og en mulig recession, 3) velfærdsstatens økonomiske “åndenød” og 4) klimakrisen og den grønne omstilling. Den første udfordring eksisterer stadig og er særdeles alvorlig, efter at USA valgte en komplet upålidelig præsident, der hellere vil være stor sammen med Rusland og Kina og opfatter Europa og EU på vej mod sin “udslettelse”. 

Man kan ikke klandre Mette Frederiksen for ikke at have taget Ukraine-krigen og det nye upålidelige USA meget alvorligt. Hun har været en spydspids og klar i mælet som ingen andre europæiske statsledere. Man kan synes, at det er for meget og sært morsomt, fordi DK er et lille land, men de store europæiske lande er desværre i dyb krise og mangler handlekraft: Tyskland, Frankrig og England er dybt splittede og dårligt kørende økonomisk. De nordiske lande spiller en hovedrolle i konfrontationen med Rusland og i støtten til Ukraine, fordi Østersøen er fælles hav, og fordi Baltikum er vores brødre og søstre.

Økonomien

Udfordring 2 har været Socialdemokratiets achilleshæl. Det økonomiske fremsyn var totalt forfejlet. Der var ingen grund til at afskaffe St. Bededag, som vakte stor kritik. Der kom ingen recession. Overhovedet ikke. Det berømte “råderum” er vokset og vokset i alle årene. Dansk økonomi er en af de stærkeste økonomier i Europa. Inflationen blev Socialdemokratiets lakmusprøve. Den blev kompenseret på arbejdsmarkedet så rigeligt med lønstigninger og skattelettelser, men for overførselsindkomster som folkepension, førtidspension og kontanthjælp blev inflationen en plage. Købekraften blev mindre og mindre, og der kompenseres først i 2026 for tabt købekraft siden 2022. Socialdemokratiet svigtede fuldstændigt sin opgave om at være den svages beskytter, at være den sociale balances planke. Det er det svigt, partiet betaler for i dag.

Regeringens kontanthjælpsreform har været et søm i velfærdssamfundets ligkiste. Den helt utrolige arbejdsfanatisme, der har grebet Socialdemokratiet og SVM, hvor arbejdet blev højeste mål for et menneskes tilværelse, har på det nærmeste været med til at forvandle det moderne danske samfund til en “kz-lejr” af arbejdsomhed. Ingen stiller spørgsmålet, om den megen mistrivsel hos børn og unge hænger sammen med det “hamsterhjul”, som det moderne samfund har udviklet sig til. Arbejdspligten er uanset alle andre forhold blevet dette samfunds eneste salighedsbetingelse. Derfor køres der en hetz mod dem, der af den ene eller anden grund ikke er på arbejdsmarkedet.

Den anden hetz, der køres, er mod “udlændinge”. Og desværre synger A-partiet med på denne falske melodi, ja man synger ofte førstestemmen. DF og Morten Messerschmidt vil “remigrere” eller hjemsende op mod 100.000 “udlændinge”, herunder sådanne med dansk statsborgerskab, der skal revideres. Liberal Alliance, superliberalister, vil indføre en autoritativ “screening” af ansøgeres sindelag før tildeling af statsborgerskab. 

I skrivende øjeblik foreslår Venstre et konventionsbrud, der gør det muligt at hjemsende kriminelle med dobbelt statsborgerskab. Fakta er, at antallet af dømte med ubetinget fængselsstraf er 17 ud af 27.028, der har fået statsborgerskab siden 2017. Er det symbolpolitik eller et virkeligt problem? Oplysningsniveauet i politik er desværre ofte meget ringe.

Den moderne velfærdsstats udfordringer ønskede SVM-regeringen at løse ved frisættelse af velfærdssamfundet. God ide efter min mening, men hvad er det blevet til? Jo frisættelse betyder, at “ledelsesrummet” skal udvides. Ak, så er vi tilbage ved den ældgamle tænkning, at ledelse er alle tings løsen. Den offentlige sektor er plaget af “ledelse”, bestyrelser, råd, konsulenter, sågar ledelsesrådgivere, emsige politikere og vrisne forældre. De sidste mange år er der sket en voldsom afdemokratisering af den offentlige sektor, samtidig med at ledelseslaget er vokset og vokset. Det gælder alle steder. Må jeg foreslå en ny vej mod selvstyre? Lad dog de direkte involverede ansatte få meget mere indflydelse på deres arbejde: pædagogerne, lærerne, lægerne, sygeplejerskerne, forskerne etc. på alle niveauer. Tag dog et opgør med bestyrelsesvældet, som Bertel Haarder fik indført i 2007. SocialDEMOKRATIET bør finde ud af, hvad det står for. 

Og det er på høje tid. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden