Sølvpapirshattene tabte: Vaccineplanen er en forbløffende succes
Vaccineskeptikerne fylder meget på Facebook, men ikke i virkeligheden. Andelen af vaccinerede i stort set alle målgrupper er nået over 90 procent. En sejr for både myndigheder og befolkning.

Andelen af nordjyder mellem 65 og 79 år med mindst et stik er 97 procent. Det er imponerende og langt over det forventede. Vi er på vej mod flokimmunitet, skriver ansvarshavende chefredaktør Karl Erik Stougaard. Foto: Lars Pauli
Fik du en chip opereret ind i skulderen, da du blev vaccineret?
Oplever du, at staten har taget magten over dine indre organer?
Har du taget afsked med store dele af din omgangskreds som følge af bivirkninger efter vacciner?
Kan du ikke svare ja til noget af ovenstående, er der absolut ingen grund til at føle lettelse, for det kan alt sammen ske endnu, advarer vaccineskeptikerne på Facebook. Men her seks måneder inde i det danske vaccineprogram tillader jeg mig at udtrykke skepsis over for vaccineskeptikerne. Og jeg er ikke alene. En stor andel af danskerne har ignoreret sølvpapirshattene og er blevet vaccineret.
Har du set tallene? De er forbløffende.
Inden vaccinerne kom til landet for godt et halvt år siden, var forventningen, at 70-75 procent af befolkningen skulle vaccineres for at opnå flokimmunitet. Meningsmålinger viste, at det ville blive svært at opnå. Med først den britiske variant og siden Delta-varianten steg vurderingen til, at vi skulle have vaccineret cirka 80 procent.
I dag er andelen af vaccinerede over 50 år på den pæne side af 90 procent, og i flere af de ældre målgrupper er tallet tæt på 100, fx er andelen af 65-79-årige i Nordjylland med mindst et stik 97 procent.
Også i de yngre aldersgrupper går det stærkt lige nu. Hver dag vaccineres mellem 80-90.000 danskere, og i alt er to ud af tre nu som minimum førstegangsvaccineret. Vi er med andre ord i fuld fart på vej mod flokimmunitet, og det fortjener en hyldest.
Vi letter respektfuldt på hatten for Region Nordjylland og alle involverede i vaccineudrulningen i vores landsdel, men det gælder selvfølgelig for hele landet. Den logistiske afvikling har været til topkarakter, en informativ og troværdig kommunikation har gjort det nemt at tage stilling og trygt at møde frem i vaccinationslokalerne, og der foregår i disse dage en opsøgende indsats over for hjemløse, misbrugere og andre ressourcesvage grupper, som ellers næppe var blevet vaccineret.
Vaccineskeptikere vil sige, at de høje vaccinationstal er udtryk for en massepsykose, at regeringen har skræmt folket i sådan en grad, at vi alle er blevet rygradsløse bløddyr, der blindt gør alt, vi bliver beordret til.
Lad dem om det. De taler for døve øren. Det viser tallene klart og tydeligt. Skeptikerne har været over alt på de sociale medier, og grydelågene har fyldt gaderne med larm. Alligevel har danskerne endnu engang vist sig som snusfornuftige samfundsborgere, der har lyttet til argumenterne og dumpet dem, der er kommet fra vaccineskeptikerne, noget så eftertrykkeligt.
Succesen for det danske vaccineprogram stilles i relief, når vi samtidig ser, at andre lande i desperation nu må anvende tvangsvaccinering af befolkningen for at dæmme op for nye bølger af corona. Det sker blandt andet i Rusland. I Frankrig skal alt sundhedspersonale vaccineres, ellers får de ikke løn, og snart er der ingen adgang til koncerter, biografer, restauranter, barer, butikscentre, fly og tog uden coronapas. På flere universiteter i USA lukkes de studerende ikke ind på campus efter sommerferien, hvis de ikke er vaccinerede.
Ikke mindst i USA er der gået politik i vaccinerne, og Republikanerne spiller på frygt og skepsis. Det har konsekvenser. Mens 77 procent af de demokratiske vælgere er blevet vaccineret, gælder det blot 52 procent af de republikanske. Den øverste sundhedsmyndighed advarede torsdag om, at politiseringen udgør en national sundhedstrussel.
Herhjemme har politikerne, med enkelte undtagelser, holdt sig på måtten og bakket op om vaccinerne. Det har også bidraget til succeshistorien. En succes, der vil gøre Danmark til et af de første lande med flokimmunitet. Vi når milepælen, inden sommeren er forbi.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.