Som 19-årig kunne jeg ikke komme væk hurtigt nok - men langsomt blev skam vendt til stolthed

Spørgsmålet forlod mine læber og hang nogle sekunder og blafrede lidt ensomt i den lille kabine. Så sukkede min mor. Og rystede på hovedet, mens hun blinkede af og drejede til venstre.

Jeg var 19 år gammel og næsten lige flyttet hjemmefra, men for en kort bemærkning hjemme på visit.

Med min mor bag rattet trillede vi gennem min fødeby, lille Haverslev i Himmerland - du ved, den med alle burgerrestauranterne lige ud til motorvejen.

Og jeg kan stadig huske min mors sårede tavshed, der fulgte bagefter.

I dag ville jeg ønske, at jeg havde bidt tungen af mig selv lige dér. Men jeg ved også, hvorfor jeg stillede spørgsmålet.

Jeg ville ikke bytte min barndom væk for noget. I dag omtaler jeg den som noget, Astrid Lindgren kunne have skrevet om alle børnene i Bulderby. For vi var så mange børn på den landevej, hvor jeg voksede op, og vi havde høstfester og fastelavn og fælles cykelture ind til skolen om morgenen.

Alligevel stod gruset nærmest om ørerne på mig, den dag jeg flyttede hjemmefra. Hold nu kæft, hvor skulle jeg bare væk.

Havde jeg en konkret plan? Næ. Men skidt med det.

Det vigtigste var, at jeg var på vej væk. At jeg skulle ud og opleve noget større og blive min egen person og ikke bare være den Camilla fra Haverslev, som alle derhjemme kendte.

Jeg drømte om at bo i Paris eller New York, at skrive romaner og måske endda blive lettere berømt. Jeg skulle rigtigt LEVE. Meget mere, end man nogensinde ville kunne i Nordjylland. Ikk'å.

Nu, som 37-årig kan jeg godt blive lettere rød i kinderne ved tanken om mit 19-årige jeg og hendes udlængsel. Hendes skam.

For ja, jeg skammede mig. Og på den måde blev jeg en kæmpe kliché. For netop skammen er så uendeligt udbredt blandt alle Nordens unge. Det viser et nyt forskningsprojekt.

Det er en skam, der manifesterer sig i migrationer. I hobetal flytter vi som unge voksne fra de små, trygge lokalsamfund for i stedet at kaste os ud i det "rigtige" ungdomsliv i storbyerne. Dels fordi det er her, studiemiljøerne og muligheden for en god uddannelse er - men åbenbart også, fordi der bliver set ned på dem, der bliver tilbage.

Det hele vækker genklang i mig. 

Jeg ville gerne kunne sige mig fri for nogensinde at have tænkt og følt sådan, men jeg prøver at forklare det med min på det tidspunkt endnu umodne hjerne. Og jeg trøster mig med, at jeg gudskelov blev mere nuanceret.

For det gør vi alle sammen, viser tallene - vi vender skam til stolthed og rejser glad og gerne tilbage, hvor vi kom fra, når vi synes, vi har set tilpas af verden.

Jeg nåede aldrig til Paris eller New York. Men jeg nåede til Fyn. 

Og det viste sig at være nok.

For dér, mellem "brunner" og bindingsværk, begyndte jeg at definere mig selv på en anden måde. Jeg begyndte at bruge mine nordjyske rødder mere aktivt. Jeg begyndte endda at blive stolt af dem.

Faktisk blev jeg så stolt af min gamle landsdel, at jeg endte med at flytte hjem igen og gifte mig med naboens dreng, som pludselig også var blevet voksen, men vist aldrig rigtig havde nået at skamme sig over, hvor han var fra. Heldige asen.

Vi besluttede at give vores børn lige præcis dét, vi selv havde været så heldige at vokse op med - en barndom i et trygt og tætvævet lokalsamfund. Større gave kunne vi ikke give dem, var vi enige om.

Men vi ved nok også begge to, at den dag nok vil komme, hvor de med gruset fra gårdspladsen blæsende om ørerne vil styrte ud i verden og livet. Og jeg er allerede ved at forberede mig på, at de også en dag vil kigge på mig og spørge:

- Hvordan kan du holde ud at leve sådan et sted?

Måske vil jeg kunne smile og trække lidt på skuldrene, fordi jeg ved, at de en dag, når nuancerne begynder at vise sig, vil fortryde spørgsmålet - og vende hjem igen.