Sophie har gadens barske skæbner i sine hænder hver dag: - Nogle ved ikke engang, hvem deres læge er

AALBORG:Kulden har for alvor bidt sig fast i Aalborgs gader, og man kan se dampen fra mandens ånde bag sprukne læber, da han beder Sophie Enevoldsen om hjælp. For en uge siden var han involveret i et slagsmål, og han mærker stadig smerterne, da han sidder udenfor Café Parasollen.

Livet på gaden kan være ubarmhjertigt.

Det ved Sophie Enevoldsen alt om, og hun lytter derfor også opmærksomt til mandens beklagelser, da hun sætter sig på bænken ved siden af ham. Hun vil forsøge at finde en løsning, som kan mindske smerterne, og han returnerer hendes gestus med et taknemmeligt smil, der selv på en frostkold tirsdag formiddag kan gøre enhver varm om hjertet.

I sit arbejde som gadesygeplejerske i Aalborg Kommune møder Sophie Enevoldsen hver dag borgere, som enten ikke har et hjem, eller som af forskellige årsager tilbringer mere tid på gaden end på deres adresse.

Hun er på fornavn med Aalborgs hjemløse, mennesker i misbrug og socialt udsatte, der lever livet på kanten, og hun er et kærkomment ansigt i gadebilledet, når hun uddeler rene kanyler, afleverer medicin, måler blodtryk, renser sår eller spørger ind til helbredet.

Og så er hun det tætteste, en stor gruppe af socialt udsatte borgere kommer på kontakt med sundhedsvæsenet.

- Jeg er en del af et team, hvor det der med at opgive en borger ikke findes. Her bliver man ved, fastslår hun.

Flere bærer på traumer og omsorgssvigt i bagagen og slås med kronisk eller psykisk sygdom. Sidstnævnte er fællesnævner for størstedelen af de borgere, der kalder gaden for deres hjem, og ofte er de hverken ordentligt udredt eller i medicinsk behandling, fordi de samtidig er i et misbrug.

Hvis kontakten til jobcenteret og kommunen samtidig skal holdes ved lige, kan det, som Sophie Enevoldsen kalder det, nærmest være et fuldtidsjob at finde rundt i systemet og møde op til aftaler flere gange om ugen.

- Det er et hårdt liv. Kroppen er i en konstant stresstilstand, når man ikke har penge nok eller et fast sted at kunne sove, og nogle har følger af misbrug. Vi møder mennesker med rigtig mange udfordringer og problemer, som skal i kontakt med mange steder i systemet for at få den hjælp, de har ret til. Det er rigtig, rigtig svært for dem at rumme, siger Sophie Enevoldsen.

Nummer ni i køen

I værste tilfælde kan det betyde, at nogle borgere trækker sig helt fra systemet og fravælger den hjælp, de kan have brug for og har ret til.

- Det kan være rigtig svært for dem at tage kontakt. Hvis bare man skal ringe til lægen, kan man risikere, at man er nummer ni i køen og skal vente i fyrre minutter. Allerede der giver mange af dem op, forklarer Sophie Enevoldsen.

Sådan er det ikke kun i Aalborg.

Ifølge Dansk Sygeplejeråd er socialt udsatte en patientgruppe, der på landsplan udgøres af omkring 120.000 borgere, som i mødet med sundhedsvæsenet kræver en specialiseret hjælp.

Socialt udsatte

Socialt udsatte er et begreb, som forstås som mennesker med flere, komplekse og sammensatte sociale problemer, herunder sindslidelse, misbrug af alkohol og/eller stoffer, hjemløshed, prostitution, fattigdom og mangelfulde sociale netværk.

Størstedelen står udenfor arbejdsmarkedet.

Der findes ingen officielle tal for, hvor mange borgere i Danmark der betegnes som socialt udsatte.

På baggrund af en registeranalyse fra 2015, estimeres det dog, at omkring fire procent af mænd og to procent af kvinder tilhører en marginaliseret gruppe. Det svarer til cirka 80.000 mænd og cirka 40.000 kvinder.

Kilde: DSR, Rådet for Socialt Udsatte og rapporten "Familiebaggrund og social marginalisering i Danmark. En registerbaseret kortlægning af SFI".

VIS MERE

Socialt udsatte lever i gennemsnit 19 år kortere og er langt oftere indlagt end den øvrige befolkning, hvorfor man taler om en social ulighed i sundhed, som ifølge forskningsleder i sundhedsfremme og sundhedsstrategier på Roskilde Universitet, Mari Holen, kun ser ud til at blive større.

Hun peger på effektiviseringer i sundhedssystemet som en af grundene.

- Det skal gå stærkt, og det er jo en dagsorden, som er velkendt. Derfor kan patienter nemt havne i en position, hvor de bliver besværlige, hvis de opleves som ikke-produktive og langsomme, eller hvis de ikke kan efterleve de sundhedsanbefalinger, som personalet og systemet giver, siger Mari Holen.

Hvis ikke borgerne føler sig mødt med de udfordringer, de har, vil det heller ikke føre til en øget tillid til at få hjælp af sundhedssystemet, understreger hun. I den situation kan gade- og socialsygeplejersker være afgørende.

- Det kan være virkelig svært som patient at passe ind i det her system, og der tror jeg, at gade- og socialsygeplejersker har en særlig og vigtig rolle, fordi de ikke blot er en hjælp for borgeren, men også for systemet til at rumme diversitet, siger Mari Holen.

Sophie Villadsen startede som gadesygeplejerske i august og overtog jobbet fra den tidligere sygeplejerske, som havde behandlet borgere på gaden i 14 år. Hun bruger derfor stadig meget tid og mange kræfter på at komme ind på livet af de borgere, hun hjælper. Foto: Henrik Louis

Borgerens advokat

Sophie Enevoldsen har sin egen lille klinik i et baglokale til Café Parasollen, der er et spise- og værested for socialt udsatte borgere på Boulevarden i Aalborg.

Her har hun samtaler med borgerne og udstyret til at teste for hepatitis og tuberkulose eller pleje et sår. I skufferne ligger der stakkevis af rene kanyler, og på bordet står en skål med kondomer.

For det meste tilser og behandler hun dog borgere uden for klinikken, og i modsætning til mange andre sygeplejersker, bærer hun hverken uniform eller arbejder under klinisk rene forhold.

I stedet møder og opsøger hun borgerne, der hvor de er. På gaden, ved varmestuer og i hjemmet, hos de borgere der har sådan et, iført sweater, varme støvler og et åbent sind.

For hvis hun eller en af hendes kollegaer fra Gadeteamet ikke kommer til dem, er det ikke sikkert, at nogen gør.

- Mange af dem, som vi møder, ved ikke engang, hvor de har læge henne, fordi de ikke er kommet der i lang tid, siger hun.

Sophie Enevoldsen prioriterer altid at være nærværende og lyttende, når hun møder borgerne - også selvom det sommetider kun bliver til en kort snak i forbifarten.

Jo flere gange de mødes, jo bedre mulighed har Sophie for at bevise, at hun er til at stole på og vil dem det bedste, selvom de måske tidligere har haft dårlige oplevelser med sundhedsvæsenet. På den måde kan hun nemmere få lov til at hjælpe dem og opdage, hvis deres helbred pludselig forværres.

- De har en generel mistillid til systemet. Meget af vores arbejde handler derfor om at få en relation til dem. Det kan tage kort tid, men det kan også tage flere år. Relationer er alfa og omega for vores arbejde, fortæller Sophie Enevoldsen, som hentyder til ikke kun sit eget arbejde som gadesygeplejerske, men til hele holdet af gademedarbejdere i Aalborg Kommune.

Gadeteamet

Gadeteamet i Aalborg Kommune består af fire opsøgende medarbejdere og en enkelt gadesygeplejerske.

De hjælper socialt udsatte borgere med akut hjælp til at løse opståede problemer. Hjælpen er gratis.

Gadeteamet kan blandt andet hjælpe med kontakt til offentlige myndigheder, råd til at søge om kontanthjælp eller hjælpemidler, afklaring af boligsituation og vejledning i forhold til en misbrugsproblematik.

Gadeteamet har base på ABC-Caféen i Aalborg, men kan også findes på gaden, på byens åbne pladser og på værestederne for de mest socialt udsatte borgere.

Kilde: Aalborg Kommune

VIS MERE

Flere af Sophie Enevoldsens borgere, som hun møder på gaden og i klinikken, har mistillid til systemet - andre har ikke engang en læge, fordi de ikke har opholdstilladelse. Alternativt kommer nogle først i kontakt med sundhedsvæsenet i de allermest akutte situationer, hvis de eksempelvis er faldet, blevet overfaldet eller stukket ned. Foto: Henrik Louis Foto:Henrik Simonsen

At uddele rene kanyler er hverdag for Sophie Enevoldsen. På den måde undgår misbrugere at få hepatitis eller andre sygdomme. Foto: Henrik Louis Foto:Henrik Simonsen

Hendes vigtigste job er at skabe lighed i sundhed. Udover den sygepleje, hun udfører på gadeplan, bruger hun derfor også en stor del af sin arbejdsdag på at fungere som brobygger og bindeled mellem borgerne og sundhedsvæsenet.

Hun kontakter og ledsager dem til lægen eller sygehuset, hvis de har sundhedsmæssige problematikker, og hvis de skal igennem en udredning eller eksempelvis et kræftforløb. Hvis de ønsker det, hjælper hun også borgere med at komme i misbrugsbehandling og motiverer hjemmeboende til at søge om støtte i hjemmet.

- Jeg er en slags “borgerens advokat”, hvor jeg sikrer, at de får adgang til det, som alle vi andre også har ret til. Det ser vi desværre, at de mange gange ikke gør, fordi de bliver misforstået eller stigmatiseret, siger hun og forklarer, at der eksempelvis let kan ligge mange ting uden om et alkoholproblem, der skal løses, før selve misbruget kan mindskes.

Sophie Enevoldsen og hendes kollegaer i Gadeteamet er i den forbindelse dybt afhængige af et godt samarbejde på tværs af flere sektorer for at lykkes med indsatsen omkring en borger, fordi de ofte har behov for hjælp og støtte fra flere forskellige instanser.

Social ulighed i sundhed

Ifølge Mari Holen, som er forskningsleder i sundhedsfremme og sundhedsstrategier på Roskilde Universitet, skal gade- og socialsygeplejersker ikke blot hjælpe socialt udsatte borgere.

- Det skal de også, men de skal lige så meget hjælpe personale og de her systemer til at kunne rumme forskellige typer mennesker, fordi systemet er blevet så effektivt og produktivt, og fordi man samtidig har en forestilling om, at den måde, sundhedsvæsenet virker på, er helt neutral og objektiv.

- Men min forskning peger på, at det objektive og neutrale privilegerer nogle frem for andre. Vi er forskellige mennesker, som ikke nødvendigvis passer ind i de skemaer og de måder at tænke på, som sundhedsvæsenet bærer, fortæller hun.

Derfor mener hun også, at den bedste måde at mindske social ulighed på vil være, at sundhedssystemet i første omgang bliver bedre til at rumme mennesker, der lever på forskellige måder og under forskellige omstændigheder.

- Jeg ser fremkomsten af socialsygeplejersker som noget, der kommer, fordi systemet ikke er i stand til at rumme den her gruppe. Når det er sagt, giver disse sygeplejersker god mening, som situationen ser ud lige nu, siger Mari Holen.

VIS MERE

Det er ikke altid let for Sophie Enevoldsen at være talerør for borgerne, og nogle gange er hun også nødt til at minde systemet om dets ansvar og påpege, at socialt udsatte borgere har samme rettigheder som alle andre. Foto: Henrik Louis Foto:Henrik Simonsen

Fra plan A til plan Å

Selvom Sophie Enevoldsens arbejdsdag starter med en plan A, har den ofte ændret sig til plan B, C, D eller Å, inden klokken er slået 11. Det er et arbejdsvilkår.

For sådan er hverdagen også for mange af hendes borgere. Uforudsigelig og omskiftelig.

Det betyder, at de ikke nødvendigvis kan møde op til en samtale på en bestemt adresse på et tidspunkt, de har aftalt flere uger i forvejen.

- Den åbenhed og fleksibilitet, vi har i vores arbejde, er altafgørende for at nå den her målgruppe, siger Sophie Enevoldsen og påpeger, at det ikke er, fordi ingen før har forsøgt at hjælpe disse borgere. Tværtimod, understreger hun.

- Men vi oplever også bare, at det er en målgruppe, der har behov for at have nogen ved deres side, når de skal møde systemet, fordi de kan have svært ved at forklare sig. Og når man har været en del af et system så længe, tror jeg, det med tiden bliver sværere at bevare håbet om, at der kan ske en forandring.

Når Sophie Enevoldsen først har fået kontakt til en borger, tager hun sig tid til at lytte og prioriterer at være nærværende. For nogle gange kan der gå mange dage, før hun ser dem igen. Foto: Henrik Louis Foto:Henrik Simonsen

Sommetider kan det ske, at borgere ønsker hjælp fra systemet, men har svært ved at tage imod den, og uden samtykke kan Sophie Enevoldsen eksempelvis ikke kontakte lægen - heller ikke selvom borgeren er meget syg.

I sådanne situationer kræver jobbet en stor portion vedholdenhed og optimisme. For med målgruppen sker forandringer ikke altid over natten. Sommetider må man acceptere, at det kan tage mange år og flere forsøg, før det lykkes.

- Vi har en generel mening om, at der ikke er nogen døre, der bliver lukket for nogen inde hos os i Gadeteamet. Hvis vi ikke tager os af det, og vi ved, at der heller ikke er andre, der gør det, bliver de ved med at stå det samme sted, siger Sophie Enevoldsen.

Så meget taknemmelighed

Hun har oplevet, at jobbet til tider også handler om at være i stand til at rumme borgernes frustrationer, som af og til kan komme til udtryk i vrede og voldsom adfærd, og at hun pludselig kan befinde sig i situationer, hvor hun selv kan være udsat.

Til gengæld holder hun fast i, at det er det hele værd. Både når det lykkes at hjælpe borgeren, og når det ikke gør.

- Jeg synes, det er et privilegium at få lov til at arbejde med de mennesker her. Der er så meget taknemmelighed, fastslår hun.

- Vi er et slags sikkerhedsnet, der kan gribe og favne dem, som ellers har svært ved at passe ind i det eksisterende system, forklarer Sophie Enevoldsen. Foto: Henrik Louis Foto:Henrik Simonsen

På dage, hvor kulden for alvor bider i kinderne, er det svært for Sophie Enevoldsen at lade være med at tænke på, hvordan hendes borgere har klaret natten, som for nogle borgere i forvejen bliver brugt på en bænk eller med frygt for at blive overfaldet.

Til gengæld er selv samme bekymring altafgørende for hendes job. For hvis hun af uransagelige årsager pludselig skulle miste den, er hun overbevist om, at det er på tide at lede efter et nyt.

- Jeg har også sagt til mig selv, at den dag, jeg ikke længere får den følelse, skal jeg ikke lave det arbejde, jeg gør. For mit vedkommende skal den være der, fordi det også er det, der driver mig i mit arbejde.

Ifølge Sophie Enevoldsen er jobbet da heller ikke for alle. Man skal brænde 110 procent for det, som hun selv siger - og det gør hun.

- Der er rigtig meget omsorg i det. Ikke fordi der ikke er det andre steder, men reel bekymring og omsorg for dem, er det, der gør, at jeg kan få lov til de ting, jeg gør. Der er en kæmpe tiltro til, at jeg vil dem det bedste, siger hun.

Sophie Enevoldsen er en del af Gadeteamet i Aalborg Kommune. Når de ikke er på farten, holder de til på ABC-caféen i Aalborg. Foto:Henrik Simonsen

Plads til forbedring

Aalborg Kommune er godt på vej, når det handler om at hjælpe de borgere, der ikke altid passer ind i sundhedssystemets rammer, mener Sophie Enevoldsen.

Hun fremhæver blandt andet en såkaldt brobygger-funktion på sygehuset, som under indlæggelse hjælper socialt udsatte borgere med at komme i kontakt med forsorgshjem, rusmiddelcentre eller noget tredje.

Alligevel er der plads til forbedring.

Hun og hendes kollegaer oplever, at det stadig er en stor udfordring at få socialt udsatte borgere henvist til psykiatrien, fordi de ofte falder mellem to stole i systemet og ikke nødvendigvis passer ind i en på forhånd afgrænset kategori.

- For at psykiatrien vil tage folk i betragtning, må de ikke have et misbrug. Men med disse mennesker er det mange gange den psykiatriske problematik, der er årsag til, at de har et misbrug. Så det er lidt pest eller kolera, fortæller hun.

Derfor står endnu mere brobygning mellem særligt Gadeteamet og psykiatrien også højt på Sophie Enevoldsens ønskeseddel dette år.

- Jo flere hurtige indgange for den her målgruppe, jo bedre, siger hun.

Alkoholafhængighed

Druk og stoffer var ved at tage livet af Oliver og Dennis

---

Socialt udsatte

Tinus måtte bo på offentligt toilet

---

Socialt

Hos Mandecentret bor de mænd, der er ved at ramme afgrunden med 300 kilometer i timen

---