Tv og skærme

Sort skærm under EM: Fiberkabel gravet over

Norlys har problemer med signalet og venter først en løsning sent i aften

Danmark spiller netop nu mod England i Frankfurt. Det er masser af Norlys-kunder afskåret fra at følge med i.
Danmark spiller netop nu mod England i Frankfurt. Det er masser af Norlys-kunder afskåret fra at følge med i. Foto: Wolfgang Rattay/Reuters/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 19:29

Det, der bare ikke må ske, er netop nu en smertefuld realitet for flere hundrede tv-seere i Aalborg.

De kan ikke se EM-gyseren mellem Danmark og England.

I hvert fald meddeler Norlys, at der i øjeblikket er problemer med tv, internet og telefoni i 9200 Aalborg SV, 9210 Aalborg SØ og 9230 Svenstrup J.

- Vi forventer, at signalet er tilbage kl. 22, skriver Norlys på sin hjemmeside.

Pressekonsulent Thomas Klose Jensen fra Norlys bekræfter, at flere hundrede kunder netop nu er berørt i de pågældende områder.

- Et fiberkabel er gravet over, og tidshorisonten med at få det løst er, som vi skriver på hjemmesiden, kl. 22, oplyser han.

Ifølge Thomas Klose Jensen er 452 Norlys-kunder direkte berørt af problemerne.

- Vi beklager naturligvis de gener, det har for vores kunder, men vores teknikere er på stedet og arbejder på at få det løst, siger han.

Gå til relaterede emner

Forsiden