Spar Nord: Rekord efter ni måneder
Men bankens nedskrivninger på landbrug er vokset markant
AALBORG: Spar Nord Bank kan melde om et overskud efter skat på 849 millioner kroner efter årets første ni måneder.
Det er rekord og 50 millioner kroner mere end i den samme periode sidste år.
Fremgangen skyldes, at Spar Nord i år har opnået en stor kursgevinst på salg af sine aktier i Valueinvest.
Spar Nord har haft nedskrivninger i årets første ni måneder på 67 millioner kroner.
Det tal står i grel modsætning til 2017, hvor tilbageførsel på nedskrivninger udgjorde en indtægt på 51 millioner kroner.
Denne udvikling skyldes nedskrivninger på landbrugskunder, som i årets første ni måneder har belastet bankens regnskab med 122 millioner kroner.
Spar Nords regnskab indeholder intet nyt om Danske Andelskassers Bank.